Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 176 – Oktober 1999 – side 10

1989-1999 10-året for Murens fald

Jakob Nerup + Rasmus Keis

Til november er det 10 år siden Muren faldt. I de kommende måneder vil vi høre, at med ‘Murens Fald’ faldt også socialismen for altid.

Men vi jublede også for ti år siden, fordi vi ikke så de øst-europæiske styre som socialistiske, men derimod som statskapitalistiske, styret af en lille magtelite.

For os betød Murens Fald forbedrede vilkår for ægte socialisme, nu da diktaturene i Østeuropa ikke længere kunne hævde, at de var den levende-gjorte socialisme.

I denne serie om Murens Fald beskri-ver vi vigtige spørgsmål som Øst-europas sammenbrud rejser, f.eks.  om arbejderklassens- og partiets rolle eller som denne om internationalismen.

Sovjetisk imperialisme

af Jacob Nerup

Mange venstreorienterede har både før og efter murens fald hævdet, at selvom det stalinistiske Østeuropa ikke var rigtig  socialistisk, så var det en fordel for befrielsesbevægelserne i den 3. Verden. Men virkeligheden var en anden.

Når Sovjetunionen eller Østtyskland støttede en befrielsesbevægelse, så var det en militær forlængelse af deres imperialistiske intentioner. De skelnede ikke mellem statsstøtte til diktaturer eller en guerilla, blot de støttede den sovjetiske imperialistiske blok.

Det  førte til utallige massakrer på frihedskæmpere og arbejderoprør, fordi Sovjet faktisk støttede undertrykkerne eller gennem kom-munistpartierne forhindrede oprør. Det var tilfældet i Kina i 1926, under den spanske borgerkrig 1936-39, med Hitler-Stalin-pagten i 1939, i Grækenland i 1945, i Afrika i 70’erne og 80’erne, i Afghanistan i 1979 osv.

Sovjetisk udenrigspolitik

Den sovjetiske imperialisme blev udfoldet allerede i 1920'erne efter Stalins magtovertagelse. Kommunistpartierne verden over blev underlagt den sovjetiske udenrigspolitik.

Det medførte, at kommunistpartierne ændrede taktik og direkte forhindrede arbejderklassen i at lave revolution. Det værste eksempel på dette er situationen efter 2. Verdenskrig.

I en række europæiske lande var arbejderklassen både bevæbnet og parat til oprør. I særlig grad var det situationen i Frankrig, Italien og Grækenland. Arbejderklassen havde med kommunistpartiet i spidsen været drivende i at fordrive nazisterne.

Sovjetunionens deltagelse i den imperialistiske opdeling af verden sammen med USA og England, tvang de lokale kommunistpartier til at bremse arbejderklassens oprør og i stedet forære magten til den gamle herskende klasse.

Værst gik det ud over de græske kommunister og den græske arbejderklasse. De blev slagtet af engelske soldater uden at Stalin løftede et øjenbryn.

Et tilsvarende eksempel er Nicaragua. Oprøret mod det USA-støttede Somoza-regime blev først støttet, da det var tilendebragt.

Med støtten fulgte også krav om, at oprøret ikke måtte være en revolution mod kapitalismen eller sprede sig til El Salvador og Honduras. En sådan udvikling ville skade Sovjetblokkens egentlige mål, nemlig bevarelsen af den imperialistiske balance.

Våbenkapløbet

Den sovjetiske imperialisme springer ikke ud af onde viljer eller en forkert ledelse. Den hænger snævert sammen med klasseinteresser og den økonomiske konkurrence på verdensplan. Da Stalin og de andre bureaukrater blev den herskende klasse i Sovjetunionen blev konkurrencen med de andre imperialistiske magter afgørende.

For at sikre en økonomisk udvikling blev sværindustrien topprioriteret. Den kunne ikke kun producere traktorer, men også en tilstrækkelig militærproduktion. Produktionens mål blev konkurrencen med verdensmagterne – ikke den sovjetiske arbejderklasses behov.

Den kolde krig var 40 års permanent våbenkapløb. En stadig større del af økonomien i Sovjetblokken blev bundet til militære formål.

Sovjetblokkens økonomi kunne ikke fungere alene som et lukket marked, men måtte til stadighed konkurrere med den anden imperialistiske hovedblok, USA og Vest-Europa. En konkurrence som primært blev ført med militære midler.

Murens fald

Våbenkapløbet blev stadig forstærket gennem udviklingen af masseødelæggelsesvåben, der kan udslette jordens befolkning et utal af gange.

Men våbenkapløbet kostede også enorme summer, som i den sidste ende blev en af årsagerne til Murens Fald.

Internationalisme

af Rasmus Keis

“Arbejdere i alle lande, foren jer!” Dette berømte citat af Karl Marx er afgørende i kampen for socialisme. Men hvorfor skrev Marx det?

En af grundene var, at Marx havde indset, at arbejdere uanset nationalitet, religion, hudfarve osv. havde samme grundlæggende interesser. En anden vigtig grund var, at Marx – uden at have konkrete eksempler – udmærket var klar over, at socialisme i ét land hurtigt ville kollapse i en kapitalistisk verden.

Et samfund baseret på menneskelige behov vil ikke kunne eksistere i konkurrence med det kapitalistiske system, baseret på pengenes behov. Kapitalismen dynamik, konkurrencen, har på få hundrede år skabt de værste masseøde-læggelsesvåben og ført til de blodigste krige i menneskehedens historie.

Et isoleret socialistisk samfundvil være tvunget til at konkurrere med kapitalismen på våben for at forsvare sig selv. Det vil forhindre opbygningen af et socialistisk samfund.

Det er klart, at en socialistisk revolution må starte et sted, men dens efterfølgende spredning er vital. I 1918, efter den russiske revolution, sagde Lenin på den 3. alrussiske sovjetkongres: “Naturligvis er socialismens endelige sejr i et enkelt land umulig.” og videre “... russerne har begyndt – tyskeren, franskmanden og englænderen fuldfører...”

Der var hos bolsjevikkerne ingen tvivl om, at uden revolutioner i andre lande ville deres egen være dødsdømt. Dette er tydeligt i skarp modsætning til ikke-marxister, som fx Stalins, Maos og Castros ideer om socialisme i ét land.

Arbejderne lærer af hinanden

Nogle vil påstå at internationalisme ikke eksisterer og at arbejdere føler sig tættere knyttet til deres nationale herskere end til arbejdere i andre lande.

Men argumenterne mod arbejderklassen internationale  orientering falder lynhurtigt til jorden, i det øjeblik niveauet i klassekampen stiger gennem et øget antal  strejker og aktioner. Gang på gang ser vi, at arbejdere i strejkesituationer er solidariske på tværs af landegrænser. Under storstrejken sidste år meddelte svenske lufthavnsarbejdere, at de ikke ville tage strejkeramt arbejde fra Danmark.

Under Natos krig mod Serbien dannede græske arbejdere blokader og demonstrerede mod Nato under parolen “Arbejdere på Balkan er vores brødre” og forhindrede at amerikansk krigmateriel blev transporteret på græske tog.

Da studenter og arbejdere smed Suharto på porten i Indonesien sidste år,førte det store demonstrationer i mange andre Syd øst-asiatiske lande, vendt mod disse landes regeringer og deres krisepolitik. Da de iranske studenter demonstrerede i sommers henviste de også til de indonesiske studenters oprør.

Der er  ingen tvivl om, at et socialt oprør giver inspiration og kan sprede sig til andre lande. Netop derfor nedkæmpes mange oprør brutalt af andre landes militær. Frygten for at deres egne arbejdere bliver inspireret og starter et oprør, betyder at den herskende klasse skrider ind overfor oprør i andre lande.

Kapitalen er international

Kapitalismen er international, det ses tydeligere og tydeligere, selvom det altid har været tilfældet. Kapitalen kender ingen græsner. Derfor er kampen mod den international. Det er afgørende, at inspiration og erfaringer fra arbejderes kampe i et land bliver delt med arbejdere i andre lande. Muligehederne for det er i dag langt større og bedre end i begyndelsen af dette århundrede. Men allerede dengang hørte arbejdere i Europa, ja i hele verden, om den russiske revolution og hentede erfaringer og inspiration derfra til revolutionsforsøg og oprør.

Internationale Socialister i Danmark er en del af en verdensomspændende bevægelse med medlemmer i mange lande over hele verden . Vær med til at styrke kampen mod kapitalismen både herhjemme og i resten af verden. Bliv medlem af Internationale Socialister!

Den spanske borgerkrig

I den spanske borgerkrig viste arbejdere fra hele Verden, hvad internationalisme er, de meldte sig til de militser de spanske arbejdere havde dannet for at bekæmpe Francos fascister.

Men Sovjets indsats var underlagt dets udenrigspolitik, som var domineret af ønsket om at skabe en alliance med England og Frankrig mod Nazi-Tyskland. En arbejderrevolution i Spanien kunne betyde at de to landes magthavere blev fjendtlige overfor Sovjet.

Stalins strategi var derfor, at trække opstanden ud og sikre, at den aldrig udviklede sig til en arbejderrevolution, der truede kapitalismen i Europa.

Billedtekst:
Under borgerkrigen i Angola i 1976 blev sovjetiske interesser varetaget af cubanske tropper.
En anarkistisk milits under den spanske borgerkrig.

Flere artikler fra nr. 176

Flere numre fra 1999

Se flere artikler om emnet:
1989: Murens fald/Stalinismens sammenbrud

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup
Rasmus Keis

Siden er vist 1311 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside