Socialistisk Arbejderavis
Nr. 177 – November 1999 – side 9
Førte Lenin til Stalin?
Ivajlo Holm-Jensen
Den russiske revolution i 1917 var et vendepunkt i historien, måske den vigtigste begivenhed i det 20. århundrede.
Den var den første åbenlyse trussel mod det kapitalistiske system.
Men efter Berlinmurens fald har tidligere venstrefløjsfolk haft travlt med at korsfæste sig selv og kommunismen som system, tæt forfulgt af borgerlige historikere og intellektuelle, der på det nærmeste sætter lighedstegn mellem det samfund, Lenin ville opbygge, og det menneskefjendske samfund, som Stalin skabte.
I denne offensiv mod kommunismen er der ikke blevet sparet på floskler og klicheer.
Lenins parti, Bolsjevikkerne, er blevet stemplet med betegnelser som religiøse fanatikere, blodtørstige hunde og gangstere. Sagen er bare, at man mellem de mere eller mindre sandfærdige angreb på revolutionen i 1917 ofte glemmer, hvad bolsjevikkerne stræbte imod, nemlig socialismen, hvor grundstenen var et proletarisk demokrati.
I Rusland tog dette demokrati form af sovjetter eller arbejder- og soldaterråd.
Rådsmagten er en overlegen form for demokrati, da rådene forener den økonomiske og politiske magt, hvorimod den økonomiske magt i det borgerlige demokrati er placeret i hænderne på et lille mindretal af finans- og industrifyrster.
Hvis man sammenligner, med det vi kender fra Danmark i dag, kan man spørge sig selv, om det er den millionskare af arbejdere og bønder verden over, der sætter den politiske dagsordnen omkring deres egen fremtid, ved at sætte et kryds hvert fjerde år, eller om det i virkeligheden er G7-gruppen, den internationale valutafond og verdensbanken.
Lenin var under alle omstændigheder ikke i tvivl, han ville sønderbryde den borgerlige statsmaskine og erstatte den med en mere demokratisk maskine og et år efter revolutionen, skrev han med begejstring, hvordan sovjetmagten på alle tænkelige måder var en million gange mere demokratisk en noget borgerligt demokrati:
“Sovjetterne er direkte de arbejdende og udbyttede massers egen organisation, som gør det lettere for dem at indrette staten og selv regere den på alle områder.”
Det var altså bolsjevikkernes plan at skabe et demokratisk samfund, hvor udbytterne blev eksproprieret, og hvor produktionsmidlerne var overdraget til arbejderrådene. Et samfund hvor det demokratiske lighedsprincip skulle tages alvorligt og ikke blot var et borgerligt skyggespil. Det beskrev Lenin i bogen “Staten og Revolution”, der blev færdiggjort få måneder før revolutionen.
Men det at have de bedste intentioner er jo ingenlunde nok. Som det i dag er alle bekendt, udviklede Sovjetunionen sig ikke til det demokratiske samfund, som Lenin havde håbet på. Derfor må man også spørge, hvad der egentlig gik galt.
Et klassisk argument, fra de borgerlige historikeres lejr, er den berygtede røde terror, der fulgte i borgerkrigens fodspor, hvor op imod 140.000 mennesker blev dræbt af den kommunistiske efterretningstjeneste Tjekaen. Dette faktum er ofte blevet trukket frem som argument for, at Lenin og bolsjevikkerne ikke skyede stalinistiske metoder til at få deres vilje igennem og allerede der formede grunden til det senere Stalinistiske diktatur.
Denne konklusion er dog forkert og hyklerisk.
Amerikanske præsidenter bliver jo ikke beskyldt for at anvende menneskefjendske og diktatoriske metoder til at gennemfører deres politik, selvom amerikansk politik har tusindvis af menneskeliv på samvittigheden rundt omkring på jordkloden. Man kan i flæng nævne: Korea, Vietnam, Nicaragua, Libanon, Grenada, Libyen, Golfen, Panama og sidst men ikke mindst Kosovo, hvor amerikanerne i menneskehedens tjeneste smed humanitær bomber.
Man skal dog ikke idealisere Tjekaens handlinger, men man kan søge at sætte tingene i forhold til hinanden og derfor fremtvinge et mere nuanceret billede.
Tjekaens handlinger skete for at forsvare den demokratiske arbejderrevolution, som flertallet af den russiske befolkning stod bag. Og Tjekaens handlinger kan ikke sammenlignes med de grusomheder, som den hvide hær udøvede.
Den hvide terror under borgerkrigen bliver ofte udeladt, selvom 23.000 røde blev myrdet i Finland, og at den ukrainske hvide hær havde rekord i jødeudryddelser, indtil nazisterne kom til 20 år senere.
Historikernes fokusering på bolsjevikkernes dekreter vedrørende tvangsudskrivninger, beslaglæggelser og fangelejre, kan skyldes, at de ordrer, der blev udstedt fra den hvide hærs side, fik bolsjevikkernes til at ligne drengestreger.
Her kan bl.a. andet nævnes en ordre udstedet i Don området, som den hvide hær kontrollerede med tilsyneladende hård hånd. Den lød som følger:
“Det er forbudt at arrestere arbejdere. Ordren er at hænge eller skyde dem (...) Ligene skal være udstillet i tre dage.”
Det kan meget vel havde forholdt sig sådan, som antibolsjevikken W.H. Chamberlin skriver på grundlag af hans erfaringer som korrespondent i Moskva:
“Alle kommunisterne var bestemt ikke helgener eller puritanere. Men deres almindelige opførsel og moral synes at have været bedre end deres modstanderes.”
Den røde hær sejrede i sidste ende, men prisen var enorm. Halvdelen af arbejderklassen på tre millioner var dræbt, og industriproduktionen var på kun 18% af førkrigsniveauet.
Bolsjevikkerne var betydeligt svækket. Arbejderne var ikke istand til at kontrollere samfundet gennem sovjetterne, og de kunne slet ikke være ledende i f.t. bønderne. Af de tusinder af arbejdere, der havde været i spidsen for revolutionen, var flertallet enten døde eller havde poster i statsadministrationen.
Partiet var også under stærk forandring. I 1919 bestod medlemsskaren kun af 11% arbejdere i forhold til 53 % embedsmænd. Partiet blev bureaukratiseret, og tendensen blev forstærket op gennem tyverne.
Så meget at Lenin på partikongressen i 1922 sagde:
“Hvis man tager Moskva med sine 4700 ansvarlige kommunister og tager denne bureaukratiske maskine, dette bjerg – hvem dirigerer så hvem? Jeg tvivler meget på, om man kan sige, at kommunisterne dirigerer dette bjerg. Sandt og sige er det ikke dem, der dirigerer, men dem der bliver dirigeret.”
Han gik tilmed så langt som at kalde bureaukratiet et lån fra zarismens tid, altså en borgerlig statsmaskine.
Lenin så altså de uheldige tendenser, der var ved at udvikle sig under det sovjetiske styre, men desværre ramtes han kort efter af et slagtilfælde, hvilket i sidste ende gjorde ham uarbejdsdygtig.
Han måtte derfor i slutningen af året trække sig helt tilbage fra det aktive politiske liv. Situationen ved hans død den 21. januar 1924 var altså, at den eneste klasse der kunne udøve et ægte socialistisk pres, nemlig arbejderklassen, også var den svageste og mest desorganiserede.
Partiet var efterladt frit svævende over den klasse, det repræsenterede.
Sovjetstaten af 1917 blev langsomt men sikkert forvandlet til etpartistaten.
Partibureaukratiet, som var begyndt som et underordnet element, blev nu en klasse for sig selv. Dette bureaukrati, med Stalin som generalsekretær fik mere og mere indflydelse, og fra 1923 var det industri og statens magtapparat helt og holdent i Stalinfløjens hænder.
Stalin overtog zarens metoder og deporterede revolutionære til Sibirien. Han gennemførte faktisk, hvad zaren ikke havde været i stand til, nemlig at udslette det revolutionære parti.
Produktionsmidlerne i Sovjet ejedes og forvaltedes af staten. Forskellen på den østlige og vestlige kapitalisme var, at kapitalismen i øst ikke var opdelt mellem konkurrerende virksomheder, men koncentreret i statens hænder. Men forskellen er ikke så afgørende som ligheden, som er, at hverken i øst eller i vest havde arbejdere ret til at forvalte deres eget liv og derved statens gennem demokratisk arbejderråd, selvom det objektivt er arbejderne, der sikrer al rigdom, fremskridt og velfærd.
Som det fremgår, nåede den russiske revolution ikke de mål, den havde som forudsætning. Men den har givet dybere og mere vedvarende ekkoer gennem hele verden end nogen anden historisk begivenhed i moderne tid.
For det store flertal, som rammes af kapitalismens anarki, gennem arbejdsløshed, fattigdom og krige, som er ofre for racistisk hetz og national undertrykkelse, eller som dagligt oplever det groteske i at kreativitet og ønsket om at skabe en verden til fordel for flertallet holdes nede af pengenes magt, er der en enorm inspiration at hente i den russiske revolutions første år.
Troen på at almindelige mennesker kan forvalte et samfund, uden priviligerede eksperter, skulle dog nødig visne væk og dø blot fordi Sovjetunionen skød ved siden af målet.
Stalins rædselsregime skyldes hverken Lenins eller Marx’s tanker, men den tid og den mangfoldighed af problemer det unge sovjet mødte.
Billedtekst:
Møde i Petrograd-sovjetten i Rusland 1917
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed