Socialistisk Arbejderavis
Nr. 178 – December 1999 – side 7
Marxisme i hverdagen
Statsgælden er deres
Martin B. Johansen
Indholdet i næste års finanslovforlig er paradoksalt: På den ene side er der overskud, på den anden side skal der igen skæres ned på bl.a. uddannelser.
Forklaringen er, ifølge Mogens Lykketoft, at overskuddet skal bruges til at betale af på statens gæld på knap 650 milliarder kr. Konkret er der afsat omkring 50 mia. kr., som ellers kunne være brugt til at bygge skoler, forbedre sygehusene og skaffe flere i arbejde.
Set ud fra en almindelig privatøkonomisk betragtning kan det virke fornuftigt at skille sig af med sine gældsposter, når indkomsten er til det.
Men statens økonomi fungerer ikke på samme måde som en almindelig privatøkonomi.
For det første kan staten langt hen ad vejen selv styre sine indtægter ved bl.a. at sætte skatterne i vejret. For det andet har staten i princippet magt til at konfiskere bankernes og de riges formuer i stedet for at låne penge af dem.
Der er derfor ingen naturlov, som siger, at staten skal betale hele sin gæld tilbage.
Et politisk valg
I stedet er spørgsmålet om statsgælden et politisk spørgsmål om fordelingen af midler i samfundet.
At det er et politisk spørgsmål, viste sig allerede, da spiren til den store gæld blev grundlagt midt i 70’erne. Her blev den danske regering, i lighed med mange andre regeringer i Vesteuropa, overrasket af den økonomiske krise, hvor arbejdsløsheden på få år blev mangedoblet. Det førte til stigende udgifter til understøttelse og faldende indtægter i skat.
Her valgte staten at låne pengene, bl.a. gennem udstedelse af statsobligationer, i stedet for at lade de rige betale mere i skat. Eller staten kunne, som venstrefløjen foreslog, have nationaliseret Nordsøolien i stedet for at forære den til A. P. Møller.
Siden da er statens gæld eksploderet, først og fremmest på grund af høje renteudgifter. Den egentlige gæld er kun en brøkdel af det samlede beløb – langt hovedparten er renter og renters rente.
Omfordeling
Når regeringen vælger at betale disse enorme milliardbeløb til banker og andre pengetanke, er der altså i virkeligheden tale om, at penge, som ellers kunne have været brugt til at forbedre velfærden, bliver puttet i lommen på samfundets allerrigeste mennesker.
Statens afvikling af sin gæld drejer sig med andre ord om en gigantisk omfordeling af penge – fra almindelige arbejdere til overklassen.
Nogle vil indvende, at arbejdere indirekte får glæde af dette, idet det blandt andre er pensionskasser og lønmodtagerfonde, som har lånt penge til staten. Men ingen arbejdere på gulvplan har nogen som helst indflydelse på pensionskassernes formuer.
Tværtimod bruger pensionskasserne sine penge på at investere i kriseramte firmaer, som det skete med Hafnia i 1992 og senere i vindmøllefabrikken NEG Micon, der aktuelt er på randen af fallit og har fyret flere hundrede ansatte.
Indefrys renterne
I stedet for at overføre disse enorme milliardbeløb til bankerne kunne regeringen meddele: “Desværre, jeres rentetilskrivninger – som I ikke har rørt en finger for – er indefrosset på ubestemt tid.” På samme måde som regeringen i 1970’erne flere gange tilbageholdt lønarbejdernes retmæssige lønstigninger, der var udløst af inflationen.
Når regeringen alligevel vælger at overføre penge til bankerne, skyldes det, at Mogens Lykketoft og Poul Nyrup hellere vil opfylde erhvervslivets behov for profit end deres egne vælgeres krav om ordentlig velfærd. Der er tale om en klar klassepolitik til fordel for overklassen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed