Socialistisk Arbejderavis
Nr. 179 – Januar 2000 – side 4
Efter WTO-topmødet
Den økonomiske slagtning af u-landene fortsætter
Ida H. Jakobsen
Akkompagneret af vrede demonstrationer holdt Verdens Handelsorganisationen, WTO, topmøde i Seattle i december.
Efter en uges forhandlinger var resultatet kaos og manglende resultater. Målet for topmødet var at liberalisere verdenshandelen mest muligt.
Konsekvenserne af liberaliseringen ses tydeligt i dag.
De rige landes virksomheder får statsstøtte, der gør, at de kan producere deres varer billigt. I frihandelens hellige navn indtager de så de fattige landes markeder, hvor de lokale ikke-støttede producenter taber i konkurrencen. Det kaster millioner ud i arbejdsløshed og fattigdom.
1,3 mia. mennesker lever i dyb fattigdom og hver dag dør 23.000 mennesker af sult, fordi markeds-økonomien gør de få rige rigere på bekostning af resten af verdens befolkning.
At målet om yderligere liberalisering ikke blev nået til WTO-topmødet, var et stort nederlag for de vestlige magthaver og virksomheder.
Det var derfor en tilfreds EU-delegation, der kundgjorde, at en fornyelse af Lome-aftalen var på plads. Lome-aftalen er indgået mellem EU og de såkaldte AVS-lande (Afrika, Vestindien og Stillehavsregionen).
AVS-landene består af 71 af verdens fattigste lande. Den fornyede Lome-aftale indebærer, at AVS-landene gradvist skal åbne deres markeder for praktisk talt alle EU-varer.
Indkomstforskellen mellem de rigeste og fattigste EU-lande er i dag 3,8:1. Til sammenligning er indkomstforskellen mellem Sverige og Mozambique 280:1.
Alligevel går Lome-aftalen ikke ud på at hjælpe de fattige lande, men på at åbne deres markeder og få mulighed for at få profit.
De fleste EU-lande er medlem af Nato og deltog i den såkaldte humanitære krig mod Serbien sidste år.
De samme lande har svært ved at fremstå som humanitære, når det kommer til økonomisk bistand til de fattigste lande. EU har tilsammen fundet ca. 82 mia. kr. til bistand over de næste 5 år.
Et grotesk lille beløb, set i lys af den store mængde profit de vestlige landes virksomheder og banker skovler ind i de fattige lande.
Hverken Lome-aftalen eller nogen anden frihandelsaftale kan løse problemerne for verdens fattige befolkning. Øget frihandel fører kun til øget fattigdom, sult og arbejdsløshed.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe