Socialistisk Arbejderavis
Nr. 179 – Januar 2000 – side 6
Menneskerettigheder – et spørgsmål om magt
Mikkel Birk Jespersen
Danmark er på kant med internationale konventioner.
Det står der i rapporten “Menneskeret i Danmark. Status 1999”, som Det Danske Center for menneskerettigheder udgav i december.
Det gælder især på udlændingeområdet, hvor der i de seneste år er gennemført en række stramninger, som forringer udlændinges muligheder for at komme ind i Danmark og for at skabe sig en ordentlig tilværelse, hvis de kommer ind.
Især Thorkild Simonsens berygtede Integrationslov skaber problemer, med dens krav om, at flygtninge, der har fået opholdstilladelse, skal bo i en bestemt kommune i 3 år. Også de strammere regler for familiesammenføring indebærer en risiko for krænkelser af menneskeretten.
“Menneskeretsreligion”
Alligevel kunne man den 28. dec. læse i en pressmeddelse fra Venstre, at flere eksperter ikke mener, at udlændingelovgivningen på nogen måde er i strid med internationale konventioner. Der kan sagtens være plads til flere stramninger. Derfor forlanger Venstres ordfører Birthe Rønn Hornbech et opgør med det, hun kalder “menneskeretsreligionen”.
Tilsyneladende er det altså muligt, at vende og dreje indholdet i menneskerettighederne, så det kommer til at passe til det, man står og skal bruge det til. Hvad enten det er til forsvar for det ene eller det andet, – krig mod Serbien eller mod Tjetjenien – eller hvis der er noget, man vil kritisere.
Når der foregår krænkelser af menneskeretten i et land som Danmark, der ellers bryster sig af at være blandt verdens førende, når det gælder overholdelse af menneskerettigheder og kritik af andre landes krænkelser af de samme, så sættes der spørgsmålstegn ved, hvad menneskerettighederne reelt er værd.
I ovennævnte rapport kan man læse om en række krænkelser, bl.a. af retten til en retfærdig rettergang, retten til et privat- og familieliv og af ytringsfriheden.
Magtforholdene
Hvorfor er det, at menneskerettighederne åbenbart ikke altid giver nogle klare retningslinier, som politikere og almindelige mennesker kan bruge? Hvorfor er det, at ikke engang et land som Danmark kan overholde dem?
Svaret er, at menneskerettighederne er et produkt af de magtforhold, der er i samfundet. De er ikke universelle, men præget af den tid og det samfund, de er blevet til i.
Det var vestlige magthavere, som stod for at nedskrive FNs menneskerettighedserklæring for ca. 50 år siden. Den er derfor et produkt af en vestlig tankegang, hvor man tager udgangspunkt i individet, som er i fokus i erklæringen.
Individets ret
Det er der et par problemer i. For det første er det ikke i alle samfund, individet er i fokus. Mange samfund er i langt højere grad præget af en kollektiv tænkemåde, hvor man sætter familien i fokus fremfor det enkelte individ.
I disse samfund er det ikke en selvfølge, at mennesket af natur er individualistisk, selvom det fremstilles sådan i menneskerettighedserklæringen. På det punkt er det tydeligt, at menneskerettighederne ikke er et produkt af en bestemt type samfund, det vestlige, kapitalistiske.
Det er også dette – at menneskerettighederne er udtryk for konkrete magtforhold – der gør, at magthaverne i forskellige lande kan tolke dem, som det nu passer dem i den situation, de står i.
Det største problem med menneskerettighedserklæringen er dog, at den, på trods af at den er udtryk for magtforholdene, ikke går ind og forholder sig til disse.
Det kan den ikke, i og med at den ikke har et kollektivt, men et individualistisk udgangspunkt. Den forholder sig ikke til, at det i dag er et lille mindretal, som sidder på magten og hersker til sin egen fordel på bekostning af flertallets interesser.
Ret til arbejde?
At magtforholdene er sådan fører blandt meget andet til, at der er folk, der må gå arbejdsløse, fordi det er i den herskende klasses interesse at have en vis arbejdsløshed, så lønnen kan holdes nede.
I menneskerettighedserklæringen står der, at alle har ret til et arbejde og til en ordentlig løn. Faktisk står der, at alle har ret til “lige løn for lige arbejde”, men det kan naturligvis aldrig realiseres i en kapitalistisk økonomi, som netop bygger på, at arbejderne producerer mere værdi til kapitalisten end kapitalisten giver dem i løn.
I realiteten umuliggør de eksisterende magtforhold, at menneskerettighederne overholdes, men det er ikke noget menneskerettighedserklæringen forholder sig til.
Når alt dette er sagt, skal det understreges, at vi som socialister naturligvis går ind for nogle basale rettigheder, som gælder for alle mennesker. Vi går ind for, at alle får en ordentlig levestandard, har arbejde til en ordentlig løn.
Selvfølgelig er vi for, at alle får indflydelse på det samfund, de lever i og får nogle reelle politiske friheder. Det er derfor, vi er socialister og, med udgangspunkt i virkeligheden, kæmper for et samfund, hvor den slags ikke bare er en smuk drøm, men virkelighed.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed