Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 179 – Januar 2000 – side 6

Vreden vokser

Troels Krainer + Margit Johansen + Hans Erik Madsen

Socialdemokratiske regeringer kan ikke indfri forventningerne om forbedringer i levevilkår og velfærd for de mange

af Hans Erik Madsen

WTO topmødet i Seattle blev et mareridt for magteliten og en opmuntring for alle, der hader kapitalismen.

Miljøaktivister, studerende og fagforeningsfolk udtrykte deres fælles vrede over den globale kapitalismes ødelæggelse af kloden, af den stigende fattigdom og kløft mellem fattige og rige.

arbejdere

“Imod alle arbejdsgivere og regeringen. Hvis vi står sammen kan vi vinde.” Det var en af parolerne, da franske arbejdere marcherede gennem Paris’ gader i 1995. Og de franske arbejdere har fortsat deres protester siden.

Selvom denne antikapitalistiske stemning kun har tag i et mindretal, så kan ekkoet fra Seattle inspirere millioner til at gøre oprør. Titusinder af arbejdere gik i demonstration sammen med folk, som de tidligere havde opfattet som “skøre” miljøflippere. Mange unge oplevede, at fagforeninger og arbejderne har magt, når de kæmper. Nogle vil nu forstå, hvorfor arbejderklassen er nøglen til at ændre samfundet.

Ord som “global kapitalisme”, “profit frem for miljø”, “kapitalismen ødelægger kloden” vil indgå i mange diskussioner fremover.

Stemningsskifte

“Slaget i Seattle” har åbnet et nyt kapitel i politik, som giver håb om en ny begyndelse på kampe og forandring. Det politiske skift i stemningen har været under udvikling siden Berlinmurens fald i 1989.

Billedet skiftede for alvor da millioner af offentlige ansatte i Frankrig i december 1995 gik i strejke mod den borgerlige regerings nedskæringsplaner. Strejker der ikke i omfang og radikalitet var set større siden maj 1968. Et resultat var, at den borgerlige regering faldt ved valget i 1997. Et andet var, at nye grupper af arbejdere, studenter, skoleelever og den antifascistiske bevægelse fik selvtillid til at tilkæmpe sig forbedringer og modgå forringelser.

Samme tendenser har kunnet spores i resten af Europa. I 12 ud af 15 lande i EU sidder der i dag socialdemokratisk ledede regeringer. Regeringer, som er kommet til, som en reaktion på de borgerlige firsere, på at velfærden er blevet angrebet, at 18 millioner er arbejdsløse og 50 millioner er fattige i EU. De reformistiske partier er blevet stemt ind på forventninger om, at de vil sikre dem end bedre fremtid.

Klassekamp

Og forventninger er blevet fulgt op af handling. I Italien tvang en én dags generalstrejke i oktober 1994 Berlusconis nyfascistiske regering til at gå af.

I Tyskland var der store arbejderkampe blandt metalarbejderne i februar 1995 for kortere arbejdstid og omfattende kampe på pensionsspørgsmålet i 1996. I 1998 faldt Kohls konservative regering efter 18 år ved magten. I Italien som i Tyskland er der fortsat modstand i arbejderklassen – omend på et langt lavere niveau end i f.eks. Frankrig.

Men knap nok er de socialdemokratiske partier kommet til roret før de er kommet i modvind. Hvorfor? Fordi de ikke indfrier de forventninger folk har til dem om forandring og bedre velfærd. Frem for at forbedre velfærden angriber de den.

Blair og Schrøder blev ikke stemt ind på deres politik om en “tredje vej” og “Neu Mitte”, som betyder mere markedsøkonomi og mindre velfærd. Ved sommerens EU valg fik de fleste socialdemokratiske partier da også smæk.

Delstatsvalgene i Tyskland fortæller samme historie. Schrøders Socialdemokrati tabte, og de konservative vandt på en midtsøgende politik. Nazisterne gik lidt frem. Men mest iøjnefaldende var det, at det venstrereformistiske parti – de tidligere kommunister – PDS og venstrefløjen inden for Socialdemokratiet omkring den tidligere finansminister, Lafontaine, gik styrket ud af valget.

Jospin i Frankrig fik også et godt EU valg ligesom partierne til venstre. Hvorfor? Fordi Jospin faktisk har gennemført en række reformer. Han har været presset til det af kampe og aktioner fra neden blandt arbejdere, studenter og unge.

Den generelle tendens er overalt, at den antikapitalistiske stemning styrkes – også selvom der i mange lande endnu ikke er en høj aktivitet i arbejderklassen. Tempoet og graden af radikalisering er selvsagt størst der, hvor den antikapitalistiske stemning er slået om i selvtillid til at slås for forbedringer, som i Grækenland og Frankrig.

Øget aktivitet i arbejderklassen har også dæmpet nazisternes vækst, selvom de langt fra er smadret.

Selvtillid

Først i 70’erne, hvor der var opsving i økonomien, tilkæmpede arbejderklassen sig reformer. I dag hvor de rige bliver rigere, og de fattige fattigere, er der ikke plads til reformer, påstår de reformistiske ledere.

Forskellen på 70’erne og i dag er, at arbejderklassen endnu ikke har selvtilliden til i større målestok at tilkæmpe sig forbedringer. Men bitterhed og vrede vil udløse flere kampe, og socialister skal være med i de kampe for at vinde et flertal for et revolutionært perspektiv.

Luften er gået ud af Blair

af Margit Johansen

Blairs jordskreds sejr i 1997 udtrykte den engelske arbejderklasses ønske om stop for nedskæringer og angreb på levevilkårerne efter 18 år med en borgerlig regering.

Tony Blair og hans venner i New Labour sagde, at årsagen til deres sejr var, at de havde reformeret Labour, som nu ikke længere var et arbejderparti men middelklassens parti.

Men Blairs sejr var ikke en overraskelse for dem, der havde fulgt meningsmålingerne siden ‘92. Avisen Socialist Worker beskrev situationen lige efter Blairs valgsejr: “Stemningen skiftede kort efter valget i ‘92. De konservatives fiasko, da pundet røg ud af det europæiske valutasamarbejde, gav dødsstødet til den konservative regering.

De konservative blev endnu mere upopulære i takt med at krisen blev dybere. I efteråret ‘92 blev landet ramt af en bølge af protester og vrede over lukningen af de sidste kulminer. Vreden mod de konservative har vokset sig større sammen med den øgede arbejdsløshed og usikkerhed i ansættelser.

Den er forstærket gennem hospitalslukninger, nedskæringer indenfor sundheds- og uddannelsesområdet og privatiseringen af jernbanerne. Der er større klarhed hos mange om at det er et os og dem.”

Det var altså forventninger om omfattende forbedringer Blair blev mødt med. Forventninger som han hurtigt skuffede.

Dels fortsatte han angrebene på velfærdsydelser, f.eks. er hjælpen til enlige mødre blevet ramt, ligesom handicappede har måtte stå for skud.

Desuden har Blair og New Labour intet gjort for at rette op på de nedskæringer og elendige levevilkår, den konservative regering har skabt.

Vreden ulmer

Endnu er der ikke en omfattende strejkebevægelse, der presser Blair nedefra. Men at vreden mod Blair og mod kapitalismen er stor, ses af de demonstrationer på titusinder, der har støttet kravet om at eftergive de fattige landes gæld. Eller de tusinder der deltog i demonstrationer mod Blairs og NATOs krig mod Serbien, eller de tusinder, der i sommers deltog i Carnival against Capitalism. Og studenterne har igen været på gaden i protest mod større og flere gebyrer. Det er et spørgsmål om tid inden de engelske arbejdere gør lige som de franske, handler istedet for at forhandle.

Frankrig

af Troels Krainer

Klassekampen gløder i Frankrig op til århundredskiftet. Gaderne er fulde af vrede mennesker.

skoleelever

Franske skoleelever har flere gange været på gaderne de seneste år. Her er det en demonstration imod længere studietid.

30.000 arbejdsløse, støttet af fagforeningsfolk, kræver arbejde og ekstra penge til jul. 25.000 bankarbejdere kræver mere i løn og arbejde til deres arbejdsløse kammerater.

Brandmænd fra hele Frankrig samles under Eiffeltårnet i forsvar for deres ret til pension som 50-årige, hvad der ender i konfrontationer med politiet. En række arbejdsnedlæggelser hos TV- og radio-arbejdere resulterer i usædvanlig mange pauseskærme og opfyldte krav. Dusinvis af større byer er uden metro- og bustransport som følge af strejker med krav om 35 timers arbejdsuge.

"Det var en fornægtelse af det kapitalistiske samfund, fornægtelse af penge. Folk var mobiliseret mere mod det end mod Juppés social sikkerhedsplan. Efter demonstrationen blev folk stående, som om de ventede på noget mere.”.

Sygeplejerske i strejke

Dette er hvad der skete i løbet af én enkelt uge i Frankrig i december. Og den var ikke enestående. Siden november er klassekampen blusset ekstra op, efter at den socialdemokratisk ledede regering i oktober blev presset til at indfri kravet om 35-timers arbejdsuge. Reformen er imidlertid blevet så udvandet, at vreden og presset nedefra fortsætter.

I løbet af 1995 forsøgte den konservative regering at gennemføre en række reformer hvis formål var at forberede Frankrig på EU's euro-drømme.

“I begyndelsen strejkede jeg som en togfører, så som jernbanearbejder, så som en offentligt ansat og nu er det som lønmodtager at jeg strejker.”.

En strejkende arbejder

Disse neoliberale reformer indebar selvfølgelig forringelser for almindelige mennesker. Det provokerede den franske arbejderklasse voldsomt. Resultatet var en lang række strejker, aktioner og demonstrationer, hvis lige ikke var set siden 1968.

Denne radikale stemning førte til, at den gamle højreorienterede regering blev smidt på porten og erstattet af en socialdemokratisk ledet regeringskoalition med Jospin i spidsen. Han blev valgt på en række sociale og radikale valgløfter, og forventningerne til den nye regering var skyhøje.

Arbejderklassen havde de positive erfaringer fra kampene fra 1995 frisk i hukommelsen og fortsatte en offensiv klassekamp for at presse regeringen til at indfri valgløfterne. Klassekampen har lige siden bølget op og ned, og blussede altså for alvor op igen i november.

Et resultat af den radikaliserede stemning og opgangen i klassekampen er også splittelse i den ekstreme højrefløj.

Flere artikler fra nr. 179

Flere numre fra 2000

Se flere artikler af forfatter:
Troels Krainer
Margit Johansen
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1309 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside