Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 179 – Januar 2000 – side 9

Den tyske revolution

Reformismens forræderi

Ole Andersen

Hvordan får vi socialisme? Det er et spørgsmål socialister altid får stillet. Skal arbejderne stemme på Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten i håb om, at disse partier opnår flertal i folketinget og byrådssalene, og således kan reformere det kapitalistiske samfund. Eller skal arbejderne organisere sig i et revolutionært parti, der kæmper for at sønderslå det borgerlige samfund og erstatte det med proletariatets diktatur.

Plads til os alle

I november 1918 marcherede tropper fra arbejder- og soldaterråd i Berlin. Den tyske revolution kunne have været nøglen til at sprede den russiske arbejderklasses socialistiske revolution. Den revolutionære tyske arbejderklasse blev dog slagtet af det reformistiske tyske Socialdemokrati

Reform eller revolution er spørgsmålet og det er ikke et akademisk spørgsmål om vejen til socialisme, men det har altafgørende betydning for, hvordan de to typer arbejderpartier reagerer og agerer i en revolutionær situation.

Årene efter den første verdenskrig var en af de mest dramatiske perioder i kapitalismens historie. Arbejdernes krigstræthed, fattigdom og sult, samt soldaternes oprør mod egne generaler i nogle krigsførende lande standsede krigens barbari. Arbejder- og soldateropstande bredte sig som en steppebrand over Europa, inspireret af den sejrrige arbejderrevolution i Rusland i november 1917, og bragte flere lande i en situation hvor magten i samfundet var på dagsordenen. I Italien, Bulgarien, Finland, Ungarn og Tyskland var der mulighed for at danne arbejderstater efter russisk model. Perioden udkrystaliserede også den splittelse udbruddet af første verdenskrig havde skabt i arbejdernes parti, Socialdemokratiet. En splittelse om reform eller revolution. De store Socialdemokratiers reformisme fik skæbnesvangrer betydning, ikke bare for den tids revolutioner, men for hundreder af millioner arbejderes fremtid. En sejrrig revolution i Vesteuropa var af altafgørende betydning for den unge sovjetstats udviklingsmuligheder. Lenin sagde i 1918, at uden revolution i Tyskland i løbet af 6 måneder var den russiske revolution færdig.

Tyskland var afgørende dels fordi det var kontinentets største industrination og dels var den tyske arbejderklasse godt organiseret og det tyske Socialdemokrati, SPD, var verdens største arbejderparti. I løbet af sommeren 1918 var krigslykken vendt for Tyskland. Og i løbet af efteråret indså borgerskabet, at krigen var tabt. Generalerne foreslog dannelsen af en ny liberal regering med deltagelse af SPD for at "standse et oprør fra neden med en revolution fra oven". Ententemagterne ville dog ikke lade Tyskland slippe uden geografiske og økonomiske sanktioner, så generalerne fortsatte den tabte krig. I november ville generalstaben sende flåden i Kiel til søs, matroserne nægtede at drage ud til nytteløse slag og gjorde oprør . -Og blev arresteret. Fem dage senere marcherede 5000 matroser gennem Kiel i protest mod fængslingerne. Den tyske revolution var begyndt. Et massemøde med 20.000 deltagere dannede et arbejderråd, som tog magten i Kiel. I løbet af en håndfuld dage spredte revolutionen sig til resten af landet og til Berlin.

Borgerskabet var presset og overlod regeringsmagten til SPD, mens kejser Vilhelm abdicerede. SPD og dets leder Ebert udråbte republikken og dannede en seksmands "revolutionsregering" med USPD (parti til venstre for SPD). Regeringen var nu ikke særlig revolutionær og SPD talte med to tunger. De talte både om socialisme og forsøgte at erobre magten i arbejderrådene, men samtidig forsøgte de at svække rådenes magt og pegede istedet på borgerlig parlamentarisme. Socialdemokraterne nøjedes ikke med at tale, de organiserede også kontrarevolutionen fysisk. Højre SPD´eren Gustav Noske stod i spidsen for en styrke ved navn Freikorps, der bestod af officerer og lejesoldater. Freikorps´ opgave var at smadre revolutionen.

Midt i denne revolution blev kommunistpartiet, KPD dannet med Luxemburg og Liebknecht blandt lederne. Indtil da havde de revolutionære været organiseret i SPD, USPD og Spartakusforbundet. Netop det faktum, at de revolutionære manglede et selvstændigt revolutionært parti blev skæbnesvangeret nu. KDP´erne var få og endnu dårligt organiserede og havde således svært ved at udfordre flertallet i arbejderklassens illusioner om SPD. I januar 1919 stod et afgørende slag i Berlin. SPD regeringen ville fyre politichef Eichhorn (USPD) pga. opdigtede forbrydelser. En halv million demonstrerede mod fyringen og krævede regeringens afgang, men den revolutionære komite bestående af USPD, KPD og tillidsmænd kom ikke med initiativer til at organisere en magtovertagelse. USPD ville hellere i forhandling med SPD. Muligheden var forpasset, og d. 9. januar angreb Noskes Freikorp Berlin og nedkæmpede de bevæbnede arbejdere. Luxemburg og Liebknecht blev dræbt d.15 januar. I de følgende måneder nedkæmpede Freikorps arbejderrådene rundt omkring i landet. I løbet af sommeren 1919 var de større byer under regeringens kontrol. Den politiske kamp fortsatte. KPD voksede hastigt, fra 3.000 til 105.000 medlemmer i løbet af 1919. Partikongressens beslutning om at opbygge KPD efter bolsevikkiske principper medførte uenighed og medlemstallet faldt til 50.000. KPD´s svingende politiske kurs og usikkerhed fik stor betydning for de følgende års begivenheder i Tyskland. Den 13. marts 1920 gennemførte et mindretal i hæren et kup og afsatte den socialdemokratiske regering. Det tyske LO og SPD kaldte til generalstrejke, en strejke KPD modsatte sig, da man ikke ville forsvare den regering, der havde slagtet revolutionen. Generalstrejkens udbredelse og oprettelsen af en rød arme i Ruhrområdet ændrede dog KPDs holdning.

Borgerskabet indgik et kompromis med kupgeneralen Kapp, som efter få dage overlod magten til den afsatte regering. SPD gik til venste, i hvert fald retorisk, og foreslog en regering af de tre arbejderpartier, hvad dog ikke blev til noget. Historien fra 1918-1919 gentog sig nu og hæren nedkæmpede de arbejdere, som ikke standsede strejken og lod sig afvæbne.

I 1921 fik venstrefløjen støtte af en del af Komintern, der i utålmodighed over de manglende revolutioner i Vesteuropa, lancerede "teorien om offensiven", der gik ud på, at kapitalismen var kollapset og masserne kunne vækkes til revolution ved militære aktioner. Som sagt så gjort. I det centrale Tyskland stod KPD særdeles stærkt, så da den socialdemokratiske leder af provinsen ville sende militæret ind for at opretholde ro og orden, kaldte KPD til generalstrejke og bevæbning af arbejderne. Der var ikke stemning i arbejderklassen for generalstrejke og KPDs forsøg på at gennemtvinge en betød at de på få uger tabte 200.000 medlemmer. I 1922-23 blæste de nationalistiske vinde over Tyskland i utilfredshed med Versaillefredens krav om krigsskadeerstatninger. SPD-regeringen måtte gå af og den nye borgerlige regering standsede betalingen af krigsskadeerstatning. Samtidig voksede nazisterne og deres stigende terror og den galloperende inflation fik arbejderklassen til at bryde borgerskabets nationalistiske offensiv og selv gå i offensiven. Strejke bølge efter bølge skyllede hen over Tyskland, arbejderne dannede militser og i august tvang arbejderklassen den borgerlige regering til at gå af. En stor koalition blev dannet, kun KPD og nazisterne deltog ikke. KPD forberedte sig nu til revolution. En listig plan om opstanden blev undfanget. KPD skulle indgå i regeringssamarbejde med det ventreorienterede SPD i Sachsen, arbejderne skulle bevæbnes for at provokere centralregeringen i Berlin til at angribe, så hele arbejderklassen ville rejse sig. Og i oktober kom KPD med i regeringen og centralregeringen sendte militæret. Planen haltede dog, for den byggede på, at SPD var villig til væbnet kamp. Det var de IKKE. På en konference i Sachsen nedlagde SPD veto mod en afstemning om opfordring til generalstrejke. KPD trak forslaget og det hele fusede ud. Chancerne var forpassede. En sejrrig arbejderrevolution i Tyskland kunne have ændret historiens gang.

Den tyske revolutions nederlag kan bruges af revolutionære socialister i dag til at lære to ting: Vigtigheden af at opbygge et stort og stærkt revolutionært parti før revolutionen. For det andet viser den, hvordan reformister som Socialdemokater og SF'ere reagerer i en revolutionær situation, hvor arbejderklassen går til venstre. Reformisterne er villige revolutionsslagtere i borgerskabets hænder, ikke fordi de er onde, men fordi de som reformister ikke ønsker et brud med det kapitalistiske system. For hele deres eksistensberettigelse bygger på at indgå overenskomster og forlig med borgerskabet, og det kan de kun indenfor det borgerlige samfunds rammer.

Den tyske revolution viste tydeligt reformisternes to ansigter, når arbejderne går til venstre, som det også i dag er tilfældet i mange europæiske lande mest åbentlyst i Frankrig og Grækenland. I den situation går reformisterne med, i hvert fald i tale. Derved opfanger de utilfredsheden og fastholde arbejderne i de reformistiske partier. Så snart lejligheden byder sig, forsøger de at knuse arbejdernes selvstændige kamp og aktivitet. Det har vi tit set under arbejdskonflikter, f.eks. under Ribus konflikten, hvor Hardy Hansen, formanden for SiD, gik ud og var meget radikal i sin støtte til de kæmpende buschauffører, da støtten til konflikten voksede. Kort efter at Hardy Hansen for alvor var kommet på banen, gik han ind og lavede en rådden aftale med arbejdsgiverne, som ikke gav Ribus-chauffører noget, der er værd at skrive om. Når der sidder socialdemokratiske regeringer i mange europæiske lande i dag, udtrykker det ønsker om forandring, det skal vi som revolutionære gribe fat i. -Vi skal sammen med menige medlemmer fra de reformistiske partiet slås for reelle forbedringer og igennem disse kampe vinde flertal i arbejderklassen til revolutionære ideer, og derved bane vejen for en socialistisk revolution.

Flere artikler fra nr. 179

Flere numre fra 2000

Se flere artikler om emnet:
Tyskland 1900-1933
Samtidige revolutioner (1917-23)
Reformisme

Se flere artikler af forfatter:
Ole Andersen

Siden er vist 1319 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside