Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 179 – Januar 2000 – side 13

Millenium-tillæg

Det revolutionære parti: Nøglen til forandring

Rikke Holm

Ved slutningen af kapitalismens århundrede ser vi en voksende vrede mod et barbarisk system, der har skabt krige, masseudryddelser, sult og elendighed for mennesker verden over.

Den øgede modstand viser vejen til et bedre samfundssystem, men hvis det skal lykkes at nå dertil, må modstanden organiseres i et revolutionært parti.

Internationale Socialister er et revolutionært parti. Målet for vores arbejde er en socialistisk revolution.

Demo: frihed, lighed, socialisme

Der er brug for socialister der kan deltage i de kampe der foregår, og vinde flere mennesker over til revolutionær socialisme. Det er derfor nødvendigt at opbygge et revolutionært parti der kan organisere socialister, så kampen for et bedre samfund kan vindes.

Det betyder, at vi allerede i dag arbejder revolutionært. Vi tager udgangspunkt i en vigtig grundopfattelse som Karl Marx formulerede sådan: “Arbejderklassens frigørelse er dens eget værk.”

Det betyder, at der ikke er nogen, som kan indføre socialisme på vegne af arbejderklassen – hverken en guerillahær eller love i Folketinget. Derimod fokuserer vi på de kampe, arbejderklassen kæmper.

Vi koncentrerer vores kræfter omkring de mennesker, der slås mod systemet – folk der er i strejke eller studerende, der slås for bedre vilkår. Det gør vi, fordi vi mener, at alternativet til kapitalismens barbari findes blandt de almindelige mennesker.

Op gennem 90’erne er flere begyndt at kæmpe imod de urimeligheder, de oplever. Senest i forbindelse med WTO’s topmøde i Seattle, hvor åbningsceremonien blev stoppet af 50.000 demonstranter, og hvor arbejdere og studenter over hele verden organiserede protester mod global ulighed, miljøødelæggelser, fattigdom, sult og alle de andre ting som den kyniske profitjagt blandt verdens rigeste skaber for mennesker på hele kloden.

Vrede i Danmark

I Danmark er modstanden mod nedskæringer og konstante angreb på velfærden stigende. Folk er vrede, fordi de kan se, at de rige bliver rigere samtidig med, at der skæres ned på hospitaler, hjemmehjælp og uddannelsessystemet.

Der har været strejker for mere ferie og bedre løn- og arbejdsvilkår, og der er organiseret protester mod nedskæringer i efterlønnen, mod den apartheidlignende integrationslov og mod privatisering og udlicitering.

Og elever og studerende i folkeskoler, gymnasier, seminarier, sygeplejeskoler, lærlingeuddannelser og universiteter har sluttet sig sammen i NU ER DET NOK-bevægelsen i fælles kamp mod et udsultet uddannelsessystem.

Vreden og modstanden er til stede. Men der er behov for at samle folk i en revolutionær socialistisk organisation. Den herskende klasse forsøger altid at splitte os (deres modstandere) ved at spille os ud mod hinanden: De siger, det er de hjemmeboende SU-modtageres skyld, at der ikke er flere penge til studerende med børn eller at det er indvandrernes skyld, at der ikke er råd til ordentlig hjemmehjælp og afskaffelse af ventelisterne på hospitalerne.

Vi har brug for en organisation, der kan bekæmpe disse splittelser, og som kan samle folk omkring en fælles modstand mod urimelighederne i samfundet.

Dem på toppen er gode til at organisere sig – de forsøger konstant at styrke deres forbindelser til deres venner i retssystemet, hos politiet, i medierne og i statsapparatet. Hvis vi skal knuse kapitalismen, skal vores organisering være langt stærkere end deres.

Derfor er det ikke nok at finde sammen om enkeltspørgsmål. Vi må argumentere for et reelt alternativ til kapitalismen. Vi må drage erfaringer fra tidligere kampe og revolutioner – både for at finde inspiration, men også for at undgå at gentage tidligere tiders fejltagelser.

Disse ting lærer vi selvsagt ikke i skolen, og derfor er diskussioner med andre socialister enormt vigtige. Teori er et vigtigt redskab til at forstå verden i dag og dermed også en forudsætning for at kunne udvikle den bedste strategi for forandring. Derfor har vi brug for vores egen litteratur og vores egen avis for at kunne distribuere socialistiske ideer og organisere modstanden.

Dette kan ikke gøres uden en organisation. Der er brug for mange flere organiserede socialister, der kan tage del i de kampe, der opstår – også kampen om ideerne.

Flere artikler fra nr. 179

Flere numre fra 2000

Se flere artikler af forfatter:
Rikke Holm

Siden er vist 1697 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside