Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 180 – Februar 2000 – side 7

Marxisme i hverdagen

Har vi stadig brug for fagforeninger?

Martin B. Johansen

Mange mennesker oplever fagbevægelsen som en antikvitet, der nærmest virker latterlig, når de røde faner og “Internationale” ved sjældne lejligheder hives frem.

Nogle sociologer og politikere mener endda, at systemet med kollektive overenskomster i fremtiden vil blive afløst af individuelle aftaler mellem den enkelte ansatte og virksomheden.

Men selv om mange ting har ændret sig siden fagbevægelsens start i slutningen af 1800-tallet, så er der ikke ændret på det helt grundlæggende modsætningsforhold mellem arbejdsgivere og arbejdere.

Uanset hvor moderne arbejdsgiveren eller arbejdspladsen er, så vil arbejdsgiverne altid presse på for, at arbejdskraften er så fleksibel og billig som muligt. – Og arbejderne vil omvendt forsøge at sælge sin arbejdskraft så dyrt som muligt.

Individuelle aftaler ikke en fordel

Den modsætning findes på enhver arbejdsplads, hvad-enten der er tale om en fabrik eller en high tech IT-arbejdsplads.

Og selv om enkelte virksomheder praler med, at de sagtens kan tilbyde gode arbejdsforhold og høje lønninger uden at blande fagforeninger og overenskomster ind i billedet, så er der intet, der tyder på, at individuelle aftaler skulle være til arbejdernes fordel.

Tværtimod er det de områder, der har det laveste antal fagligt organiserede. – f. eks. rengøring, hoteller og supermarkeder – som også har de dårligste lønninger og det hårdeste arbejde.

Uden fagforeninger og kollektive overenskomster ville alle lønmodtagere stå svagt overfor arbejdsgiverne.

På grund af konkurrencen ville hver enkelt arbejdsgiver forsøge at presse lønnen ned, sløjfe pauser og pålægge de ansatte ubetalt overarbejde. – Og de enkelte lønmodtagere ville blive tvunget ud i en indbyrdes konkurrence om, hvem der er bedst til at falbyde sig overfor arbejdsgiverne for overhovedet at få arbejde.

Ved at organisere sig i fagforeninger og ved at fastholde kravet om, at alle skal være organiseret, kan arbejderne undgå den indbyrdes konkurrence, som i længden ville føre til dårligere løn og arbejdsforhold for alle.

Derfor hænger værdien af fagforeningerne ikke direkte sammen med, hvad de kan tilbyde den enkelte arbejder her og nu.

Værdien ligger i, at fagforeningerne styrker arbejderne som kollektiv overfor arbejdsgiverne.

Når mange arbejdere alligevel skælder ud på fagforeningerne, skyldes det, at fagtoppen alt for ofte kun er interesseret i, at indgå lunkne kompromiser med arbejdsgiverne og ikke konsekvent kæmper for medlemmernes krav.

Under overenskomstforhandlingerne i 1998 valgte fagtoppen totalt at overhøre kravet om mere fritid og forhandlede i stedet om højere indbetaling til pensionskasserne.

Det var først, da overenskomsten blev stemt ned, at fagtoppen vågnede op og tog kravet om flere fridage alvorligt.

Aktivitet kan presse pamperne

Det viser, at selv om fagforeningerne tit kan opleves som mastodonter med en flok pampere i spidsen, så er de ikke immune overfor kritik. Tværtimod kan aktivitet på gulvplan tvinge fagtoppen til at ændre kurs.

Selv den konservative Kirsten Stallknecht, som var forbundsformand for sygeplejerskerne i næsten 30 år, begyndte at tale om strejke og kamp, da hendes medlemmer for nogle år siden havde fået nok af hårdt arbejdspres og lave lønninger og gik i strejke.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 180

Flere numre fra 2000

Se flere artikler om emnet:
Fagforeninger

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1309 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside