Socialistisk Arbejderavis
Nr. 18 – Marts 1986 – side 3
Hvem sagde ytringsfrihed?
Karin Marcussen
Lokalradioerne er andet end hilsner til tante Hilda på fødselsdagen og dårlig popmusik. Lokalradioerne kan også lave farlig radio.
To radioer i Århus blev under påskestrejkerne sidste år lidt for farlige for magthaverne. Det måtte 5 medarbejdere og aktivister ved de to radioer sande, da Århus Byret afsagde dom over dem.
Historien om retssagen mod den århusianske konfliktredaktion er også historien om, hvilken klasse domstolene tjener, og hvem lovene er lavet for.
Under de store aktioner sidste forår ryddede Byens Radio og Radio Århus store dele af sendefladen, og stillede den til rådighed for de aktionerende.
Det meste af dagen sendte man oplysninger om nye arbejdsnedlæggelser, om medlemsmøder i fagforeningerne, og om hvor der manglede vagter til de mange blokader rundt omkring i byen. De to radioer valgte markant side og tog del i kampen.
Principiel dom
Dommene over de 5 radiofolk er således et skoleeksempel på, at lovene også bruges til at slå ned, når aktiviteten i arbejderklassen bliver for truende. Med denne dom har man ønsket at slå de progressive lokalradioer på plads, og sørge for at de ikke en anden gang kan bruges af aktionerende arbejdere.
Dommene over de 5 radiofolk er principiel i mere end en forstand. De blev dømt efter paragraf 193 i Straffeloven. Paragraffen handler om “på retsstridig måde at fremkalde forstyrrelser i de offentlige samfærdselsmidler” og kan give op til 3 års fængsel.
I dette tilfælde blev de idømte straffe dog langt mildere, der blev givet dagbøder på mellem 700 og 1000 kroner.
Det vigtige i denne sag har åbenbart ikke kun været at slå ned på radiofolkene, men også at åbne mulighed for at dømme aktionerende efter paragraf 193 i kommende arbejdskampe. Dommen rejser nogle helt klare spørgsmål, om hvorvidt dette er endnu en indskrænkelse af blokadevåbenet.
Det er ikke første gang statsmagten forsøger at dømme folk på grundlag af paragraf 193. Tuborg-chaufførerne blev tiltalt efter samme paragraf, men de blev som bekendt frikendt. Den store opbakning til chaufførerne fra fagforeninger og arbejdspladser var af stor betydning for sagens udfald. Det samme gælder i den kommende appelretssag mod radiofolkene.
De borgerlige vil helst have, at radio og presse holder sig indenfor klart definerede rammer. Under EF-afstemningen brugte de borgerlige deres ytringsfrihed til at piske et ja-flertal igennem. Et fåtal af arbejdsgivere kunne sørge for, at deres meninger kom frem til flertallet på næsten enhver arbejdsplads.
Når radioen så en gang bruges i klassekampens interesse og dømmes for det, ses det, at ytringsfriheden er en illusion. Den begrænses til hilsner til tante Hilda.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed