Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 18 – Marts 1986 – side 4

Socialdemokratiet, SF og VS

Hvordan står det med alternativet til de borgerlige?

Ågot Berger

Schlüters afløser?

For et år siden lå flere byer døde, kollektivtrafikken var standset, virksomhedernes røg forsvandt, skoler og institutioner var tomme. Ved havne og færgelejer, bus- og postterminaler var der imidlertid “gang i den”.

Det aktive mindretal på arbejdspladserne var i front og viste det borgerlige Danmark, at vi godt kan stoppe det hele. Socialister kunne pege på den kollektive styrke, som engang kan tage magten.

Strejkebevægelsen blev slagtet og de strejker, der fulgte efter på Århus Olie, Bryggerierne og Stilladsen blev isoleret og tabt. I kølvandet på disse nederlag har flere stillet spørgsmåltegn ved om strejkevåbnet stadig duer.

For store dele af arbejderbefolkningen, godt støttet af venstrereformisterne var svaret at ændre den parole, som var omdrejningspunkt for påskestrejkerne “Ud med Schlüter” til “For et arbejderflertal”. Et krav som blev understøttet af SFs fremgang ved kommunevalget i efteråret.

Stemmefremgang for SF udtrykker en bevægelse til venstre på arbejdspladserne, som er positiv. MEN den udtrykker også en manglende tro på egen styrke til at ændre situationen. Andre skal klare ærterne og arbejderpartierne må samles.

Netop fordi arbejderflertals-kravet rejses i en defensiv situation, hvor der er langt mellem sejrene, er det farligt.

Elastikeffekten

I dag går strømmen til højre. Dele af VS og SF kappes om at være ansvarlige overfor den økonomiske krise, som kapitalismen har skabt. En offensiv reformpolitik i dagens situation er umulig skrivebordspolitik. Det er ikke særlig realistisk at være rød i dag.

Der er mange slags reformister. Socialdemokraterne erkender åbent, at de vil fastholde det kapitalistiske system, blot skal større dele af kapitalen over på statslige hænder og kooperativ drift.

SF mener, at man ad fredelig og demokratisk vej kan “erobre den kapitalistiske magtstruktur bastion for bastion ... og gradvis gennemføre ændringer, der gør staten til et redskab for folkestyret.”

De Røde Realister i VS følger trop. De vil “ind på banen” og lave det beskidte arbejde. De vil lave pakkeløsninger med Socialdemokratiet, selv om det betyder forværringer på nogle områder. De vil binde arbejderklassen til kapitalen ved at støtte ØD, og ikke støtte kravet om fuld lønkompensation for alle ved 35 timers arbejdsuge. Nogle af dem vil reformere NATO og have en “Europa-politik”.

Politisk står de, hvor SF stod i 1978, da kongressen vedtog ØD, hvis den blev knyttet sammen med virksomhedsdemokrati.

Elastikeffekten forplanter sig videre i VS, og rammer også de revolutionære i venstreoppositionen (VOP). Partiets højrefløj kridter banen op: VS skal vise ansvarlighed overfor betalingsbalance, handelsunderskud og præge investeringspolitikken. Men nogle VOP'ere kommer ud at køre fordi de diskuterer på højrefløjens præmisser.

For to år siden var det kun mindre dele af VS, der pegede på arbejderflertallet som et svar og som en del af en revolutionær strategi. I dag er der kun få tilbage som afviser, at et arbejderflertal ingen strategisk plads har i kampen for socialismen. Også mange som står omkring VOP er uklare på, om de skal være for eller imod investeringsfonde og hvem der skal styre dem.

Revolutionære og arbejderflertallet

Vi vil have fjernet Schlüter. Vi ser det som noget positivt, at et flertal bakker op om arbejderpartierne. Men vi vil ikke nære illusioner til en socialdemokratisk ledet regering. Derfor ser vi det ikke som vores opgave at pege på et "arbejderflertal".

Vi vil ikke bygge op under forventningerne til en sådan regering. Vi ved, at det igen vil handle om nedskæringer og indkomstpolitik, blot i en mere social udgave. Vi har ikke glemt Socialdemokratiets “glansperiode” fra 70’erne med suspension af dyrtidsreguleringen, lønnedgang, omfattende sociale nedskæringer, sultecirkulæret og skærpelse af politiovergreb mod strejkende arbejdere.

Til tider virker det som om, at illusionerne til et arbejderflertal ledet af socialdemokraterne er større på venstrefløjen end i Socialdemokratiets egne rækker.

VOP har ikke ret, når de fastslår at “arbejderflertallet indebærer taktiske og strategiske fordele. Der vil hævet over enhver tvivl være bedre kampmuligheder for arbejderklassen end under borgerlige regeringer. Det gælder både kampen for reformer og kampen for socialisme.”

VOP er snublende nær på at placere arbejderflertallet ind i en socialistisk strategi, og deres postulat holder ikke. Det er set før i historien, og var en generel tendens i Europa med krisens gennemslag midt i 70’erne. Borgerskabet brugte socialdemokratiet til at gennemføre indkomstpolitik og nedskæringer, som borgerlige regeringer ikke kunne gennemføre fordi de så var blevet mødt med omfattende mobilisering.

Nu har socialdemokratierne trukket tænderne ud på arbejderklassen og generelt fået den til at acceptere den “nødvendige politik”. Nu kan Thatcher, Kohl og Schlüter fortsætte værket.

Det er rigtigt, at et arbejderflertal vil udløse nogle forventninger og kan styrke betingelserne for mobiliseringen. Men det er ingen lovmæssighed. Vi kender fagbureaukraternes klamme hånd. Fagtoppen går et stykke til venstre under en borgerlig regering, så der var næppe kommet påskestrejker under Anker.

Når illusionerne brydes

VOP siger også, at de reformistiske partier “i selve kampen for socialismen leverer beviserne for deres begrænsninger, når de sidder ved roret”. Ja, men hvor går de tabte illusioner hen?

De borgerlige bliver alternativet til Socialdemokratiet og reformisterne med fraværet af et stærkt revolutionært alternativ. De kan bare det med at administrere kapitalismen. Og endnu værre, hvis illusionerne både med de borgerlige og reformisterne er brudt, kan svaret være et militant reaktionært alternativ. I Frankrig har det givet sig udtryk i styrkelsen af det fascistiske Le Pen-parti. Under sidste Labour-regering i England voksede National Front til en massebevægelse.

Derfor er det afgørende at styrke opbyggelsen af et revolutionært alternativ. Det er en forudsætning for at de brudte forventninger ikke betyder et skred til højre.

Reformismen er dybt rodfæstet i arbejderklassen. De faglige organisationer, som er opbygget for at forsvare og tilkæmpe sig forbedringer mod arbejdsgiverne er også dybt forankret i en klassesamarbejdslinje. Det betyder i de fleste tilfælde, at lederskabet har indbygget en garanti for at de ikke vil styre klassekampen fremad.

Så længe der ikke er et alternativ, der kan underminere arbejdernes tro på de bureaukratiske ledere i fagbevægelsen, hvordan skal man så tro, man kan tage magten i samfundet?

Selvtillid

Det er afgørende for os overalt at styrke alle aktiviteter, som øger selvtilliden i arbejderklassen, fra små sejre på gulvet til strejkekampe på et solidarisk grundlag på tværs af arbejdspladserne. Vores udgangspunkt er, at arbejderklassen skal styrke sine positioner.

Derfor er det nonsens, at højt betalte arbejdere skal holde igen for at beskytte en arbejderregering. Det har ikke det fjerneste med revolutionær strategi at gøre.

Bruddet med reformismens dominans i arbejderklassen handler ikke blot om at fylde arbejdskammerater hoveder med marxistiske ideer i stedet for refomistiske. Vores opgave er at bidrage til at vise, hvordan folk selv kan overtage magten over samfundet. Og det sker kun i tæt forbindelse med klassekampen. Det er her, at eksemplerne på klassens potentiale kan deles af større grupper af arbejdere.

Men tingene er ikke så enkle, at det kun er revolutionære som influerer på reformistiske arbejdere. Presset går også den anden vej. Også derfor er det afgørende at opbygge et revolutionært arbejderparti, med forankring i arbejderklassen og klarhed i ideerne. Gårsdagens reformistiske arbejdere kan blive morgendagens revolutionære.

Men forudsætningen er, at man tager det første nødvendige skridt, at bryde med centrismens sump – og halehæng og pres fra en organisation, som aldrig kan blive revolutionær.

Der er i dag krise for revolutionære og aktivister. Valget står mellem at bøje nakken og blive trukket med strømmen mod højre – eller bevidst stå op og gå imod strømmen. Internationale Socialister har taget det første nødvendige skridt og brudt med centrismen. Opgaven med at opbygge et stærkt revolutionært parti står tilbage – og trænger sig på.

Socialdemokratiets krise

Ingen ben at stå på

I debatten om EF-pakken har Socialdemokratiet vist sig at være i sin hidtil dybeste krise. Denne krise er skabt, fordi Socialdemokratiets målsætning om at administrere kapitalismen til fordel for både kapitalister og lønarbejdere er en umulighed.

Den dybe økonomiske krise har gjort dette meget klart. Den sidste  socialdemokratiske regering var bevis på, at den traditionelle reformistiske politik ikke har længere spillerum.

Krisemedicin

Uenighederne i Socialdemokratiet om EF-pakken er de seneste i en række problemer, der udspringer af Socialdemokratiets rolle som det marxister kalder et borgerligt arbejderparti. De gennemtvinger den samme hårde krisemedicin som traditionelle borgerlige regeringer. Men de er samtidigt afhængige af deres basis i arbejderklassen og fagbevægelsen.

Socialdemokratiet overgav regeringsmagten til Schlüter for tre år siden, fordi de var dybt splittet. Højrefløjen, repræsenteret ved Metal-bossen Georg Poulsen, som tidligere havde foreslået et SK-regeringssamarbejde, accepterede den hårde linje. Venstrefløjen repræsenteret ved SiD's Hardy Hansen turde ikke overfor sine medlemmer at købe endnu et socialdemokratisk indgreb.

Efter tre år i opposition har Socialdemokratiet svært ved at finde sine egne ben og genvinde støtte. Modstanden mod Schlüter og påskestrejkerne gav gevinst hos SF, men ikke hos SD. Det blev særlig klart i efterårets kommunevalg.

Gruppenæsteformand Ritt Bjerregaard og SiD’s Hardy Hansen, presset af sine medlemmer, pegede på en ny oppositionsprofil og et samarbejde til venstre med SF.

Politikken var godt nok den samme. Man gik stadig ind for EF, men profilen blev ændret. Socialdemokratiet var imod pakken.

Anker Jørgensen har også gjort det klart, hvad kernen i den socialdemokratiske krisepolitik består af. “Vi ville også have ført en stram indkomstpolitik, men ikke så diktatorisk, at den havde medført dårlige følelser i fagbevægelsen og splid i befolkningen.” “Vi ville også have holdt igen på de offentlige udgifter,” tilføjede han i et interview fornylig.

Når stadig større dele af Socialdemokratiet er med på ideen om et  arbejderflertal, – så er det, fordi motiverne ikke er så smukke.

Svend Auken siger, at arbejderflertallet skal bruges til at presse midten i dansk politik til at genoprette samarbejdet over midten.

Georg Poulsen på højrefløjen argumenterer nu for regeringssamarbejde med SF, da “de må bevise, at de kan noget”. Jytte Hilden på venstrefløjen af partiet siger, at en S-SF regering ikke kan gå hurtigt nok. “Så skal vi se, hvad SF tør,” siger hun.

Nødvendige politik

Ved sidste arbejderflertal i 1966-67 var formålet at trække SF ind i den “nødvendige” og til tider “upopulære” politik, blotstille dem og genvinde terræn i arbejderklassen. Det lykkedes.

LO-toppen og faglige ledere som SFeren Holger Foss gik hånd i hånd omkring opbakningnen ved indfrysning af dyrtidsportioner og indførelse af momsen. Arbejderflertallet faldt sammen, da dele af SF's folketingsgruppe meldte fra. Ved næste valg fik SF en tilbagegang på syv mandater.

Den umulige vej til socialismen

Mange gode militante arbejdere stemmer på SF. De håber, at øget parlamentarisk indflydelse for SF kan presse Socialdemokratiet til venstre og få nogle bedre reformer igennem.

Arbejderflertallet har været et strategisk mål for SF siden 1963, og er en naturlig del af deres opfattelse af den parlamentariske vej til socialismen. Der er lang tid siden Marx blev hældt ud med skyllevandet.

Kommunalsocialisme

I forlængelse af SF’s strategi og den almene tendens på venstrefløjen i slutningen af 70’erne blev ideen om at satse på opbygningen af lokal styrke igennem kommunalbestyrelser, et vigtigt led i planen for at erobre det borgerlige parlament. Staten var ikke længere borgerskabets samlede magtapparat, den skulle reformeres til at være “et redskab for folkestyret” (SF i 80’erne).

Parisekommunen af 1871 og den danske kommunal­reform af 1972 er ikke to udgaver af samme model. Med Pariserkommunen tog arbejderne for første gang aktivt fat i deres egen tilværelse. Arbejderklassen har altid været passiv tilskuer til  reformistiske partier, der forsøger at gennemføre forbedringer på deres vegne.

Arbejderådsorganisering, som spontant er opstået i mange klassekampe har til gengæld aktivt organiseret flertallet af arbejderne. Rådene er den organisationsform, der kan samle kampen for arbejdermagt i revolutionen og organisere arbejdermagten efter magtovertagelsen. Den eksisterende stat vil altid forsøge at nedkæmpe sådanne arbejderorganiseringer.

SF vil til gengæld bruge det borgerlige statsapparat til at lave dele af samfundet om. Det afspejler sig i, at partiet er opbygget som en samling af forskellige interessegrupper. De faglige, de grønne, kvinderne og de unge.

SF er en vælgerforening mere end et parti. De enkelte dele af partiet kører på frihjul og passer sig selv. Slagteren af sidste sommers brygstrejke, forbundsformand Preben Mortensen, og strejkelederen Holger Foss er begge medlemmer af SF. Men forbundsformandens linje under strejken blev ikke diskuteret i SF. I beretningen til det kommende landsmøde i SF er eneste kommentar, at det var en “betydningsfuld strejke, fordi det her drejede sig om en andel i selve ledelsesretten”. Ikke et ord om et centralt partimedlems ansvar for nederlaget.

Højreskred

Højredrejningen fortsætter for fuld kraft i SF med deres iver efter at komme i bukserne på SD. Før hed det, at man ikke ville stemme for forsvarsbevillinger. Nu snakker man om en “større dansk selvstændighed i forhold til NATO og EF”. MF’ere Pelle Voigt og Gert Petersen har lanceret planer om et stærkt defensivt forsvar. Antimilitarismen er gået sig en tur, som det skete for de europæiske socialdemokratier i 1914.

Om EF siges der nu, at man skal satse på et EF, der går på forskellige hastigheder. Parolen om Danmark ud af EF er glemt.

Og endelig vil man godt gå med til indkomstpolitiske indgreb, hvis fagbevægelsen (LO­toppen?) er med på det. Lønkampen er perspektivløs, i forhold til kampen for bedre miljø, indkomstudjævning og nedsat arbejdstempo.

SF vedtog på landsmødet i 1978 at gå ind for økonomisk demokrati, knyttet sammen med virksomhedsdemokrati (arbejderindflydelse ved spørgsmål om ny teknologi og fyringer). I dag vil man godt købe en ren ØD-model uden VD – for  socialdemokraternes skyld. Og “SF vil om nødvendig bidrage til, at de lavestlønnede ad politisk vej sikres fuld lønkompensation” ved indførelse af 35 timers uge.

SF’s fagklubber i Århus og Ålborg er de eneste i SF, som retter principiel kritik af ØD, fordi det “ansvarliggør lønarbejderne, øger splittelsen og gør arbejderne til kapitalens forlængede arm.” I den sammenhæng ligger de klart til venstre for de Røde Realister i VS.

Fredelig?

SF siger, de vil have en revolution, men en “fredelig revolution og kun på demokratisk grundlag”. De bygger videre på den gamle fordom om, at reformisterne bygger på fredelige midler og de revolutionære på voldelige.

Det er ret vildledende. I 1914 støttede de reformistiske partier i Europa vold ved at stemme for krigsbevillinger og sende millioner i døden under en imperialistisk krig. I Chile i 1973 betød reformisternes og kommunisternes eksperiment med den “fredelige overgang” til socialisme, at tusinder af arbejdere blev dræbt, og regeringen afsat af et blodigt militærkup.

SF’s plan for socialisme er en umulig vej, som historien har givet eksempler på med massive nederlag og demoralisering for arbejderklassen.

Fra sandkasse til sandkasse

Den nye fremtoning af krisen i VS svækker hele venstrefløjen. Mange der har opfattet VS som et parti, der vil bekæmpe kapitalismen, står forbløffet og demoraliseret.

Men der er desværre intet nyt i at tidligere stålsatte revolutionære bliver reformister, som det er sket med gruppen Røde Realister i VS.

Fælles for Socialdemokratiet, SF og dele af VS er, at deres parlamentariske orientering fører lige ind i reformismens sump. Som Lenin formulerede det “uden revolutionær teori – ingen revolutionær praksis”.

En af de delegerede på VS’s Emnekongres, Ole Bach, sagde “det er rystende i et revolutionært parti, at ingen snakker om arbejdermagt og socialisme.” Det, som stod på dagsordenen på kongressen, var at komme ind “på banen” og spillereglerne blev formuleret af højrefløjen med stikord som investeringsstyring fra fagbevægelsen, økonomisk demokrati, ansvarlighed, og det perspektivløse i at støtte lønkampe.

Revolutionært parti?

Men, hvordan kan nogle stadig have illusioner om at VS er, eller kan udvikle sig til et revolutionært parti, når diskussionen er totalt præget af parlamentsfiksering, illusioner om Socialdemokratiet, staten og muligheder af at bryde med kapitalismens logik? Hvor der ikke snakkes om styrkeforhold, styrkelsen af arbejderklassens positioner udenfor Folketinget gennem kampens dynamik.

Presset mod højre er massivt i VS. Partiet er handlingslammet og har været det længe. Midten i VS har vist hvor de står, når det brænder på. De trækker mod højre. VS skal ikke udadtil fremstå for “firkantet” og rødt. Det handler om, at den parlamentariske repræsentation skal bibeholdes.

Stor smågruppe

Perspektivet om at blive reduceret til en stor smågruppe, et partiapparat som er brudt sammen og med grundlæggende modsætninger blandt de som forbliver i VS, er ikke lyst.

For de revolutionære, som stadig klamrer sig til VS og navnet, burde erkendelses time slå. Man skal ud og opbygge et alternativ før flere gode revolutionære bliver desillusioneret og skrider ud i passivitet.

Det er i VS som i en kamelkaravane. Det er den sidste kamel som bestemmer farten. Derfor handler det om at skære båndet til den sidste og bryde med et parti som vakler mellem reform og revolution.

Flere artikler fra nr. 18

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Arbejderflertal/-regering

Se flere artikler af forfatter:
Ågot Berger

Siden er vist 1434 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside