Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 18 – Marts 1986 – side 8

Filippinerne

Aquino – USAs nye politibetjent

Poul Erik Kristensen

To gange i løbet af en måned er USA blevet tvunget til at hente forhadte diktatorer ud fra deres hjemlande. Først var det Baby Doc på Haiti, siden Ferdinand Marcos fra Filippinerne. Begge gange trådte Ronald Reagan frem på TV-skærmen for at plapre løs om de amerikanske frihedsidealer.

Normalt bekymrer Reagan og amerikanske politikere sig ikke om valgsvindel, korruption og trusler, når det gælder om at sikre sin indflydelse i et område.

Det var da heller ikke derfor, at Reagan undsagde Ferdinand Marcos. Men Marcos-regimet var gået hen og blevet et dyrt bekendtskab for amerikanerne og de amerikanske virksomheder på Filippinerne.

Regimet vakler

Siden ophævelsen af den militære undtagelsestilstand på Filippinerne i 1981 er oppositionen til Marcos vokset kolossalt.

Da Benigno Aquino blev skudt ned i lufthavnen i Manila efter sin hjemkomst fra eksil i l983, var der kæmpe demonstrationer overalt på Filippinerne. Over en million filippinere deltog i begravelsen, som endte med store kampe mellem Marcos' berygtede, væbnede politi og arbejdere og studenter.

Siden nedskydningen af Aquino i 1983 har udenlandske investorer – først og fremmest amerikanske – daglig trukket ca. 3 millioner dollars ud af landet.

I løbet af de seneste 15 år anslås det, at der er trukket godt 200 milliarder kroner ud af Filippinerne. Store koncerner har skåret kraftigt ned. Ford og General Motors var godt på vej til at lukke deres afdelinger på Filippinerne, da Marcos måtte flygte.

Marcos forsøgte at dække noget af det store tab ind ved at forøge udbytningen og undertrykkelsen af den filippinske arbejderklasse. Derved blev modsætningerne yderligere skærpet.

Industrialisering

Filippinerne blev løst fra det amerikanske kolonistyre i l946. Dengang var landet næsten 100% afhængigt af landbruget og der var kun meget få industricentre.

Op gennem 60’erne og 70’erne blev der satset meget på at få opbygget en industri. Udenlandske firmaer slog sig ned i hobetal, fordi arbejdskraften var utroligt billig.

I dag er mere end halvdelen af de erhvervsaktive filippinere ansat i industrien. Industrielt set er landet i dag på højde med Taiwan og Sydkorea.

Filippinerne var og er et slaraffenland for de store multinationale selskaber. I perioden fra 1960 til 1975 faldt gennemsnits-reallønnen med ca. 50%. I dag er lønnen på ca. 4.25 kr. i timen. Omkring 80% af alle filippinske familier lever under sultegrænsen.

Men den hastigt voksende arbejderklasse skulle komme til at koste Marcos dyrt. Regimets skruppelløse undertrykkelse og udbytning af arbejderklassen er blevet besvaret af omfattende strejkeaktioner, som baner vejen for Ferdinand Marcos’ fald.

Corazon Aquino har dygtigt udnyttet den massebevægelse, som har været mod Marcos’ regime. Modstandskræfterne har samlet sig om hende, og hun bliver betragtet som det filippinske folks store frelser.

Men Aquino tilhører den samme klasse som Ferdinand Marcos. Hun støtter sig til den samme gruppe kapitalister og de samme folk i statsapparatet, som i mange år holdt Marcos ved magten.

Amerikanske interesser uberørt

For amerikanerne er Corazon Aquino en god arvtager efter Marcos. Heller ikke hun vil stille for store krav til amerikanerne. Udenlandske firmaer kan med udsigt til mere stabile forhold igen investere på Filippinerne.

Samtidig kan USA fastholde magten i det strategisk vigtige Sydøstasien. De kan stadig frit benytte de to største amerikanske militærbaser uden for USA, Clark lufthavnen og Subin Bay flådebasen på Filippinerne.

Fastholdelsen af økonomiske og militære interesser i området har været Reagan-administrationens mål for en “fredelig løsning” på Filippinerne. Dette mål er midlertidig nået med Aquino som ny leder.

Kampen fortsætter

Modstanden mod Ferdinand Marcos var uhyre svag og meget dårligt organiseret før nedslagtningen af Benigno Aquino i 1983.

Den eneste organiserede modstand til Marcos blev organiseret af det illegale Kommunistparti og dets militære gren – New Peoples Army (NPA).

Det Filippinske Kommunistparti og NPA har dets rødder tilbage til studenterbevægelsen i slutningen af 60'erne og bygger på den maoistiske tradition. Kommunistpartiet satser på guerilla-kampe, hvor arbejdere, bønder og småborgerskabet sammen bekæmper det filippinske styre.

Folkefront

I maj 1985 var Det fillipinske Kommunistparti med til at danne New Patriotic Federation (NPF). Udover kommunistpartiet repræsenterede fronten de mest militante faglige organisationer, landbrugsorganisationer, religiøse grupper, samt et stort antal borgerlige politikere. Over to millioner filippinere var repræsenteret i NPF.

I starten argumenterede NPF for en boykot af det forestående præsidentvalg. Men organisationen blev hurtigt splittet, da højrefløjen i NPF valgte at støtte opstillingen af Corazon Aquino.

På grund af de interne slagsmål i NPF blev Det filippinske Kommunistparti handlingslammet. Kommunistpartiet brugte kræfterne i NPF, fremfor at styrke de mange arbejdskampe, som der var både op til og under valgkampen.

Seks faglige aktivister er siden nytår blevet dræbt under blokader, og et halvt hundrede er blevet såret i slagsmål med politiet.

En styrkelse og en spredning af de mange strejker ville være det bedste udgangspunkt for at forbedre arbejderklassens levevilkår – også efter at Aquino er kommet til magten.

Men Det filippinske Kommunistparti brugte kræfterne på at styrke alliancen med borgerlige og småborgerlige kræfter.

De borgerlige udnytter bevidst arbejderklassens aktiviteter og styrke, som løftestang til at pleje egne interesser og til at styrke deres samarbejde med den internationale kapital.

De mange småkapitalister har valgt et samarbejde med kommunistpartiet for at banke sig selv op som herskende klasse. Det nationale borgerskab på Filippinerne har selvstændige interesser i at svække den amerikanske kapital, som for øjeblikket er herskende på Filippinerne. De er nu kommet til magten i landet, båret frem af arbejderklassen.

Corazon Aquino har hentet det meste af sin støtte hos småborgerskabet. Under valgkampen udtalte Aquino utvetydigt om NPA og venstrefløjen: “Lad det være sagt en gang for alle. Jeg vil ikke tøve med at bruge alle disponible ressourcer for at få dem til at nedlægge våbnene.” Aquino og småborgerskabet kender godt de kræfter, der kan få den nye regering til at vælte.

Når illusionerne brister

Filippinske revolutionære må derfor have en klar og præcis politik, hvis de skal drive kampen fremad. Arbejderklassen har, dens historie til trods, vist en fantastisk militans. Men også den filippinske arbejderklasse har været og er forsat indsyltet i nationalistiske og reformistiske ideer.

Corazon Aquino har erstattet Ferdinand Marcos og kom til magten som resultat af en massebevægelse mod diktaturet og undertrykkelsen. Forventningerne i arbejderklassen om forbedrede levevilkår er store, men Aquino vil ikke kunne indfri forventningerne, da den dybe krise sætter klare begrænsninger på vidtrækkende indrømmelser.

På Filippinerne er det derfor allerede i dag nødvendigt at forberede sig på de kampe, som vil komme, når arbejderklassens illusioner brister.

Flere artikler fra nr. 18

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Filippinerne

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 1513 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside