Socialistisk Arbejderavis
Nr. 181 – Marts 2000 – side 10
Regeringens erhvervspakke
Nye gaver til erhvervslivet
Martin B. Johansen
I forbindelse med udskiftningen af ministre for cirka en måned siden trådte Poul Nyrup et lille skridt til venstre og lovede bedre forhold på sygehuse, i ældreomsorgen og i uddannelsessektoren.
Men mens disse løfter var meget luftige og retoriske, så var der nogle meget mere konkrete løfter i det oplæg til erhvervspolitik, som regeringen samtidig fremlagde under det fancy navn .dk21.
Først og fremmest indeholder oplægget en kontant gave til erhvervslivet, idet selskabsskatten skal sænkes fra 32 til 28 procent. Regeringens argument er, at det er niveauet i resten af Europa – men overser, at erhvervslivet i Danmark modsat lande som Tyskland og Sverige er fritaget for at betale til en række sociale ordninger.
Arbejderne skal betale
Desuden ønsker regeringen, at erhvervslivet skal have større indflydelse på forskningen. Det betyder, at forskere, der ellers formodes at være uafhængige, skal styres af profitinteresser.
Mens regeringen altså har åbnet gaveposen for erhvervslivet, så skal arbejderne indstille sig på en hårdere arbejdsdag. I hvert fald mener regeringen, at arbejdsmarkedet skal være mere “fleksibelt”, og det betyder normalt mere overarbejde, mere skiftehold og større magt til arbejdsgiverne til at bestemme, hvornår der skal arbejdes.
Regeringens påstand er, at bedre forhold for erhvervslivet kommer hele samfundet til gode. Men det er i forvejen erhvervslivet, som gennem hårdt arbejdsmiljø, udstødning af de nedslidte samt kartelaftaler for at fastholde kunstigt høje priser skaber de problemer, som almindelige lønarbejdere står over for.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe