Socialistisk Arbejderavis
Nr. 183 – Juni 2000 – side 6
En direkte rapport fra Frankrig
Regeringen under dobbelt pres
Gøril Eldøen
I Frankrig, såvel som i Skandinavien, er lederlønninger og aktier noget som sætter mange sind i kog.
Sidste år gik Philippe Jaffré af som chef for olieselskabet Elf, med aktier til en værdi af 200 millioner i lommen. Det svarer til 3000 år på den franske mindsteløn.
Det er det samme beløb som Jospin-regeringen gav til de franske skoler, der svarer til teknikum i Danmark, efter at de havde været i strejke tidligere i år. 200 millioner til én ekschef og lige så meget til alle teknikumelever og -lærere i hele landet!
De riges ven
Socialistisk Arbejderavis’ franske søsteravis skriver:
“Desværre har de som vi stemte på for at svække de riges arrogance åbnet døren for en offensiv fra Medef [svarer til DA].”
I slutningen af marts udnævnte Jospin Laurent Fabius som finansminister. Fabius var statsminister under det højreorienterede og korrupte Mitterand-styre, og er en af de stærkeste Blair-tilhængere i det franske socialistparti.
Selliére, chefen for Medef, sagde en uge efter udnævnelsen: “Alle siger at Laurent Fabius er en åben mand som forstår erhvervslivet.”
Fabius er en af de franske politikere som har været indblandet i enorme korruptionsskandaler uden at det har ført til straf eller nævneværdige karriereproblemer.
Modsætning
Da han var statsminister i midten af firserne, var han indblandet i den bestemmelse som førte til at HIV-inficeret blod blev brugt i blodtransfusioner. 550 mennesker blev smittet med HIV, som konsekvens heraf.
Sidste år blev Fabius frikendt. En tidligere statssekretær blev fundet skyldig, men slap alligevel for straf.
Det modsætningsfyldte i Jospins valgsprog – “acceptere markedsøkonomien men ikke markedssamfundet” – bliver synligt hver gang regeringen skal tage stilling i den franske klassekamp.
For eksempel Jospins magtesløshed overfor Michelin da de annoncerede fyringer af 7500 arbejdere sidste efterår. “Man kan ikke forvente at staten kan ordne alt,” sagde han.
Samtidig har regeringen gentagne gange blevet tvunget til at give indrømmelser til arbejderne.
Strejkebevægelser i forskellige sektorer har, blandt andet tvunget Jospin til at afsætte upopulære ministre, sænke momsen og give 10 milliarder til sygehusvæsenet.
Jospin-regeringen har privatiseret flyselskabet Air France, selv om trafikminister Gayssot fra Kommunistpartiet havde erklæret at “så længe jeg er minister, bliver Air France ikke privatiseret.”
Bekymrede chefer
Men det er vanskeligt i længden at blive siddende mellem to stole. Den franske herskende klasse ønsker at komme tilbage i offensiven, og tvinge arbejderne tilbage til magtesløsheden og desillusionen som prægede begyndelsen af halvfemserne.
Medef har for eksempel lanceret en “pakke” som indebærer forslag om dramatiske forandringer i arbejdsvilkårene.
Det handler blandt andet om at gøre det lettere at fyre folk ved at afskaffe arbejdskontrakter uden tidsbegrænsning.
Foreløbigt er der ingenting som tyder på, at det vil lykkes chefene at give arbejderklassen et definitivt nederlag.
Men for at forhindre at det skal lykkes dem om nogle år, gælder det om at slås indenfor de bevægelser der findes, for at opbygge et revolutionært alternativ med en politisk retning, som kan vinde kampen både mod markedsøkonomien og mod det samfund, som sætter konkurrenceevne og profit foran alt andet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed