Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 183 – Juni 2000 – side 7

Marxisme i hverdagen

Skal porno forbydes?

Martin B. Johansen

Igennem foråret har ikke mindst en række feminister krævet, at porno fjernes fra tv-stationer som Kanal København. Nogle har ligefrem rejst krav om et generelt forbud mod porno.

Der er ingen tvivl om, at socialister og andre, der slås for ligestilling og menneskelig værdighed, må væmmes ved den porno, som bl.a. Kanal København lægger sendetid til.

Men det betyder ikke, at socialister skal støtte et generelt krav om forbud mod porno.

For det første drejer porno sig om, at man i tekst eller billeder udmaler mennesker, der har sex med hinanden. Og et forbud ville støde ind i et væsentligt problem med at afgrænse, hvornår der var tale om ‘porno’, og hvornår der var tale om ‘erotisk kunst’. Et forbud mod porno ville derfor ikke kun ramme pengegriske pornogrossister, men også lukke munden på seriøse kunstnere, der beskæftiger sig med menneskers seksualitet.

Misforståelser

For det andet er der en række misforståelser og overdrivelser, hvad porno angår. Dels bliver ordet ‘vold’ ofte sat i forbindelse med porno. Men langt de fleste pornofilm indeholder meget lidt eller snarere ingen vold. Af den simple grund, at de færreste mænd og kvinder overhovedet tænder seksuelt på vold.

Dels beskrives porno som oftest som kvindeundertrykkende. Men i det omfang, at der forekommer kønsdiskriminerende elementer i pornofilm, så har det som regel ikke noget med det seksuelle at gøre, men udspringer snarere af den generelle diskrimination af kvinder i samfundet.

Det indgår sjældent i pornoen, at kvinder skal være mændene underdanige, være underbetalte og holde sig til en plads i hjemmet. Tværtimod er det typisk i porno – der som regel laves af mænd for et mandligt publikum – at kvinder beskrives som seksuelt udfarende og initiativtagende.

Det kan naturligvis virke frastødende, at mange pornofilm fremstiller kvinder som mænds pumpe- og sædcontainere – men det er lige så frastødende og nedværdigende, at mænd fremstilles som sex-maskiner, der kan blive ved i timevis, fordi det får de mandlige brugere af porno til at føle sig seksuelt utilstrækkelige.

Problemet er ikke pornoen i sig selv, men at beskrivelser af menneskers seksualitet er overladt til pornoindustrien, fordi samfundet generelt er for bornert og hyklerisk til at tillade åbenlys beskrivelse af menneskers sexliv i f.eks. film.

Det er i virkeligheden denne bornerthed, som en del af pornomodstanderne ønsker styrket. Nogle taler om, at “sex er det smukkeste ved livet”, og det skal derfor ikke udsættes for offentlig forevisning. Men derved opnår man blot, at sex gøres til privat og tabu – til noget som man ikke kan tale om. Og dette er netop budskabet i en del kristen fundamentalisme (som i øvrigt også sender på Kanal København), der prædiker budskaber som‚ ‘ingen sex før ægteskab’‚ ‘homoseksualitet er en sygdom’, ‘hold dig til den eneste ene’. Det er derfor ingen tilfældighed, men meget beklageligt, at kristne fundamentalister kan finde sammen i et krav om at forbyde porno.

I virkeligheden er den slags sexafvisende budskaber nok mere skadelige for mennesker end pornoindustriens stereo-type billeder.

Tabuområde

En vigtig grund til pornoens udbredelse er netop, at sex er et frygteligt privat og tabubelagt emne at tale om.

Trods den seksuelle revolution i tresserne, så handler skolernes seksualundervisning fortsat mest om, hvordan man undgår graviditet og kønssygdomme, samt om hvordan man ruller et kondom på et kosteskaft. Det handler ikke om, alle de spørgsmål, som de fleste – unge som gamle – har til sex: Hvordan etablerer man et forhold, hvad er kærlighed, hvordan kan man eksperimentere i sexlivet, hvilke forventninger skal man have til seksuelle forhold osv. Spørgsmål som disse bliver ofte regnet for at være alt for “private”, og derfor kan det tit være svært at tale om dem.

Når pornoindustrien overhovedet findes, så er det fordi, den er et af de eneste steder, hvor menneskers seksualitet bliver beskrevet i detaljer.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 183

Flere numre fra 2000

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 2962 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside