Socialistisk Arbejderavis
Nr. 183 – Juni 2000 – side 8
På kanten
Nationalismens latterlige mørkedans
Anders Schou
Nationalisme er ofte tragisk, som når Pia Kjærsgaard tager udgangspunkt i ældre menneskers reelle problemer og vender dem mod andre svage grupper, især mod de etniske minoriteter.
Men nationalismen kan også være latterlig på en morsommere måde. Det sker især, når medier og meningsmagere oppuster en national stolhed over succeser, som i virkeligheden mangler en national referenceramme. Og hvor alle erkender, at succeserne netop skyldes deres internationale snit.
Jeg mener, socialister vil ikke benægte, at de fleste mennesker, som lever i dette land har noget til fælles på tværs af andre skel – det underlige sprog, for eksempel – og det taler vi endda forskelligt med dialekter og klasse-mæssige udgaver.
Vores pointe er, at almindelige mennesker i Danmark har langt mere til fælles med deres klassefæller i andre lande end med Mærsk McKinney Møller og de andre beboere i velhaver-ghettoerne.
Når nationalismen er farligst tager den udgangspunkt i noget virkeligt, når den er morsomst, mangler den enhver form for indre logik.
Skummede over
De to store – såkaldt danske – kultursejre i foråret er eksempler på fænomenet.
Aviser, Radio og TV og kulturministeren flød over af national stolthed, da Von Triers “Dancer in the dark” vandt de gyldne palmer i Cannes. Endnu en triumf for dansk film, jublede de.
Men nu er filmen bare ikke særligt dansk. Sproget er ikke dansk, og det er hoved-rolleindehaverne heller ikke. Og alle er enige om, at de såkaldt danske film netop får succes i udlandet, fordi de har fået et internationalt snit.
En film som Susanne Biers “Den eneste ene” kan for eksempel højest få kultstatus i udlandet. De færreste steder ville et bredt publikum acceptere en film, hvor det romantiske højdepunkt foregår på briksen i en abortklinik.
Sejr til hvem og hvad
Man kan være stolt af Von Trier, hvis man kender ham personligt. Man kan være stolt af Zentropa, hvis man er firmamand og arbejder i selskabet, eller man kan blot synes, at det er en fed film, som fortjener succes.
Men national stolthed over “Dancer in the Dark” er absurd, selv på nationalismens egne fordrejende præmisser. Det er vist kun kulturminister Gerner Nielsen, som er i stand til at forklare det.
Det samme gælder for Olsen-brødrenes Grand Prix-sejr. Alle ved, at de aldrig havde vundet, hvis de skulle have sunget på et sprog, der lyder, som om munden er fyldt med kartofler. Reglerne blev netop ændret, fordi kravet om, at kunstnerne skulle synge på nationalsproget, handicappede folk fra lande med ukendte og underlige sproglyde.
The Olsen Brothers’ sang på engelsk er en glad, international popmelodi, som kunne være lavet hvor som helst af hvem som helst og ha’ vundet. Hvordan det kan pirre den nationale begejstring går over min forstand.
... fodboldnationalisme, se “Det farlige boldspil”.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed