Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 183 – Juni 2000 – side 9

Tony Cliff, en stor revolutionær

En inspiration for alle socialister

Grundlæggeren af IS-tendensen, Tony Cliff, døde d. 9. april.

Cliffs største bidrag til marxismen var teorien om statskapitalisme, om at Sovjet og landene i østeuropa ikke var socialistiske abejderstater, fordi de grundlæggende sociale strukturer var de samme som i Vesten.

Cliffs store styrke var hans teoretiske klarhed, f.eks. igen og igen at pointere partiets nødvendighed. Sammen med hans evne til at se forandringer i klassekampen og at kunne pege på reaktioner i forhold til det fra revolutionær side, så har han en stor del af æren for, at Socialist Workers party er det største venstrefløjsparti i England i dag, og for at IS-tendensen er international med IS-grupper på alle kontinenter.

Vi bringer her et interview med ham fra 1970 fra tidsskriftet, The Left in Britain, et interview som netop viser Cliffs klarhed på klassekampen og partiet.

Du er her i landet kendt som et af de ledende medlemmer af IS-gruppen. Vil du fortælle, hvad gruppens oprindelse er, hvad dens standpunkt er nu, og hvordan den adskiller sig fra andre britiske politiske grupper?

Central for vores holdning er erklæringen “arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk” – hvilket andre blot siger 1. maj og ved andre festlige lejligheder.

Den erklæring er for os begyndelsen og slutningen på alle vores analyser. Og hvis man placerer arbejderklassen centralt i arenaen, så kan socialisme heller ikke skabes som andet end et udtryk for arbejderklassens muligheder.

Du har skrevet om Frankrig i 1968 – hvad mener du om begivenhederne i 68 og situationen siden?

Blandt nogle såkaldte marxister eksisterede i 20 år myten om at arbejderklassen var blevet opslugt af vaskemaskiner og TV og derfor havde mistet sit revolutionære potentiale. Mange mennesker satte deres forhåbninger til alle andre end de vesteuropæiske arbejdere – studenter eller bønder i Bolivia eller hvem som helst, men ikke arbejderklasssen selv.

De franske begivenheder beviste, at den slags mennesker tog fuldstændig fejl. Det havde vi sagt i 20 år – og vi fik ret – arbejderklassen er den eneste virkelige kraft, som kan skabe social forandring.

Men de franske begivenheder viste også noget andet. De viste, at selv overfor den største strejke i verdens-historien vil den herskende klasse med dens centralisering vinde, hvis der ikke er organisationen, som kan knytte de forskellige dele af arbejderklassen sammen.

Derfor bekræfter de franske begivenheder, at arbejderklasssen er den kraft, som kan skabe social forandring, og de bekræfter også behovet for et revolutionært parti.

For at skifte til Nord-Irland – der har været store vanskeligheder blandt venstreorienterede grupper over hvilket standpunkt skulle tage overfor Nord-Irland. Hvad er IS holdning?

Vores holdning har to elementer. For det første mener vi, at kun Irlands arbejderklasse, både protestanter og katolikker, kan befri sig selv nationalt og socialt.

Men på den samme tid siger vi, at af rent historiske årsager identificerer en katolsk arbejder sig ikke med en protestantisk eller omvendt, og derfor er vores holdning til katolikkerne ligesom vores holdning overfor sorte oprørere i Amerika. Vi er for at sorte og hvide forener sig og slås, men vi er også for, at sorte oprørere handler for sig selv uden at vente på, at de hvide arbejdere kommer med.

Derfor støtter vi borgerrets-bevægelsen i Irland selvom den er katolsk og samtidig mener vi, at borgerretsbevægelsen aldrig kan vinde hvis ikke smør-på-brødet-emnerne, som jobs, boliger osv. kommer i forgrunden, så katolikker og protestanter slår sig sammen og slås.

Hvordan forestiller du dig det revolutionære parti organiseret?

Fordi arbejderklassen er nødt til at frigøre sig selv, må det revolutionære parti afspejle klassen. Men hvilken del af klassen, skal det afspejle? Der en uensartethed i klassens bevidsthed, derfor må det revolutionære parti afspejle den mest avancerede del af klassens bevidsthed.

Det må være ekstremt demokratisk, fordi den eneste måde man kan afspejle folkets masse på, er ved at have en høj grad af internt demokrati. Det er ikke sandt at arbejderklassen har én sammenhængende holdning. Det revolutionære parti vil selvfølgelig afspejle den mangel på sammenhængskraft. Og derfor, hvis man taler om dialog med klassen, så har klassen selv forskellige holdninger, og derfor er det demokrati nødvendigt.

Centralisme er nødvendigt af indlysende årsager. Den herskende klasse er stærkt centraliseret, og vi kan ikke slås med fjenden, hvis vi ikke har en symmetrisk organisation til det, og enhver strejke er centralistisk. Arbejderen går ikke på arbejde som et individ. Når han strejker, handler han som et kollektiv.

Revolution er den mest centralistiske ting i verden, og det er derfor, at man i revolutionstider taler om Paris 1789 – man taler ikke om 5 millioner franskmænd. Når man taler om Rusland, taler man ikke om 200 millioner russere, man taler om Petrograd.

Ser du ingen modsætning mellem de to millioner i Petrograd, og det meget mindre antal i bolsjevikkernes militærkomité i Petrograd, som gennemførte revolutionen? Kan der ikke være en modsætning mellem partiets kerne og dets basis på et bestemt område?

Revolution sker, når der er modsætninger. Hvis hele arbejderklassen havde ét bevidsthedsniveau, ville der aldrig være noget behov for revolution, der ville aldrig være noget behov for en strejke, der ville aldrig være noget behov for en blokade.

Det er en blokade, fordi arbejdere handler forskelligt. I enhver revolution er der millioner på de revolutionæres side – derfor, hvis der ikke var nogle forskelle i bevidsthedsniveau, ville vi ikke have brug for et arbejderstyre eller proletariatets organisationer, for der ville ikke være nogen at undertrykke.

For at slås med millionærer behøver man ingen blokade, for hertuginden bryder aldrig blokaden. Arbejdere bryder blokaden. For at bekæmpe de reaktionære arbejdende i Rusland behøvede man ikke en rød hær, man behøvede en arbejderstat. Det er derfor at vi i virkeligheden har brug for revolution, strejker, blokader og arbejderstyre – på grund af forskellen i bevidsthedsniveauer.

Jeg er stadig bekymret over nogle af dine bemærkninger om partiet. Jeg kunne tænke mig at spørge dig mere omhyggeligt, hvordan bør partiet se sit forhold til andre organer – marxistiske eller ikke-marxistiske – men alligevel revolutionære organer?

Vi er modstandere af at erstatte arbejderklassen med partiet, men vi er også imod at sige: Lad os vente at se til alle er parate til at marchere. Man må rejse sig og sige, hvornår vi vil have flertallet til at marchere. Hvis flertallet accepterer det, så vil de marchere. Hvis ikke, så står du der som en minoritet og holder fast i din mening.

Det samme gælder for det revolutionære parti – partiet kan ikke erstatte arbejderklassen. Arbejderklassen må befri sig selv. Arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk.

Det revolutionære partis rolle er at gå forrest og forklare andre arbejdere, hvad det revolutionære parti mener, at den rigtige politik skulle være. Den eneste måde, strejkekomitéen kan vinde på, er ved, at strejkekomiteens medlemmer beviser, at de er mere konsekvente, loyale overfor flertallets interesser etc. De bliver nødt til at lade sig teste og derfor er vi fuldstændig for, at alle socialistiske partier har frihed til at stille op i konkurrence – med det oprigtige håb selvfølgelig, at 99.9% af arbejderne vil stemme på os, hvis vi har ret – og 0.0001% vil stemme Harold Wilson. Men vi er ikke nået dertil endnu.

Lad os tage et konkret eksempel. I Rusland, efter den bolsjevikiske revolution, var der demokratiske valg, som man kan rejse mange indvendinger mod, men alligevel var der et flertal for moderat bonde-socialisme – og en meget lille del stemte på bolsjevikkerne. Hvad mener du, at bolsjevikpartiet eller et hvilket som helst andet avantgardeparti skulle have gjort i sådan en situation?

Den russiske revolutions grundlæggende tragedie – og det er virkelig en tragedie – var at den russiske arbejderklasse var sådan en lille minoritet. Og derfor havde vi i den russiske revolution i virkeligheden to revolutioner: En arbejderklasserevolution, som stræbte efter socialisme, og en bonderevolution, som grundlæggende stræbte efter, hvad den franske revolution i 1789 havde opnået.

Da nu den franske bonde først havde fået jorden, blev han et konservativt element, som knuste 1848-revolutionen, der smadrede Pariser-kommunen i 1871, fordi bonden havde noget at bevare.

Nu vidste de russiske bolsjevikker, at det var situationen i Rusland og regnede med, at den tyske revolution ville komme dem til hjælp og få dem ud af dilemmaet. Men det tyske Socialdemokrati knuste den tyske revolution i 1918-19, og den russiske revolution forblev i isolation.

Da først den russiske revolution forblev i isolation, blev arbejderklassens magtbase meget smal. Derudover gik arbejderklassen praktisk taget i opløsning i løbet af borgerkrigen. Der var tre millioner industriarbejdere i 1917, der var kun 1 million i 1920. Under den slags forhold kunne man ikke tale om muligheden for en demokratisk struktur.

Bolsjevikkerne stod virkelig overfor en forfærdelig tragedie. Deres eneste fejl, hvis de gjorde en fejl, var, at de ret ofte gjorde en dyd ud af nødvendigheden.

Føler du dig slet ikke selvmodsigende, som et ikke-medlem af arbejderklassen, når du har næsten hele din politiske filosofi direkte rettet mod arbejderklassen? I en vis forstand erstatter du vel selv arbejderklassen?

Nej tværtimod, slet ikke noget i den retning. Hvis du kigger på min bog om produktivitet, skjuler jeg overhovedet ikke det faktum, at ikke en idé i den var skabt på universitetet, ikke en idé blev skabt på biblioteket, og ikke en idé kom fra min egen blomstrende hjerne. Alt kommer fra klassens erfaringer, alt kom fra arbejderes erfaringer, og det kom fra fortiden.

Det var Ruslands arbejdere, som skabte sovjetten, og det var Lenin, som forstod, hvor fremragende en organisation, det var. Det var Paris’ arbejdere, som skabte Pariser-kommunen, og det var Marx, som forstod den store betydning af den type arbejderstyre.

Man lærer fra arbejderne og lærer videre til arbejderne, fra deres kamp til kampen. Og det er derfor, at jeg overhovedet ikke føler mig som én, der erstatter arbejderklassen.

Flere artikler fra nr. 183

Flere numre fra 2000

Se flere artikler om emnet:
Politisk biografi

Siden er vist 1436 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside