Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 184 – August 2000 – side 3

Socialistisk Arbejderavis mener

IMF og EU ødelægger verden – Opbyg modstanden

I Danmark har Nyrup og de andre ja-sigerne travlt med at presse os til at stemme ja til euroen. Først var argumentet, at økonomien vil falde sammen, hvis vi siger nej.

Nu er argumentet, at det er vigtigt at have en plads ved bordet i Bruxelles, hvor de vigtige beslutninger skal tages. Men samtidig har Nyrup & Co. svært ved konkret at sige, hvad disse vigtige ting er, for det har i HVERT FALD ikke noget med velfærd at gøre – og hellere ikke med arbejdsvilkår, pointerer de kraftigt.

For når vi nej-sigere påpeger, at en fælles økonomisk politik også i høj grad vil betyde fælles skattepolitik og dermed fælles social- og arbejdsmarkedspolitik, så fnyser Nyrup og Jelved af raseri og kalder modstanderne useriøse!

ØMU = nedskæringer

Forskere fra Institut for Økonomi ved Københavns Universitet har lavet en rapport, der konkluderer at et ja til euroen vil lægge et øget pres på velfærden i Danmark. Blandt de til-pasningskrav der ligger i ØMU’en (den Økonomiske Monetære Union) er, at det enkelte medlemsland ikke må have mere end 3% underskud på statsbudgettet. Det er svært at tro på, at de nedskæringskåde politikere vil overholde det på andre måder end ved at skære i velfærden. For at hente penge hos de rige er utænkeligt for Nyrup-regeringen, og skatteminister Stavad har da også varslet yderligere nedsættelse af selskabsskatten.

Kampen for velfærden og kampen mod EU har vi til fælles med millioner af arbejdere i hele Europa. Når vi siger nej til euroen, gør vi det på et internationalistisk grundlag. Et NEJ d. 28. september vil være en sejr for anti-kapitalister i Europa, og èn på snotten til Nyrup & Co.

Den herskende klasse organiserer sig ikke kun i Europa. På verdensplan har den herskende klasse flere institutioner, der skal skabe bedst mulige forhold for markedsøkonomiens barbari.

50 kr. per person

I Verdens-Handelsorganisationen WTO mødes magt-eliten fra hele verden – med USA og EU som sværvægterne – for at fastsætte den videre vej for det frie markeds hærgen. IMF (den Internationale Valuta Fond) og Verdensbanken er de økonomiske magthaveres instrumenter til at presse de fattige gældsramte lande endnu længere ud i gældskriser.

Samtidig kræver IMF at lånerlandene åbner mere op for vestlige økonomiske interesser bl.a. gennem krav om privatiseringer af offentlige ydelser som vand- og elforsyninger. F.eks. i Bolivia gennemtvang IMF privatisering af vandforsyningen, hvilket medførte højere priser, så høje at folk gjorde oprør.

IMF siger også at indenfor sundhedssektoren er 50 kr. per person om året rigeligt. For IMF er det vigtigere at få gældsafdragene end at bekymre sig om, at folk dør pga. sygdomme. Det betyder, at Zambia bruger 130 kr. om året per person på sundhed og det dobbelte på gældsafdragelse. Tanzania bruger 9 gange så meget på gældsafdragelse som på sundhed, mens det for Zimbabwe bruges 3 gange så meget på gæld som på sundhed... og det i lande, der er hærget af AIDS, malaria og alle de sygdomme, der er følgen af dårlig ernæring.

G8 mødet

Sidst i juli holdt G8-landene møde på Okinawa, i Japan. G8 består af de 7 rigeste lande i verden samt Rusland. G8-landene afslørede deres eget hykleri, for samtidig med at de snakker om humanitære invasioner rundt om i verden, hvor deres interesser trues og lover at eftergive 792 mia. kr. til de fattige lande, så er ord og bomber det eneste, de reelt giver folk.

Og på en almindelig dag, hvor 30.000 børn dør af underernæring, fik G8-lederne serveret kaviar, hummer og champagne. De 6 mia. kroner de åd, drak og boede for, er f.eks. det samme, som det borger-krigshærgede Burundis BNP eller det kunne have betalt for skolegang til 12 mio. børn.

Oprør mod WTO & IMF

Magtelitens planer om at dyrke den fri handel yderligere til WTO-topmødet i Seattle sidste år lykkedes ikke. 40.000 vrede mennesker indtog byen under topmødet med anti-kapitalistiske paroler. Mødet blev blokeret, og verdens profitklub fik en ordentlig en på snotten.

Ånden fra Seattle er blevet ført videre. Under IMF og Verdensbankens topmøde i Washington i april demonstrerede 25-30.000 mennesker igen mod kapitalismens hærgen. Og det fortsætter til september, hvor IMF og Verdensbanken holder årsmøde i Prag.

Lige nu, over hele Europa, planlægger fagforeninger, studenterorganisationer, miljøbevægelser m.m. at lave en kæmpedemonstration i Prag i protest mod IMF og Verdensbankens hærgen, mod deres udpining af fattige mennesker i deres jagt på at skrabe flere penge sammen.

Vi har haft et “Battle of Seattle”, og nu skal vi lave et “Brag i Prag”! Vær med til at give den anti-kapitalistiske modstand et stort og kampberedt ansigt.

Nu har vi mulighed for at give den svinske kapitalisme og dens magtelite – både i Danmark og i resten af verden – et kollektivt spark i røven.

Tag med til Prag d. 26. september! Et spark som kan betyde, at den internationalistiske modstand mod euroen sikrer et NEJ ved afstemningen d. 28. september. Vær aktiv, vær med mod EU og mod IMF og Verdensbanken, to alene ud af et stykke.

Billedtekst:
Mellem 25 og 30.000 mennesker demonstrerede i april mod IMFs og Verdensbankens topmøde i Washington. Den 26. sepetmber har du mulighed for at demonstrere mod IMF og Verdensbanken, når de mødes i Prag.

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 184

Flere numre fra 2000

Siden er vist 1823 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside