Socialistisk Arbejderavis
Nr. 184 – August 2000 – side 8
60 år siden Leon Trotskijs død
En af historiens største revolutionære
Jørgen Lund
21. august er det 60 år siden Leon Trotskij døde på et hospital, efter at han var blevet tilføjet adskillige slag med en isøkse i sit hjem i Mexico.
Overfaldsmanden blev senere afsløret som agent for Stalin, og han blev senere højt dekoreret og levede resten af sit liv i Prag.
Ud over at have været organisator af både den russiske revolutions opstand og den nydannede Røde Hær, der forsvarede arbejderrevolutionen mod udenlandske og russiske kontrarevolutionære styrker, var Trotskij sammen med Lenin leder af det internationale kommunistparti, Kommunistisk Internationale, i de revolutionære år efter Første Verdenskrig og frem til midten af 20’erne.
Internationalist
Efter Lenins død blev Trotskij udmanøvreret af både det sovjetiske kommunistparti og Kommunistisk Internationale. Trotskijs politik for international revolution var i direkte modsætning til bureaukratiets og Stalins politik om socialisme i ét land.
Efter landsforvisning i 1929 blev Trotskij kun tilladt få års ophold i Frankrig og Norge, inden han i januar 1937 fik asyl i Mexico.
I årene efter Stalins sejr gennemlevede han store tragiske nederlag: Stalinismens sejr og efterfølgende kontrarevolution og terrorpolitik, i 1933 kom den tyske fascismes sejr med Hitlers magtovertagelse, og der var nederlaget i den spanske borgerkrig 1936-39 – og endelig starten på Anden Verdenskrig i 1939.
Politisk aktivist
Alene i sin analyse og vurdering af disse begivenheder er Trotskijs skrifter værdifulde og umiddelbart vedkommende for socialister i dag.
Trotskij var imidlertid ikke blot kommentator. Han var politisk aktivist, der forsvarede principperne for socialistisk revolution over for fascismens fremmarch i Europa, over for den socialdemokratiske dominans i arbejderklassen og over for den katastrofale stalinistiske politik, som kommunistpartierne fulgte, og som endte i nederlag over for fascismen.
Det var svære år for den internationale arbejderklasse, og for de alt for få tilhængere af Trotskij.
Trotskij og tilhængere blev udsat for forfølgelse og fysisk udryddelse i Sovjetunionen under den blodige stalinistiske terror og i vesten af Stalins agenter i form af for Sovjets hemmelige politiske politi, GPU.
Centrale politiske tekster
Men gennem bøger, artikler, interview og breve holdt Trotskij den socialistiske revolutions fane højt. Desværre er kun bogen Revolutionen forrådt (1937) oversat til dansk sammen med nogle vigtige pjecer og artikelsamlinger. Det findes på dansk på Internettet, Marxisme Online [www.marxisme.dk].
Blandt de 19 Trotskij-tekster på webstedet er artikler om kampen mod fascismen, om anarkismens og stalinismens fallit i den spanske borgerkrig og Trotskijs overoptimistiske grundlag for dannelsen af en ny, Fjerde Internationale i 1938. Og pjecen med talen fra hans korte besøg i København i 1932 Til forsvar for Oktober, er en god introduktion til Trotskijs revolutionære marxisme, og bliver anset for et sammendrag af flere af Trotskijs hovedværker om revolutionær teori og praksis.
Billedtekst:
Trotskij var ikke kun en stor teoretiker, han tog også aktiv del i arbejderklasses kampe.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe