Elendige vilkår for elever

Når eleverne i folkeskolerne og på ungdoms-uddannelserne møder efter ferien, bliver det ikke kun et gensyn med et uddannelsessystem, hvor de ikke har nogen indflydelse på uddannelsens indhold og struktur, men også hvor de fysiske rammer er så ringe, at det er skadeligt for elevernes helbred.

Nedkæringer på nedskæringer har i de seneste år medført, at studiemiljøet på uddannelsesstederne er blevet så usundt og skadeligt, at hvis skolerne havde været almindelige arbejdspladser, var de blevet lukket pga. arbejdsmiljøloven.

Men der er ikke nogen lov om, at elever og studerende skal have ordentlige forhold at arbejde under, og selv om regeringen er kommet med et forslag til en lov, vil hverken den eller kommunerne betale det, et ordentligt studiemiljø koster.

Det er fuldstændig groteskt, især når man ser på resultaterne af en undersøgelse fra 1999 foretaget af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og HK-Ungdom, baseret på interviews med ca. 17.000 elever på ungdomsuddannelser. Ifølge den er 61% af eleverne generet af anstrengende arbejdsstillinger, og 75% har rygproblemer, 60% lider af månedlig hovedpine, og 27% har problemer med at koncentrere sig.

Desuden er der alt for mange elever i klasse-lokalerne, så der simpelthen ikke er luft nok. På det punkt lever 99% (!) af skolerne ikke op til ar-bejdsmiljølovens krav, hvilket medfører, at ca. 25% af eleverne lider af forskellige luftvejssygdomme.

Det er en fuldstændig absurd og uacceptabel situation, derfor er det vigtigt, at elever og studerende kæmper for et ordentligt studiemiljø. I det hele taget skal der kæmpes for et uddannelsessystem, der tager udgangspunkt i de studerendes behov.

Både de fysiske rammer, indholdet og systemets strukturer må tage udgnagspunkt i mennesker og ikke i penge, hvis vi skal ha' en ordentlig uddannelse. Mennesker er ikke varer!!

Konkurrence og individualisme

Uddannelsessystemet afspejler i høj grad det samfund, vi lever i.

På samme måde som arbejdere stort set ingen indflydelse har på deres egen arbejdssituation, så har elever og studerende heller ingen reel indflydelse på, hvordan deres uddannelse ser ud, hverken på indehold eller på form.

De bliver stillet overfor krav, som er fastsat af regeringen og erhvervslivet, uden at elever og studerende har noget at skulle have sagt.

Det er en af grundene til at mange mister lysten til at gå i skole, for hvad kan de bruge det, de lærer til. Mange får et negativt forhold til undervisning i det hele taget også selvom de i udgangspunkt gerne vil lære nye ting.

Men eleverne og de studerende skal vænnes til, at det er sådan forholdene er, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Der har vi heller ikke større indflydelse på de vilkår, vi arbejder under.

At det ikke er de studerendes behov, der styrer udviklingen bliver tydeligt, når erhvervslivet – som nu – klager over mangel på arbejdskraft.

Så skal de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. De skal ikke spilde tiden med at rejse eller gøre sig andre erfaringer, som erhvervslivet ikke kan omdanne til profit og som gør dem for selvstændige.

Det var det, der var baggrunden for, at kvote 2-ordningen for nylig blev kraftigt forringet. Den var ellers en adgang til de videregående uddannelser for de, der ikke havde en så god studenter-eksamen, men til gengæld havde anden viden, som de havde fået gennem rejser, højskoleophold el.lign..

En anden ting, der er karakteristisk ved uddannelsessystemet – og som også afspejler det omgivende samfund – er, at det er ekstremt individuelt orienteret.

På trods af hvad der måtte være af gruppearbejde undervejs, handler det i sidste instans om, at den enkelte beviser, hvad vedkommende kan. Man får individuelle karakterer og går som regel op til eksamen enkeltvis.

Godt hjulpet på vej af det begrænsede antal studiepladser skaber dette en konkurrence de studerende imellem.

Dette er meget lig den situation erhvervslivet gerne ser på arbejdsmarkedet med stadigt mere individuelle aftaler mellem arbejder og arbejdsgiver. For arbejdsgiverne vil en øget konkurrence på løn- og arbejdsvilkår arbejderne imellem betyde, at de lettere kan spille dem ud mod hinanden.

Penge bestemmer

Ikke kun uddannelses-systemets struktur er formet efter erhvervslivets behov. Også indholdet bliver i større og større grad påvirket af, hvad virksomhederne mener, de har mest brug for.

“Mere samarbejde med erhvervslivet” er et mantra, der går igen fra folkeskoler til universiteter. Forskning-en bliver i stigende grad finansieret af virksomheder, der derved får indflydelse på, hvad der forskes i. Elever og studerende skal lære, at det afgørende er, hvad erhvervslivet har behov for, så det kan blive mere konkurrencedygtigt. Det synes politkerne er vigtigere end ønsket om, at studere det, vi finder relevant og interessant.

Vi må kæmpe for uddannelser med udgangspunkt i menneskers behov for at uddanne sig og tilegne sig viden om, hvordan verden hænger sammen. Derved skabes reelle muligheder for udvikling til gavn for alle.