Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 185 – September 2000 – side 3

Socialistisk Arbejderavis mener

EU, Verdensbanken og IMF er kapitalens redskaber

Indførelsen af den fælles mønt i EU er hverken et forsøg på at sikre den danske velfærd eller et forsøg på at sikre verdensfreden, som statsminister Poul Nyrup argumenterer med.

Det er derimod et forsøg på at sikre, at danske virksomheder kan tjene endnu flere penge i det globale kapitalistiske system. Prisen skal betales af ganske almindelige arbejdere, arbejdsløse, studerende, syge og pensionister. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa. EU er den europæiske kapitals redskab til at øge konkurrenceevnen over for amerikansk og japansk kapital. Prisen er nedskæringer, øget privatisering og dårligere miljø.

Bag snakken om prisstabilitet og fælles valuta i EU ligger en brutal virkelighed. Som den tidligere EU-chef Jacques Delors sagde det i 1993: "De europæiske virksomheder kan ikke konkurrere med velfærdsstaterne som en lænke om anklen".

Arkitekterne bag projektet med ØMU og opbygningen af et stort indre marked er da også kransekagefigurerne fra Europas absolut største virksomheder.

Direktørernes klub

Direktørklubben, European Round Table, fostrede ideen om at indføre den fælles mønt i starten af 1990’erne.

Formålet var og er stadig at sikre hurtige økonomiske transaktioner, og sikre en fælles pengepolitik overalt i EU. Samtidig satte de nogle snævre bånd på den økonomiske politik.

European Round Table er en loge af repræsentanter fra de største virksomheder i EU – Phillips, Siemens, Fiat, Unilever, Norsk Hydro, Ericson og Carlsberg.

Det var også European Round Table, der fik presset Øresundsbroen igennem, og som nu arbejder på at få en bro over Femern, så varerne hurtigt og effektivt kan transporteres fra nord til syd i Europa.

Euroen ta’r velfærden

Konsekvensen af ØMUen har været nedskæringer på dagpenge, sociale ydelser, forringelse af hjemmehjælpen m.v.. Imens er erhvervslivet blevet forgyldt med fjernelse af formueskatten og nedsættelse af selskabsskatterne.

Og velfærden er truet af euroen. Det påviser en undersøgelse fra Institut for Økonomi ved Københavns Universitet. Heri skriver forskerne Svend Hougaard Jensen og Robert Dogonowski:

“Hvis vi ønsker at opretholde ‘det gode gamle system’, er det formentlig nødvendigt helt at bryde med EU.”

Derfor er et nej til euro’en d. 28. september også et nej til at beskytte de riges penge og et ja til forsvar for velfærden.

Magteliten i EU kender udmærket betydningen af euro’en. Og de modigste tør stå ved konsekvensen. En af dem er den tidligere chef for den tyske Bundesbank, Hans Tietmeyer, der i Svenska Dagbladet d. 30/8. 1999 opfordrede politikerne til at lægge kortene på bordet. Det gjorde han bl.a. med følgende udtalelse:

“Ikke alle er endnu bevidste om det. Men i kølvandet på den europæiske valutaunion vil der blæse køligere vinde over Europa. Den fælles valuta vil skærpe konkurrencen i Europa, ikke alene mellem virksomhederne, men også mellem ØMU-landene og deres socialsystemer, skattesystemer og arbejdsmarkeder.”

Men heldigvis har ØMU’en ført til øget modstand i en række lande, fx Grækenland, Frankrig og Tyskland. Bl.a. har franske og tyske arbejdsløse været i fælles aktion ved Rhinen. Og i 1997 var der et eksemplarisk samarbejde mellem strejkende spanske, franske og belgiske Renault-arbejdere.

Global politik

Det er desværre ikke kun i Europa, at de rige forsøger at banke deres klasseinteresser igennem. Det sker også i høj grad via institutioner som Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og Verdens Handelsorganisationen (WTO). Og de er om nogen kyniske aktører i et spil om profit til de store multinationale firmaer.

Da verdensøkonomien i starten af 70’erne faldt sammen som et korthus, gik det især ud over de fattige lande, som blev påført en enorm gæld. For at betale lån tilbage måtte de ty til lån fra IMF og Verdensbanken. Og der bliver stillet skrappe krav for at få lån. De såkaldte strukturtilpasnings-programmer kræver en brutal privatiserings- og nedskærings-politik.

Og her er der ikke tale om rengøring eller lignende. Det er helt basale ting som vandforsyning, elektricitet og fødevarer, der skal gøres til genstand for jagten på profit. Programmerne kræver også, at der ikke må gives lønkompensation ved inflation, som f.eks i Rusland ligger på 80%. Det er også forbudt at give tilskud til produktion af fødevarer, og de offentlige udgifter skal ned på et absolut minimum. Således må udgiften til sundhed kun være på 50 kr. pr indbygger om året.

IMF og Verdensbanken er et vigtigt redskab for de multinationale selskaber for at kontrollere verdenshandelen. IMF og Verdensbanken sikre at de multinationale får uhæmmet adgang til nye markeder, og til nye områder, hvor de kan score profit, som følge af privatiseringer.

Se også:
SAA 185: Kamp mod euroen = kamp mod globalisering
SAA 185: EU øger risiko for krig

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 185

Flere numre fra 2000

Siden er vist 2098 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside