Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 185 – September 2000 – side 6

Vi vil ikke la' kapitalismen ødelægge verden

Poul Erik Kristensen

Hverken EU, IMF eller Verdensbanken kan afskaffe den elendighed, der hersker i Østeuropa og den 3. verden.

For de udgør selv en stor del af problemet: Alle tre institutioner er til for at styrke kapitalismen. EU beskytter sine egne erhvervs- interesser, mens IMF og Verdensbanken tjener de multinationale selskaber. Ingen af dem tager hensyn til almindelige mennesker.

“Jeg er her i dag, fordi de vil privatisere det hele. Det er helt nødvendigt, at skoler forbliver en offentlig opgave.”

Jennifer Tollefson, arbejder, ved demonstrationen i Seattle

EU er et projekt som skal styrke erhvervslivet; men kun i de lande som er med i EU. Alle andre lande bliver holdt udenfor, bl.a. gennem de høje skatter der lægges på varer, som kommer fra lande i den tredje verden. Udviklingslande bliver holdt fast i et ond cirkel, hvor de ikke får mulighed for at at komme på økonomisk niveau med EU-landene.

Et område som er med til at fasthold udviklingslandenes dårlige handelsmuligheder med EU er den kolossale protektionisme, som EU-landene har på landbrugsområdet, hvor prisstøtte, subsidiering og høje toldsatser medvirker til at forvride de globale landbrugsmarkeder.

Det er beregnet, at den samlede omkostning ved denne protektionisme udgør over 4600 mia. kr. eller 7 pct. af EU’s BNP.

“Globalisering er resultatet af et økonomisk system, hvor mennesker bliver ofret for de store virksomheders interesser. Man kan se det indenfor landbrug, man kan se det på den måde miljøet bliver truet, og man kan også se det indenfor velfærdsområdet, hvor uddannelse og sundhed er truet af privatisering.”

Pascale, medlem af den franske lærerfagforening, deltog i demonstrationerne i Millau i juni, mod de multinationale virksomheder

De fattige lande har ingen muligheder for at konkurrere med de rige lande. Det er med til yderligere at øge den gældskrise, som de sidder i.

Det er statslig gæld, som ulandene skylder til private banker, til regeringer i de rige lande og til IMF og Verdensbanken.

Ulandene er havnet i en situation, hvor de renter og afdrag, de skal betale på den enorme gæld til vesten, faktisk tages fra de penge som ellers kunne være brugt på sundhed, uddannelse og fødevareproduktion.

Konsekvensen af den globale handel er bl.a. at

  • 1,3 milliarder mennesker lever for 1$ eller mindre – om dagen (Verdensbankens tal).
  • 1/3 af børnene i den 3. verden dør før de bliver 5 år. I de fattigste lande er det op mod ca. halvdelen af børnene, der dør inden de bliver 5 år.
  • Hvert år dør 17 millioner børn af sygdomme, der let kan behandles.
  • 850 millioner mennesker sulter hver dag, og 160 millioner børn lider af underernæring.
  • 1/3 af befolkningen i den 3. verden når ikke at fylde 40 år
  • 2,5 milliarder mennesker har ikke adgang til ordentlige sanitære forhold.

Man har altså fra den herskende klasse i den ‘rige del af verden’ – EU og USA – været i stand til at fastholde ulandene i en økonomisk og politisk afhængighed af Vesten, som i kolonitiden. Det er ikke mindst sket via de organer, som “verdenssamfundet” har nedsat til at fastholde de rige landes magt – nemlig Verdens Handelsorganisationen(WTO), Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken.

“Vi er enige om, at IMF og Verdensbanken ikke kan reformeres. De skal afskaffes. Undertrykkelsen er global. Modstanden og solidariteten skal også være global. Fjenden er ikke arbejdere i andre lande. Fjenden er kapitalejerne.”

Njoki Njoroge Njehu, fra Kenya, deltog i demonstrationerne mod IMF og Verdensbanken i Washington i april.

Organer, som skulle hjælpe de fattige lande, men som i stedet svinebinder ulandene til massive forringelser af levestandarden for almindelige mennesker. Til gavn for de multinationale selskaber i EU og USA.

Men konflikten handler ikke blot om det rige nord og det fattige syd, men derimod om de dybe klasseskel, mellem den herskende klasse og arbejderne på tværs af grænserne. Det er den herskende klasse, der sidder på kapitalen og dermed også på magten. De gældende love er: "Enhver sin egen lykkes smed", og de friheder som gælder indenfor systemet er forbeholdt en lukket klike af millionærer. Det gør systemet destruktivt: Selvom der er ressourcer nok til at brødføde hele jordens befolkninger, er det ikke i den herskende klasses interesse, at det sker, hvis de ikke kan tjene penge på det.

“Vi er her for at protestere mod den logik, der siger, at pengene hersker, og markedet dikterer reglerne.”

José Bové, militant bonde, midtpunkt for demonstrationerne i Millau

Derfor er det heller ikke i den europæiske arbejders interesse, at arbejderne i et uland, skal betale tilbage på en gæld til det rige vesten, med penge som ulandene kunne bruge til at bygge en bedre fremtid med et ordentligt sundhedssystem, skoler og fødevareproduktion.

Stop EU – Stop IMF – Stop Verdensbanken – Stop WTO – Stop kapitalismen

EU og IMF og Verdensbanken gavner ikke befolkningerne i Østeuropa. Tværtimod forværrer de elendigheden ved at kræve nedskæringer og ved at udkonkurrere de svage østeuropæiske virksomheder.

I 1997 blev Ruslands daværende finansminister Anatoly Tjubais hyldet som "Årets finansminister" af Den Internationale Valutafond, IMF.

Det gjorde han, fordi Rusland var nået langt i “at lette den byrde, som understøttelse og sociale ydelser udgør på statsbudgettet,” som direktøren for IMF, Michel Camdessus, sagde.

Rusland er et af de lande, der har modtaget mest støtte fra IMF.

Allerede året efter måtte Tjubais, der nu var blevet viceministerpræsident, atter stå med hatten i hånden.

Han måtte acceptere IMFs krav om, at Rusland skulle sænke underskuddet på statsbudgettet fra 6,8% i 1997, til 5,6% i 1998 og yderligere til 2,8% sidste år, for at få et lån på 160 mia. kr.

Kravene fra IMF blev endnu et hårdt slag i ansigtet på den almindelige russer, hvis eksistens er blevet forringen katastrofalt siden statskapitalismens kollaps i 1989.

Blot disse få tal, som viser den uhyggelige udvikling.

  • Den gennemsnitlige levealder for mænd er faldet fra 64,2 år til 58,3 år.
  • Mere end 90% af de russiske teenagere har store sundhedsmæssige problemer.
  • FN skønner at 60 millioner russere lever på et absolut eksistensminimum.
  • 60% af alle russiske børn lever på et eksistensminimum.
  • Antallet af selvmord er mere end fordoblet siden murens fald.

Udviklingen hænger ikke mindst sammen med det økonomiske sammenbrud, som Rusland og andre dele af Østeuropa har oplevet de seneste 10 år.

Ruslands økonomi er i dag kun ca. halvt så stor som i 1989, og lande som Estland, Letland, Litauen og Bulgarien har oplevet den samme udvikling.

Kun Polen, Slovenien og Slovakiet ligger på højde med niveauet ved murens fald.

Virkeligheden har gjort den eufori, som kendetegnede USA og Vesteuropa efter murens fald til skamme.

Der blev snakket meget om de enorme muligheder for investeringer og ekspansion i Østeuropa. Men det stod hurtigt klart, at det forældede produktionsapparat og den dårlige infrastruktur gjorde det svært at tjene penge. Og med befolkningernes faldende realløn er Østeuropa heller ikke noget voldsomt stort nyt marked for forbrugsvarer.

I EU har man kun koncentreret sig om de 10 tidligere Østbloklande, der har søgt om medlemskab.

Her har man indgået en såkaldt Europaaftale, som skal sikre fri bevægelighed for varer, og harmonisering af lovgivning og konkurrenceregler.

Problemet er bare, at det er den stærke vestlige kapital, der bedst kan bruge aftalen, fordi det er nemmere for en kapitalstærk vesteuropæisk virksomhed at vinde andele på et østeuropæisk marked, end det er for de østeuropæiske virksomheder at få plads i Vesteuropa.

Det har da også betydet, at Danmark har haft stor gavn af statskapitalismens sammenbrud. Sammenlignet med 1988 var Danmark import ni år senere steget med 140%, mens eksporten var steget med 375%. I 1996 var der et handelsoverskud på handelen med Østeuropa på 5,5 mia. kr.

Et af Ruslands store problemer er, at de reelt ikke spiller nogen rolle på verdensmarkedet. På trods af, at de er Jordens 6. mest folkerige stat, er Ruslands andel af den internationale handel mindre end Danmark og Sverige tilsammen.

Samtidig presser IMF og Verdensbanken på for at få yderligere stramninger, som kun kan skaffes gennem nedskæringer.

Flere artikler fra nr. 185

Flere numre fra 2000

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 1768 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside