Socialistisk Arbejderavis
Nr. 187 – November 2000 – side 12
Stop politikernes racistiske hetz
Peter Iversen
Venstres formand Anders Fogh Rasmussen forsøgte på Venstres landsmøde sidst i oktober at overgå Pia Kjærsgård i hetzen på indvandrerne. En massevoldtægt begået af unge med indvandrerbaggrund kunne Anders Fogh bruge til at hænge en hel befolkningsgruppe ud.
Han hetzede direkte imod hvad han kaldte for voldelige 2. generations-indvandrere, og han forlangte hårdere straffe og stramninger i udlændingepolitikken med flere udvisninger til følge.
Både borgerlige og socialdemokratiske politikere forsøger, sammen med massemedierne, at fremmane billedet af et voldeligt Danmark, hvor gamle fru Hansen ikke kan gå fredeligt på gaden uden at blive overfaldet og massevoldtaget af unge indvandrebander.
Men dette har intet hold i virkeligheden. Politiets egne statistikker viser, at i slutningen af 90’erne faldt voldsanmeldelserne markant, ligesom tallene for drab og drabsforsøg også var faldene i forhold til årtiets begyndelse. Kriminaliteten blandt de unge er faktisk faldet de sidste 20 år.
En undersøgelse lavet af professor, dr. jur. Flemming Balvig viser, at i 50’erne var 16 procent af alle voldtægter gruppevoldtægter, mens det i 90’erne kun var 6 procent. Samtidigt viser tallene fra 90’erne, at det er danskere, der begår halvdelen af gruppevoldtægterne.
Social nød
Det er derfor forkert, når indvandreunge over én kam får skyld for massevoldtægt.
Statistikkerne viser dog, at unge med indvandrebaggrund, begår mere kriminalitet end andre unge danskere. Men politikernes forklaring på dette er, at vold og kvindehad er indebygget i mange indvandre-res kulturelle og religiøse baggrund, og at løsningen derfor er, at “opdrage” de unge 2. generations-indvandrere efter “de gode danske normer”.
Dette er en farlig og forkert forklaring, som lægger op til fremmedfrygt og racisme.
Indvandrergruppen tilhører hovedsagligt det socialt og økonomisk dårligst stillede lag i befolkningen, og indvandrere er til stadighed udsat for dikrimination og kriminalisering, som tit fremstiller dem som andenrangsborgere. Det er her årsagerne til kriminalitet skal findes, idet dårlige sociale vilkår og fremmedgørelse er blandt hovedårsagerne til at mennesker begår kriminalitet.
De sande kriminelle kan meget vel være de politikere, der bruger en overdreven frygt for vold til at oppiske en stemning vendt imod befolkningsgrupper med indvandrer-baggrund.
Billedtekst:
Borgerlige og socialdemokratiske politikere hetzer en hel befolkningsgruppe i jagten på vælgernes opbakning.
Se også:
SAA 187: Forsvar det multikulturelle samfund
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe