Socialistisk Arbejderavis
Nr. 19 – Maj 1986 – side 2
Tillidsmandskonference
I armene på DKP
Harald Lillevang
400 tillidsfolk fra fagbevægelsens venstrefløj var samlet i Århus en weekend i april til en faglig landskonference, arrangeret af den storkøbenhavnske tillidsmandsring.
Konferencen diskuterede erfaringerne fra overenskomstkampen ‘85, forberedelserne til overenskomstkampen ‘87, og der var en diskussion af “fremtiden uden Schlüter”.
Konferencens diskussion om påskestrejkerne var præget af, at mange talere hev masser af gode erfaringer og detaljer frem fra kampens hede i fjor. Derimod kneb det gevaldigt med at tage fat om, hvorfor påskestrejkerne blev tabt og hermed hvordan vi vinder næste gang!
DKP’s rolle
For til den sag kommer man ikke udenom direkte at hamre løs mod DKP, Jan Andersen og for den sags skyld også Preben Sømand. Trækker man ikke knivskarpt DKPs politiske linje og rolle under påskestrejkerne frem, er man ikke i stand til næste gang at undgå, at de tager røven på os, ved at de går ind og slagter bevægelsen.
For DKPs linje var ikke at strejke Schlüter væk, men kun at styrke mulighederne for, at et arbejderflertal med kommunister kunne tage over ved næste valg. DKP har aldrig. og vil aldrig, understøtte en bevægelse, som kan sætte deres enhedsbestræbelser med de socialdemokratiske pampere over styr, eller understøtte en bevægelse, som de ikke selv har den fulde kontrol over. Derfor modsatte de sig indkaldelsen af en national tillidsmandskonference i påsken; derfor bankede de igennem, at påskestrejkerne skulle stoppe onsdagen efter påske, hvor bevægelsen var på sit toppunkt.
Denne erfaring med DKP burde tillidsfolk fra venstrefløjen have tordnet frem med. Netop det at klargøre, at DKP ikke er noget troværdigt alternativ, hverken nu, eller når der opstår “nye påskestrejker”.
Men fremfor en selvstændig politisk linje og skarp kritik af DKP kastede den samlede venstrefløj sig i armene på DKPs og socialdemokraternes perspektiv om et arbejderflertal som vejen frem.
Arbejderflertal
Konferencen vedtog en udtalelse, som konstaterer, at resultatet fra kommunevalget er et tegn på, at der er basis for et arbejderflertal ved næste folketingsvalg. Derfor må man nu, på arbejdspladserne og i fagforeninger, begynde at diskutere kravene til en arbejderregering.
Det er rigtigt, at SF’s fremgang ved kommunevalget er et tegn på en venstredrejning i arbejderklassen. Men i en situation som nu, hvor arbejderklassen er i defensiven, hvor der er langt mellem strejkerne, og hvor sejrene er få, er det farligt at bringe arbejderregeringsspørgsmålet på bordet med den forhåbning, at den vil være løsningen på arbejderklassens problemer.
Alle erfaringer viser, at man ikke kan presse Socialdemokratiet til venstre, men at Socialdemokratiet vil trække de andre til højre. Vi så det under “det røde kabinet” i 1966, og vi har set det med Mitterand i Frankrig.
I stedet for at diskutere et arbejderflertal og dets politik, er der mere interessant at diskutere, hvordan vi vinder de næste påskestrejker. I stedet for at diskutere, hvordan andre end arbejderklassen kan løse arbejderklassens problemer, skal vi diskutere, hvordan vi selv får magten i vore hænder.
Det afgørende er, at arbejderklassen genvinder tilliden til egne kræfter. Derfor er det vigtigt aktivt at støtte op omkring de strejker, der opstår, store som små.
Så kan vi genvinde troen på, at politikken ikke skal føres i parlamentet, men af den enorme politiske magt, der ligger på arbejdspladserne. Den magt, der kunne skimtes for et år siden.
Billedtekst:
Fremfor en selvstændig linje og en skarp kritik af DKP, lænede konferencen sig mod en arbejderregering som løsning på arbejderklassens problemer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed