Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 190 – Februar 2001 – side 9

Mulighed for Attac-bevægelsen

Større end 1968

De mange antikapitalistiske demonstrationer, der har været på det seneste, har fået mange til at sammenligne dem med protesterne i 60erne.

De fleste forbinder 1968 med studenteroprør, men det var meget mere. Begivenhederne i 1968 markerede indgangen til en periode med øget klassekamp over hele verden, og som varede langt ind i 70erne.

1968 er vigtig lærdom for vore dages antikapitalister. De massive demonstrationer mod WTO i Seattle sidste år samlede forskellige grupper i en fælles modstand mod den globale kapitalisme. Forskellige sager bragte folk sammen så som: Drop ulandsgælden, miljøkrav, antiracisme, menneskerettigheder og lignende sager.

Det, der forenede dem, var, at de afviste frihandelstilhængernes slagord "Al magt til de transnationale selskaber", som en journalist fra Mexico skrev om demonstranterne i Seattle. Siden har vi set en række anti-kapitalistiske demonstrationer i Washington, Millau og Prag.

Også i 60erne var det mange forskellige spørgsmål som radikaliserede folk.

Kampen mod USA’s krig i Vietnam, kvindekampen, og den 3. verdens befrielseskrige var blandt de mange spørgsmål, som sammen skabte en bevægelse, der udfordrede systemet.

Perioden fra før 1968 var den længste opgangstid i hele kapitalismens historie – 20 år med økonomisk fremgang og stabilitet. Det var en periode, hvor socialdemokratiske partier virkelig leverede reformer til gavn for det store flertal af befolkningen.

Øget levestandard, lav arbejdsløshed og politisk stabilitet fik mange til at hævde, at kriser og klassekamp var et overstået stadium for kapitalismen. Den franske filosof Andre Gorz skrev i 1968:

“I fremtiden vil der ikke udbryde kriser i den europæiske kapitalisme, som er dramatiske nok til at massen af arbejdere vil gå ud i en generalstrejke.”

Gortz’ artikel blev et halvt år senere oversat til engelsk – i mellemtiden blev Frankrig rystet af historiens største generalstrejke.

Studenteroprøret i Frankrig i maj ‘68 var et af højdepunkterne for protestbevægelserne i 60erne og 70erne. Oprøret startede i protest mod, at mandlige og kvindlige studenter skulle bo adskilt og ikke måtte besøge hinanden.

De politisk aktive studerende udgjorde helt frem til maj en lille minoritet i Paris. Alligevel blev de mødt med arrestationer og brutal vold fra politiet. Planen var at få de studerende tilbage til undervisningen.

I stedet provokerede det til mere modstand. Dagligt var der kampe mellem studerende og politiet. Den brutale reaktion fra magthavernes side betød, at de studerende fik stor opbakning fra befolkningen, og deres kamp inspirerede især unge arbejdere.

Fagforeningslederne blev presset til at indkalde til en endagsstrejke i solidaritet med de studerende. Strejken skulle markeres med en massedemonstration i Paris 13. maj.

Denne demonstration blev den største siden 1944. Over 1 million arbejdere og studerende deltog. Demonstrationerne gav arbejderne selvtillid. De fik i glimt set hvilken magt, de havde, og de så muligheder for at slå arbejdsgivernes angreb tilbage.

Det kunne have slutte med denne demonstration. Men militante arbejdere på flyfabrikken Sud Aviation i Nantes gik i strejke efter et initiativ fra en lille gruppe trotskistiske arbejdere.

Arbejderne lukkede direktørerne inde på et kontor og spillede Internationalen for dem i håb om at de kunne forbedres. Strejker og fabriksbesættelser spredte sig over hele Frankrig i det, der blev til historiens største generalstrejke – med op mod 10 millioner arbejdere.

Der var en fantastisk opblomstring af ideer og kultur. Der var en utrolig enhed mellem arbejdere og studerende.

Studenternes slagord, “Fantasien til magten,” pegede på muligheden for radikale samfundsforandringer. Når de studerende stod sammen med arbejderklassen, var det ikke bare en drøm, men en mulighed.

Præsidenten Charles de Gaulle flygtede til Tyskland af frygt for revolution.

Men bevægelsen gik ikke bare fremad af sig selv. Der var en opblomstring af ideer, men der var også en kamp om ideer. En kamp om hvilken retning man skulle gå.

De mange nye organisationer på venstrefløjen var mere optagede af at fordømme de forpamprede reformistiske organisationer, end af at udfordre dem gennem fælles aktiviteter. De hyldede Kinas Mao og Che Guevara og i bedste fald så de delvist arbejderklassens kraft, men de tog ikke kampen om indflydelse i arbejderklassen seriøst.

Mange så arbejderkassen som købt og betalt og satte deres lid til bønder og fattige i den 3. verden. Nogen mente sågar, at det var de studerende, der udgjorde den revolutionære kraft.

De, som organiserede arbejderklassen, Socialistpartiet og Kommunisterne, havde en politik, som gik ud på at begrænse arbejdernes aktiviteter og krav i forhold til deres egen reformistiske strategi.

Kommunisterne, som havde stor indflydelse i fagbevægelsen fik stoppet strejkerne og fabriksbesættelserne under indflydelse af udskrivelsen af et nyvalg. Bevægelsen mistede sin dynamik og drivkraft, og dermed kunne de Gaulle faktisk komme tilbage og vinde valget.

Den oprørsånd, som kommer til udtryk i tidens antikapitalistiske bevægelse, har fået mange til at sammenligne den med 60ernes.

Men faktisk har nutidens antikapitalistiske bevægelse større potentiale, fordi den stiller mere grundlæggende spørgsmål:

“Der er en bølge af radikalisering, som omfatter alle lande,” skrev en af lederne i den franske antikapitalistiske bevægelse ATTAC, Christophe Aguiton, efter demonstrationerne i Prag.

Han fortsætter: “Denne bølge af ungdomsradikalisering kan selv om den er mindre i dag end i 60erne og 70erne – for alvor forandre styrkeforholdene og situationen for de sociale bevægelser i mange lande.”

Spørgsmålet er ikke længere, om der er en bevægelse, men om hvilken vej, den skal gå. Også i dagens antikapitalistiske bevægelse er der en kamp om ideer.

Skal man forsøge at reformere organisationer som WTO, IMF og Verdensbanken, eller skal man afskaffe dem, og hvad er så alternativet?

Er arbejderklassen en central kraft i kampen for forandringer eller blot en af flere kræfter?

Hvilken svar, man giver på disse spørgsmål, vil få indflydelse på hvilken vej, man går.

Dagens globale kapitalisme præges, i modsætning til i 68, ikke af stabil opgang.

Muligheden for reformer er meget mindre i dag.

Perioden efter 1968 var præget af langvarig økonomisk og politisk krise. Kapitalismens lange opsving er væk, og i stedet for lønfremgang og udbygningen af velfærden er der kommet angreb på arbejdernes levevilkår: Privatisering, fleksibelt arbejdsmarked og nedskæringer i den offentlige sektor.

Disse forringelser blev svaret på arbejdsgivernes faldende profitter. Socialdemokratiske og reformistiske regeringer, som er valgt for at forbedre folks levevilkår, presses af arbejdsgiverne til at føre denne “ny-liberalistiske” politik, når de vælger ansvarlighed over for systemet.

Fordi reformismen ikke længere kan tilbyde virkelige reformer – og fordi stalinismen kollapsede med revolutionerne i Østeuropa 1989 – er folk i dag mere åbne overfor revolutionære socialistiske ideer.

Men en brutal og ustabil kapitalisme – og socialdemokraternes støtte til dette system – betyder også, at hvis ikke socialister griber denne chance og kanaliserer folks utilfredshed over i en konstruktiv kamp mod systemet, så vil det bane vejen for yderligtgående højrekræfter.

Det, der gør, at mindet om Frankrig ‘68 lever i bedste velgående og er vigtigt i dag, er, at det viser, at revolution også er mulig i de vestlige borgerligt demokratiske lande.

Dagens antikapitalister vil lade sig inspirere af 60erne og genkende de diskussioner, de har i dag.

Læren fra Frankrig viser, at det er nødvendigt med en organisation, der kan forene oprørsk initiativ og kreativitet med bevidst organisering i arbejderklassen, ellers vil fremtiden forblive mindretallets, de riges.

Flere artikler fra nr. 190

Flere numre fra 2001

Siden er vist 1214 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside