Socialistisk Arbejderavis
Nr. 19 – Maj 1986 – side 2
Renovadan – dolket af Hardy
Inge-Lise Bjørn
Efter 77 dages velorganiseret strejke med daglige morgenmøder og aktiv indsats fra de strejkende på blokaden i Gentofte, sluttede Renovadan-arbejdernes kamp.
De 35 skraldemænd forblev fyret, og deres kørselsleder, som de ville have fjernet, sidder stadig på sin post.
Undervejs i forløbet måtte skraldemændene stå model til, at politiet dagligt brød blokaden, hvilket gav plads for skruebrækkerne.
Kamp på to fronter
Men renovadanarbejderne kom mere og mere under pres. Dels fra en offensiv arbejdsgiverfront i smuk alliance med politi og skruebrækkere, og dels fra fagforeningen SiD, som ikke bakkede dem aktivt op.
Skraldemændenes kamp var en kamp mod forringede løn- og arbejdsvilkår som følge af privatiseringen af et traditionelt offentligt område. Arbejdsgiverne vidste, at en sejr for skraldemændene ville være et argument mod yderligere privatisering af den offentlige sektor. Men det var også vigtigt, at en sejr ville inspirere andre arbejdere til at gå i kamp.
Derfor var arbejdsgiverne parate til at gå meget vidt for at nedkæmpe strejken. Det sås af deres beskyldninger om ekstraarbejde udført før strejken, deres brug af skruebrækkere til at skabe splittelse i forhold til fagforeningen, og deres ‘køb’ af Renovadan-tillidsfolk til at gå imod strejken.
SiD spillede en passiv rolle i starten, og til sidst valgte de at gøre deres til at stoppe kampen. De anbefalede, at skruebrækkerne meldte sig ind i fagforeningen og dermed legitimerede deres ansættelse i Renovadan. Denne forbigåelse af skraldemændenes kamp var medvirkende til, at de standsede konflikten.
Isolation
Men SiD-forbundets rolle var ikke den eneste grund til, at kampen blev tabt. Skraldemændene formåede ikke tidligt nok at sprede aktionerne til andre Renovadan-afdelinger og andre arbejdspladser. Først efter ca. 2 måneders strejke organiserede de arbejdspladsbesøg, hvor de uddelte løbesedler med opfordring til boycot af Renovadans containere.
På dette tidspunkt stod blokaden i stampe, og en enkelt dags sympatistrejke nogle få steder var ikke nok til at vende situationen til strejkens fordel.
Den generelle afmatning i den faglige kamp samt sektionalismens gennemslag har bevirket, at folk rundt omkring på arbejdspladserne ikke synes, at det er vigtigt at støtte andres kamp for bedre løn- og arbejdsforhold. Alligevel må kampen tages som udtryk for, at der under det massive borgerlige pres ligger en kampvilje i arbejderklassen – og den skal støttes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed