Socialistisk Arbejderavis
Nr. 19 – Maj 1986 – side 6
Dobbeltinterview: Elisabeth Bruun Olesen, VS, og Ole M. Jensen, IS
Hvordan et socialistisk alternativ
Der er nu lidt over et år siden, at en halv million arbejdere samlet var i strejke i 10 dage. I 10 dage var Danmark ikke regeret af Schlüter. Men dengang lykkedes det ikke at få væltet ham og hans regering.
Socialistisk Arbejder Avis har spurgt Elisabeth Bruun Olesen, der sidder i folketinget for VS og er med i Venstreoppositionen (VOP), og Ole Mølholm Jensen, der er medlem af Internationale Socialister, om, hvorfor vi ikke fik væltet Schlüter sidste gang? Og hvordan vi kommer til at stå bedre rustet til næste gang, der kommer en massestrejke?
– Påskestrejkerne sidste år resulterede ikke i Schlüters fald. Hvorfor?
Elisabeth: Man kan sige, at konflikten viste, at Danmark var uden Schlüter i 10 dage. Alene det er en kæmpe præstation. Hvis det var lykkedes at få åbnet for strejkekasserne, så kan man med sikkerhed sige, at så havde Schlüter været væltet. Selvfølgelig havde det også været nødvendigt, at få det landsdækkende, koordinerende tilidsmandsmøde op at stå. Hvilket DKP'erne fik forpurret i KB-hallen.
Men situationen var også karakteriseret af, at der manglede et lederskab. Den ene arbejdsplads vidste ikke, hvad den anden foretog sig. Venstrefløjen er for svag – er ikke rodfæstet tilstrækkeligt på tilstrækkelig mange arbejdspladser – til at udgøre et lederskab. Men samtidig spillede venstrefløjen alligevel en lidt større rolle, end den plejer. Det var venstrefløjens folk, der tog teten på tillidsmandsmøderne. De havde bare ikke en opbakning, der var stor nok. Det er den, der skal opbygges. Derfor er tiden mellem overenskomstsituationerne dødvigtig. Og jeg mener faktisk, at folk fra venstrefløjen burde gå ind i tillidsmandsringen – og i tilidsmandsringens sekretariat – og påvirke det indefra. Men der sidder meget få ikke-DKP’ere. Jeg mener, at andre burde prioritere højt at gå derind.
Ole: For det første: Selv om der var meget stor spontanitet, så var den alligevel meget begrænset. Vi har haft en nedgang i klassekampen i mange år. Kontakten arbejdspladserne imellem og den egentlige organisering på gulvplan på mange arbejdspladser er blevet svækket. Det betyder, at selv om der var nogle tilløb i København – f.eks. Gladsaxe initiativet og Amager tillidsmandsring, så stod denne organisering meget svagt som alternativ til DKP.
For det andet stod de revolutionære meget svagt. Man kan godt argumentere for, at vi stod stærkere end i 1973 ved sidste overenskomstkamp. Men faktum var jo, at det var DKP og tildels SF, der styrede tillidsmandsmøderne. Der var ikke noget revolutionært perspektiv med så meget vægt bag, at det vandt genklang.
Problemet er passivitet
Så lige i forbindelse med det Elisabeth siger om at gå ind i tillidsmandsringens sekretariat. Det centrale er jo, hvordan vi kan opbygge til de næste påskestrejker. Her er det primære, at få organiseringerne på arbejdspladserne styrket. Det kan idag ske igennem de kampe, der foregår. Det, som tillidsmandsringen tager initiativ til, er demonstrationer og lignende. Men ingenting som reelt vil opbygge solidariteten med de kampe, som foregår.
Kan DKP presses?
Elisabeth: Det er klart, at det også er vigtigt at opbygge samarbejdet mellem de enkelte arbejdspladser indenfor de brancher, hvor man er. Få elektronikindustriens arbejdspladser til at mødes igen og få de andre tillidsmandsringe, der er rundt i landet, op at stå igen. Men jeg mener alligevel, at det er vigtigt i Københavnsområdet at gå ind i tillidsmandsringens sekretariat. Fordi DKP’erne rent faktisk godt kan presses.
Ole: DKP kan selvfølgelig presses i et vist omfang. Men ikke ud over deres egen politik, som er bundet op om to ting: enhed i forhold til Socialdemokratiet og parlamentarisk genetablering af DKP.
Solidariteten svækket
– Hvordan har situationen været siden påske, og hvordan opbygges styrken mellem de store strejker?
Ole: Der har været et meget klart mønster i begivenhederne siden påske. Efter påske skete der et mindre opsving i aktiviteterne og i solidariteten. Ceresstrejken og Oliemøllestrejken gav megen genlyd. Folk var meget villige til at støtte dem. Strejkerne især på Oliemøllen havde en entusiastisk basis, der byggede videre på de positive erfaringer fra påskestrejkerne. De var meget offensive med at komme ud til andre arbejdspladser. Men allerede efter at Ceres og Oliemøllen havde lidt nederlag, oplevede man et fald i aktiviteterne.
Bryggeriarbejderstrejken markerede, at der var sket en ændring. Hvis man så går frem til stilladsarbejderstrejken i provinsen, så er man tilbage eller står endnu dårligere end situationen fra før påske. Støttearbejdet var utroligt dårligt. Det var så godt som umuligt at få folk til at være aktive omkring denne strejke. Og der tages ingen initiativer fra de militante organiseringer i København for at generalisere kampen.
De seneste “påskestrejker” viser, at man ikke kan forvente, at påskestrejekerne i ‘85 bare gentager sig. Gulvplansorganiseringerne var stadig så svage, at man ikke kunne bryde igennem bureaukratiets kontrol med strejkerne.
Offentligt og privatansatte
Elisabeth: Det er da rigtigt nok, at de aktiviteter, der har været i forbindelse med påskeindgrebet, var topstyrede. Og at der overhovedet ingen – eller meget lidt – bevægelse var. Men der er jo en fantastisk stor forskel på at gribe ind i overenskomsten og at lovgive med nogle lønrammer, der er så utroligt snævre. Og så det aktuelle indgreb, hvor man selvfølgelig bliver demobiliseret, ved at man starter med at tro, at momsen bliver forhøjet. Man får nogle energiafgifter. Men det er jo ikke noget, der slår igennem med det samme. Og det er altså skide svært at få folk mobiliseret på en fremtidig prisstigning på benzinen.
Vi står desuden i et forbandet problem: Hvordan forbinder vi kampen mellem de offentligt ansatte og privatansatte. Hvordan får vi f.eks. lærernes lønkamp forbundet med et lavtlønsområde som kvindelige, ufaglærte arbejdere, der aldrig nogensinde kommer op på de ca. 144.000, en lærer starter på. Det er der sgu ingen, der har kunnet givet noget svar på indtil nu.
Ole: Omkring splittelsen mellem de offentligt og privatansatte. Det er klart, at det er et meget stort problem, at der idag er områder, hvor der er den splittelse. Her er det vigtigt at opbygge de manglende kamptraditioner indenfor større dele af de offentligt ansatte. For at man kan overvinde disse splittelser, så kræver det, at man har et klarere revolutionært alternativ.
Det er jo ikke problemet i en massestrejke som i sidste påske at få folk til at strejke. Det gør de helt af sig selv. Det, der er afgørende, er at fremlægge et perspektiv, som fører folk videre, end de selv ville have gået, og end det reformistiske lederskab ville have bragt dem. Et perspektiv for, hvordan man fører kampen videre til en kamp mod statsmagten. Det kan kun revolutionære gøre. Derfor er det hovedopgaven at opbygge en revolutionær organisation fremfor at gå ind i de forskellige tillidsmandsorganiseringer, som idag reelt ikke betyder noget.
Forankring nødvendig
Elisabeth: Som du beskriver det, skal man opbygge en revolutionær organisation, som så nærmest overvintrer, og som kaster sig begejstret ind i kampen uden at være forankret nogle steder. Hvis man ikke har det perspektiv med, at dagligt opbygningsarbejde er nødvendigt, så tror jeg ikke på, at man kan komme og vejlede andre. Hvilken erfaringsbaggrund har man for det, hvis man ikke selv er en del af et eller andet?
Et nyt 26. Oktober
Ole: Der er en dato i verdenshistorien, som virkelig har betydet noget. En der adskiller sig fra alle andre datoer. Det er den 26. oktober 1917, den russiske revolution. Formålet med alt det, vi gør idag, er den nye 26. oktober. Hvis vi ikke er i stand til at løse magtspørgsmålet på denne dag, er det intet værd, det vi går og laver. Derfor er det helt centrale at opbygge IS til en større organisation med større indflydelse.
IS’ere er selvfølgelig også aktive, hvor vi er. Det er nemlig ikke sådan, at man kan overvintre. IS’ere prøver også – efter bedste evne – at generalisere de kampe, der foregår. Vi prøver at rejse støttearbejdet og tilføre strejkerne et politisk perspektiv for, hvordan de vindes. På den måde forsøger vi at få opbakning fra andre millitante arbejdere og overbevise folk om IS’ politik for, hvordan man kan gennemføre et magtopgør – og på den måde tiltrække dem til vores organisation.
Det vi så vender os imod, er at opbygge fora, som ikke udspringer af en reel aktivitet i klassekampen. De er symbolske organiseringer, som ikke betyder noget reelt. Selvfølgelig vil tillidsmandsringen ved næste massestrejke være det, som folk ser efter. Men det, der afgør udfaldet af næste storstrejke, er, om der er nogle folk, der peger på en anden organisering og nogle andre perspektiver i strejken.
Hvem er bange for et arbejderflertal
I vores interview kom vi også ind på, hvad arbejderklassens forventning til et arbejderflertal betyder, og hvordan revolutionære skal forholde sig til en arbejderregering.
– I arbejderklassen hersker der store forventninger om, at næste folketingsvalg vil frembringe et arbejderflertal. Hvad betyder det, og hvordan forholder de revolutionære sig til det?
Elisabeth: Under påskestrejkerne i ’85 pegede VS også på, at vi ønskede Schlüter afløst af en regering af en anden farve. VS har ikke til hensigt at gå med i nogen regering. Vi vil pege på en socialdemokratisk mindretalsregering og støtte den. Men for at den ikke skal ende som de tidligere, er det nødvendigt allerede nu at sige, at kapitalen vil gå til modangreb i samme øjeblik, man har et arbejderflertal. Det skal folk vide og være parate til at slås imod.
Men det afhænger af situationen. Om arbejderflertallet kommer efter en storstrejke eller efter et ganske ordinært valg.
I sidste tilfælde er det svært, fordi der ikke er en mobilisering udenfor. Vores opgave bliver alligevel at få mobiliseringen op at stå. For uden den kan arbejderflertallet ikke bruges til en skid. Asbestkampen er en god lære om, hvad der skal til for at bevæge socialdemokratiet. For et år siden var socialdemokratiet imod VS’ forslag om totalt asbestforbud. I dag mener Svend Auken, at dispensationerne skal væk. Og det gør han p.g.a. bevægelsen. Så uden bevægelse er arbejderflertallet røv og nøgler.
Ole: Man kan nok få Auken til at sige, at asbesten skal væk. Men man kan ikke få ham til at sige, at staten skal smadres, eller at der skal tages et opgør med kapitalismen.
Jeg tror ikke på, at kapitalismen vil ryste i bukserne, hvis vi får en socialdemokratisk-SF-regering. Det gjorde de heller ikke sidste gang. De ved godt, hvor de har socialdemokratiet. IS vil selvfølgelig også pege på en socialdemokratisk regering frem for Schlüter. Men samtidig vil vi kraftigt advare imod et arbejderflertal, fordi folks forventninger vil være store. Vi kan bare se på det seneste arbejderflertal i Frankrig. Mange store industriarbejdspladser gik i strejke, for at få deres krav indfriet. Men det de mødte, var en socialdemokratisk-kommunistisk regering, som bad dem gå i arbejde igen for ikke at svække regeringen.
Mange af strejkerne blev tabt, og arbejderklassen blev desillusioneret. Det skabte grobund for, at arbejdere begynder at se til højre efter et alternativ til arbejderflertallet. Det er forklaringen på, at Le Pens nationale front kunne få 10% af stemmerne til valget.
Redskab for socialismen
Elisabeth: Jeg er ikke uenig i, at man skal opbygge styrken på arbejdspladserne. Man skal mobilisere til kamp, hvis eller når et arbejderflertal f.eks. griber ind i en overenskomst. Det har VS også vedtaget, og indtil nu mener VS, at man skal vælte et arbejderflertal, hvis det gennemfører forringelser.
Der er nogle dele af VS, der mener, at arbejderflertallet spiller en strategisk rolle. Det mener jeg under ingen omstændigheder. Jeg mener ikke, at socialismen nødvendigvis går over et arbejderflertal. Det gør det måske og måske ikke. Det kan man ikke sige ja eller nej til. Jeg mener ikke, at man får en eller anden stille og rolig og glidende overgang. Eller at socialismen er nået et skridt videre med et arbejderflertal. Det, man kan sige, er, at et arbejderflertal i bedste fald kan skabe nogle bedre betingelser i kampen for socialismen kan skabe en stærkere arbejderklasse kan måske rive arbejderklassen ud af nogle af de bindinger, der er til staten, omkring arbejdsretten f.eks.
Ole: Til det vil jeg sige det modsatte. Jeg tror, at arbejderflertallet altid vil medføre en svækkelse af arbejderklassens tro på egne kræfter. Der findes ikke et arbejderflertal i historien, der ikke har virket sådan. Arbejderklassens egne aktiviteter vil altid komme i vejen for den politik, som en regering – også en arbejderregering – ønsker at føre. For arbejderflertal vil altid bestå af et flertal af reformister, der har et perspektiv om, at samfundet kan ændres via parlamentet. Den selvstændige kamp udenfor har ikke noget perspektiv, udover at styrke den parlamentariske indsats.
Derfor vil en arbejderregering altid bruge al sin prestige til at stoppe strejker. Vi så, hvordan det lykkedes Anker Jørgensen i ‘76 at stoppe strejken på benzinøen ved at true med, at regeringen gik af, hvis strejken fortsatte.
Elisabeth: Jeg nærer ikke illusioner om, at et arbejderflertal per automatik skaber noget som helst.
VS og arbejderflertallet
Men omvendt siger jeg, at her og nu og samtidig med, at man opbygger arbejderklassens selvstændige styrke udenfor folketinget – så er det nødvendigt at forholde sig til det parlament, som vi nu en gang har. Det er nødvendigt, at man skal have et andet flertal derinde. Samtidig med må der udenfor føres en kamp, så det arbejderflertal kan rette lidt op på den hærgen, som Schlüter har udsat os for i 4 år.
Det er jo en spand koldt vand i hovedet på folk, der – f.eks. under påskestrejkerne siger, at de vil have et andet flertal i folketinget, hvis vi svarer: Men venner dog, se hvad der skete i Frankrig. Det er da lige til at demobilisere folk, der er i bevægelse. Her må vi sige: Jamen, hvis det parlament derinde med socialdemokratiet i spidsen – skal bruges til noget som helst, så skal I blive ved med at handle.
Ole: Grunden til at nogen i VS kan få den tanke, at et arbejderflertal kan være et taktisk instrument, skyldes at deres perspektiv er forvirret og forkert. I det øjeblik, at man ikke klart siger, at arbejderklassen må bryde med den kapitalistiske stat og gennemføre deres egen revolution, og erkender, at et revolutionært parti er nødvendigt, så ender man i halvreformistiske svar. Sådan vil det altid være i VS, netop fordi der ikke er nogen grupper, der er klare i deres perspektiver.
De, der er mest klare, er “de røde realister”, som mere eller mindre hører hjemme i SF. VS er en centristisk organisation, som svinger efter de bevægelser der er i klassekampen. VS besmykker sig med fraser om socialisme og arbejdermagt, men vil i konkrete situationer bøje af og vælge reformismen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed