Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 19 – Maj 1986 – side 9

Rosa Luxemburg: “Reform eller revolution”

Ellen Christensen

Diskussionen om mål og midler i kampen for socialismen er lige så gammel som arbejderbevægelsen selv: kan vi få kontrol og magt over samfundet skridt for skridt gennem reformer, eller kan kun en magtovertagelse i en revolution sikre os socialisme?

Diskussionen i SF og VS om muligheden for at reformere NATO indefra er således ikke udtryk for nogen nyskabelse i debatten på venstrefløjen, men blot en ny udformning af en gammel diskussion, der startede før århundredeskiftet.

I 1898-99 rasede den såkaldte “revisionismedebat” i det tyske socialdemokrati, SPD. En debat, der på mange måder blev skelsættende.

Begrebet “revisionisme” dækker over en “ændring” eller “forbedring” af Marx’s teorier og er reformismens ideologi. Reformisme og revisionisme udtry­kker på hvert sit plan de samme politiske holdninger.

Tilliden til reformernes evne til at ændre afgørende på samfundsforholdene har altid eksisteret i arbejderbevægelsen. Revisionismens pennefører, Eduard Bernstein, søgte med sine artikler i 1898 og 99 blot at revidere Marx på nogle centrale punkter for at få teorien til at passe til den allerede eksisterende praksis.

Revisionismens sociale baggrund

Den tyske kapitalisme var på dette tidspunkt inde i en stabil periode.  Udviklingen gik fra den "frie" konkurrence mellem enkeltstående kapitalisme hen mod centralisering, mod monopolkapitalisme. Den stabile periode havde gjort det muligt for den tyske arbejderbevægelse på den ene side at organisere sig fagligt og politisk, og på den anden side at opnå forbedrede levevilkår.

Monopoldannelserne tvang arbejderbevægelsen til også at centralisere, og det var med til at bane vejen for et hastigt voksende reformistisk bureaukrati.

I perioden fra 1878 til 1890 var socialdemokratiske sammenslutninger og udgivelse af social­demokratiske skrifter forbudt, hvorimod det var tilladt socialdemokrater at stille op til valg. Grundlaget for partiets parlamentsfixering blev lagt i disse år, da det var det eneste plan, som partiet kunne måle sin opbakning på.

Store dele af småborgerskabet mistede med monopol­kapitalens fremvoksning deres eksistensgrundlag og måtte ud at sælge deres arbejdskraft på lige fod med arbejderne. De slæbte deres småborgerlige holdninger med sig og styrkede de reformistiske strømninger i arbejderklassen og i arbejderklassens parti, socialdemokratiet.

Bernsteins revisioner

Ud fra de foregående års erfaringer med den tyske kapitalisme, mente Bernstein at kunne konstatere, at Marx havde taget fejl i spørgsmålet om de tilbagevendende kriser.

Bernstein mente ikke, at kapitalismen viste tegn på at bevæge sig mod sammenbrud. Marx og Engels havde ikke kunnet forudse kreditvæsenets voksende betydning, mindskelsen af anarkiet i den kapitalistiske produktion på grund af forbedringerne inden for kommunikationsmidlerne og de politiske og økonomiske forbedringer for arbejderne på grund af fagforeningernes kamp, mente han. Men hvis krisernes tid var forbi, så nyttede det selvfølgelig ikke at sætte sig ned og vente på kapitalismens sammenbrud. I stedet måtte man gå ind i et “positivt” reformarbejde, og også i regeringssamarbejde, hvis det blev muligt.

Det borgerlige demokrati ophæver klasseherredømmet, hævdede Bernstein, staten bliver forvandlet til et samfundsmæssigt kontrolorgan, der kan bruges til at reformere den kapitalistiske samfundsøkonomi. Udviklingen går mod en mere ligelig fordeling af goderne, blandt andet på grund af fagforeningernes arbejde og den socialdemokratiske repræsentation i parlamenterne. Skridt for skridt når vi til sidst til socialismen, ifølge Bernstein.

Bernsteins revisioner danner stadig grundstammen i de socialdemokratiske og i mange socialistiske partiers samfundsopfattelse. Og her 88 år efter Bernstein skrev sine artikler, har hans artikler endnu ikke sandsynliggjort, at de viser en brugbar vej til socialisme. Tværtimod. Socialdemokratierne har udviklet sig til forvaltere af og statsbærende partier for kapitalismen.

Rosa Luxemburg

Heldigvis var det da heller ikke hele det tyske socialdemokrati, der underlagde sig reformismen. Bernstein blev energisk imødegået af partiets venstrefløj, hvis fremtrædende pennefører var Rosa Luxemburg.

Rosa Luxemburg var på dette tidspunkt 28 år. Hun var født og opvokset i Polen og blev som ganske ung organiseret i det illegale revolutionær-socialistiske parti. For at undgå arrestation måtte hun i 1889 flygte til Zürich i Schweiz. Her kom hun i forbindelse med det marxistiske miljø, der blandt andre bestod af en række russiske revolutionære.

I 1900 kom også Lenin til Zürich. Men forinden var Luxemburg i 1897 rejst til Tyskland for at tilslutte sig SPD, der var tidens største socialistiske parti, og som blev betragtet som Marx og Engels’ arvtagere. Frem til mordet på hende i 1919 arbejdede hun såvel i SPD som i det polske socialdemokrati.

Marxismens grundtræk

Marxismen er ikke et system af en gang fastsatte sandheder, der var upåvirkelige af ændringer i samfundet. Men Bernstein fornægtede de grundtræk, som marxismen bygger på: den historiske materialisme, klassekampens betydning, statens rolle og nødvendigheden af arbejderklassens kontrol over staten i opbygningen af socialismen. Derfor blev revisionismen ikke en videreudvikling af marxismen, men et ideologisk grundlag for reformismen.

Klassekampens betydning

Luxemburg forkastede revisioner. Hun fastholdt, at kapitalens akkumulationstvang, det vil sige nødvendigheden af hele tiden at øge og intensivere produktionen i jagten på profit, igen og igen vil kaste kapitalismen ud i en krise. Kriserne er en del af kapitalismens væsen, og kapitalismen skaber således sin egen undergang og skaber også den faktor, der baner vejen for det nye samfundssystem, nemlig arbejderklassen.

Overgangen til socialisme sker ikke pr. automatik. Drivkraften i udviklingen er modsætningsforholdet mellem udbyttere og udbyttede, mellem kapitalister og arbejdere. Kampen mellem de 2 klasser er den faktor, der bestemmer om kapitalismen overlever en given krise eller går til grunde. Socialisme nås kun gennem arbejderklassens bevidste indsats.

Den kapitalistiske udbytning bygger ikke på juridiske, parlamentsvedtagede love, men på det økonomiske forhold, at arbejderne er tvunget til at sælge deres arbejdskraft til ejerne af produktionsmidlerne. Derfor kan lovgivningsreformer inden for det kapitalistiske statsapparat ikke bruges til at ændre på dette forhold. Staten er den herskende klasses stat, fremhæver Luxemburg. Den varetager nogle samfundsopgaver, som er uoverkommelige for den enkelte kapitalist, for eksempel anlæggelse af veje, undervisning.

Reform og revolution

Arbejderklassen kan ikke erobre kapitalisternes statsapparat, men må i kampen for socialisme skabe sin egen stat. Luxemburg kunne således totalt afvise Bernsteins teori om staten som neutral formidler. At Luxemburg afviser Bernsteins revisioner, er ikke ensbetydende med, at hun afviser kampen for sociale reformer. Hun betragtede ikke spørgsmålet om reform eller revolution som et spørgsmål om 2 gensidigt udelukkende alternativer. Hun afviste pure, at reformer skridt for skridt kan føre samfundet ind i socialisme. Men hun så kampen for reformer som vigtig i arbejderklassens bevidstgørelse om de grundlæggende modsætninger i samfundet.

Reformkampen inden for det bestående system skulle være med til at styrke arbejderklassens politiske organisering, levevilkår og oplysning med det formål at forberede samfundsomvæltningen.

Reformer baner altså vejen for revolutionen. Men kun revolutionen kan grundlægge et nyt samfundssystem.

Det manglende opgør

På SPD's kongres i 1899 vandt venstrefløjen en tilsyneladende sejr over Bernstein-fløjen. Inden kongressen havde Luxemburg og andre krævet Bernstein ekskluderet, men på selve kongressen bøjede de sig for partiledelsen, der nok bakkede op bag kritikken, men som ikke ønskede at ekskludere højrefløjen.

Når Luxemburg ikke fastholdt kravet om eksklusion, skyldtes det, at hun undervurderede faren ved revisionismen. Hun forstod ikke fuldt ud, at udviklingen fra den “liberale” til den monopolitiske periode forstærkede modsætningerne inden for arbejderklassen og styrkede bureaukratiets position. Og at denne udvikling stillede krav til arbejderbevægelsen om en klar politik på spørgsmålet om reform eller revolution.

Luxemburg hældede til den anskuelse, at reformismen var et sidespring i socialdemokratiets historie, og at revisionisterne ikke havde en chance for at tage magten i partiet. Til forskel fra Lenin førte Luxemburgs debatter med revisionisterne derfor ikke til et organisatorisk opgør inden for partiet. I Rusland kom splittelsen mellem reformister og revolutionære, mellem mensjevikker og bolsjevikker, i 1903. I Tyskland kom den åbne splittelse først med verdenskrigens udbrud i 1914. I alle de år rummede SPD såvel Bernstein som Luxemburg, og der blev ført mange hårde diskussioner, der imidlertid ikke fik den store betydning for partiets praktiske politik.

Revisionisternes gik nemlig ud på at undgå de teoretiske konfrontationer og istedet satse på at få praktisk indflydelse på partiets organer. En taktik, der i høj grad må siges at være succesrig.

Revisionismens sejr

Ved verdenskrigens udbrud i 1914 stemte hele den socialdemokratiske rigsdagsgruppe for krigsbevillingerne. Det skete på trods af et utal af vedtagne resolutioner om, at arbejdere ikke skulle kæmpe mod arbejdere.

Denne begivenhed åbnede de revolutionæres (inclusive Lenins) øjne for, at reformisterne fuldstændig havde kontrollen over SPD og de andre af tidens og eftertidens socialdemokratiske partier.

De revolutionære vandt revisionismedebatten, men revisionisterne vandt på længere sigt. Og viste sig at være så levedygtige, at de den dag i dag præger størstedelen af venstrefløjen.

Flere artikler fra nr. 19

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Reformisme
Rosa Luxemburg

Se flere artikler af forfatter:
Ellen Christensen

Siden er vist 2568 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside