Socialistisk Arbejderavis
Nr. 192 – Maj 2001 – side 7
Marxisme i hverdagen
Hvem er skyld i verdens ulighed
Alexander Lassithiotakis
Flere og flere mennesker bliver i disse dage opmærksomme og fortørnede over verdens enorme ulighed og uretfærdighed.
Millioner af mennesker i ulandene lever i dyb fattigdom, de rammes af sult og sygdomme på grund af deres enorme gæld til de kapitalistiske institutioner og den uretfærdige fordeling af verdens ressourcer.
Med fremvæksten af den internationale antikapitalistiske bevægelse, hvor vi herhjemme ser ATTAC, bliver det tydeligt, at flere tusinde mennesker ønsker en mere social verden. Spørgsmålet er så, hvem der er skyld i denne globale ulighed, og hvordan vi laver om på det.
Hvis fodaftryk?
Nogle aktivister ser et modsætningsforhold mellem indbyggerne i den vestlige verden og indbyggerne i den fattige del af verden. Argumentet lyder på, at folk i Vesten forbruger størstedelen af jordens ressourcer og overlader derved ikke meget til den fattige befolkning, og samtidig er det den vestlige befolkning der ødelægger miljøet. Altså, at folk fra den vestlige verden sætter større fodaftryk end dem fra den fattige del af verden.
Ud fra denne analyse bliver det en naturlig konsekvens at prøve at få folk i Vesten til at ændre deres levevis og få dem til at forbruge mindre. Denne konklussion løser dog ingen problemer og fjerner fokus fra, hvem der i virkeligheden er skyld i verdens ulighed – de multinationale virksomheder og de kapitalistiske institutioner, som disse hersker over.
Det er indlysende, at der er forskel på hvor store fodaftryk forskellige folk i verden efterlader sig, men lad os blive i billedet og se på størrelses-forholdende.
Hvis vi kigger på den miljømæssige skade, så laver en asiat et fodaftryk på størrelse med en babysko, mens en europæisk arbejder tramper rundt med en størrelse 45. Dette er intet i sammenligning med en virksomhedsleder der laver et aftryk på størrelse med en limousine, en mellemstor virksomheds aftryk på størrelse med en boligblok og en multinational virksomhed, der nedtramper en hel storby.
Selv hvis folk i vesten ændrede deres individuelle forbrug ville det ingen effekt få for de mennesker, der lider i den tredje verden. Dels bliver der produceret rigeligt mad i Verden. I de sidste 40 år har fødevareproduktionen oversteget befolkningstilvæksten med fyrre procent. I øjeblikket bliver de produceret 3500 cal. pr. person, hvor det daglige behov ligger på 2000 cal. for en voksen mand.
Det er heller ikke sådan, at hvis jeg lader være med at spise kotteletter og nøjes med ris, at grisen så bliver sendt til Afrika. Den ender derimod sandsynligvis i et EU-overskudslager, hvor den bliver brændt, fordi de afrikanske lande ikke har råd til at købe grisekødet.
Teknologien har nået et niveau, hvor forureningen fra biler og fabrikker kunne reduceres betydeligt eller helt undgås, men man gør det ikke, da det ville gå ud over profitterne for dem der producerer biler, olie og gas.
Men det er ikke kun den tredje verden, der lider under neoliberalismens hærgen, selvom det er dem der bliver ramt hårdest. Selv i den førende vestlige stat, USA, sulter en stor del af indbyggerne.
13.5 millioner børn under tolv år i USA lider af sult. I de fattigste dele og de amerikanske storbyer er børnedødeligheden lige så høj som i nogle ulande. I den vestlige verden vokser forskellen på rig og fattig også, og tusinder af vestlige arbejdere må kæmpe en daglig kamp for overlevelse.
Uligheder i Danmark
Danmark kan også være med: Tusinder bliver fyret når virksomheder som TeleDanmark, DSB og PostDanmark effektiviseres, privatiseres og udliciteres, og når efterlønnen fjernes, er dette en del af den samme globale trend, der hedder “markedet før mennesker”.
Det kapitalistiske system er grundlæggende styret af behovet for profit, og at en lille elite af kapitalister bestemmer over fordeling og produktion på hele kloden, mens flertallet er tvunget til at underlægge sig markedets behov, hvis de vil have mad på bordet. Svaret på verdens ulighed er altså en kollektiv kamp, hvor arbejdere i hele verden kæmper mod den globale magtelite. De antikapitalistiske demonstrationer i Seattle, Prag, Nice mod de globale kapitalistiske institutioner, viser vejen som tusinder af aktivister verden over følger.
Denne internationale bevægelse er så vigtig, fordi den inspirerer arbejdere verden over til strejker, demonstrationer og oprør for en bedre verden. Selv om individuelle livsstilsændringer kan rykke meget, er det den globale arbejderklasse, der reelt kan udfordre kapitalismen og skabe en radikalt anderledes verden, hvor mennesker og miljø kommer før profit.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed