Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 192 – Maj 2001 – side 12

Europa er ikke til salg

Hans Erik Madsen

EUs ministerrådsmøde i Gøteborg den 15-16. juni handler om at videreføre de store europæiske koncerners krav om et nyliberalt systemskifte.

Øverst på deres ønskeliste står, at den tidligere statslige infrastruktur kommer på private hænder, at finansmarkedet liberaliseres yderligere, og en nyliberal modernisering af pensionssystemet, sundheds- og sygehusesvæsenet, ældre omsorgen etc.

På EUs topmøde i Lissabon for et år siden blev EUs målsætning streget op: indenfor de næste ti år skal EUs indre marked og de europæiske selskaber udvikles til verdens mest konkurrencedygtige. EU skal kort og godt overhale resten af verden – ikke mindst USA, som i øjeblikket tegner sig for 25 % af verdenshandelen. “Moderniseringen” af europæisk økonomi og velfærden i Europa handler overordnet om mere profit til de store selskaber og mindre velfærd for det store flertal. Nøgleordene er privatiseringer og mere markedsøkonomi.

Markedsøkonomien skal ind og overtage alt, hvad der i dag drives af det offentlige – lige fra infrastruktur til pasning af børn og ældre. Markedsværdien af en liberalisering af offentlige tjenester er enorm: sundhed- og socialtjenester er anslået til 3500 milliarder dollar, uddannelse til 2000 milliarder dollars og vand til 1000 milliarder dollar.

Angreb

Samtidig med denne udvidelse af profitområder og indtjening skal velfærden også skæres kraftigt – for yderligere at øge selskabernes profitter. Firmaernes indtjening pr. arbejder i Europa ligger langt bagefter indtjeningen i USA. I 1996 var indtjeningen pr. arbejder i Storbrittanien 100, i Frankrig 105, i Tyskland 113 og i USA 137.

Forskellen skyldes hovedsagelig, at amerikanske arbejdere arbejder meget længere end arbejdere i Europa – 40 procent mere end franske arbejdere, 29 procent mere end tyske arbejdere og 13 procent mere end britiske arbejdere.

Omregnet i timer er arbejdstiden for kvinder og mænd i USA steget med hhv. seks og fire uger i fra 1983 til 1997.

For de europæiske koncerner er målet at nå op på det amerikanske profitniveau ved at overtage flere og flere offentlige tjenesteydelser og samtidig sænke velfærden. Men det projekt er ikke så ligetil. Godt nok har de store selskaber fuld opbakning fra EUs ledere, men deres problem er såvel den stigende utilfredshed i arbejderklassen som den nye antikapitalistiske bevægelse.

Modstand

Siden 1995 har især den franske arbejderklasse været i stand til ikke alene at stoppe de sociale nedskæringer men faktisk også kæmpe forbedringer igennem – fx kortere arbejdstid. Men generelt har billedet været, at flere og flere protesterer mod angreb på velfærden. Oveni – eller som en del af denne øgede modstand – er der vokset en lang række bevægelser og organisationer op – som fx Attac, der nu offensivt bekæmper nyliberalismen og skævvridningen af verden – lokalt og globalt.

F.eks. demonstrerede mere end 100.000 arbejdere i Nice i december 2000 "For et mere socialt Europa" i forbindelse med det sidste EU topmøde. De krævede stop for privatiseringer; de krævede retten til at organisere sig i fagforeninger; de krævede strejkeret osv.

Magteliten i Europa prøver at sælge deres systemskifte med masser af statistikker og tal om, at "moderniseringen" betyder mere effektivitet i den offentlige sektor. Dvs. at prisen for tjenesteydelser kan sættes ned uden at det går ud over kvaliteten. Ja, de siger ligefrem at velfærden bliver forbedret. Men dette synspunkt har de svært ved at sælge.

De sidste års privatiseringer har vist noget helt andet: servicen er faldet, arbejdsforholdene er blevet forværret, og den såkaldte “besparelse” for samfundet bliver gradvist ædt op af prisstigninger i takt med, at de multinationale selskaber får mere eller mindre monopol på området. Oveni kommer så at privatiseringerne yderligere forstærker ulighederne i samfundet: de rige bliver rigere, mens arbejderklassens levevilkår bliver ringere.

Et andet af deres argumenter for at skære i velfærden er den såkaldte “ældrebombe”. I følge deres tal bliver der flere og flere ældre og færre og færre til at producere.

Men argumentet er hult. Kigger vi på de hjemlige tal, så ser det sådan ud: “Stigningen i antallet af ældre har medført, at mens der i midten af 30’erne var knap 6 personer i den erhvervsaktive alder for hver person på 60 år og derover, var der i 1980 kun 3 personer i den erhvervsaktive alder for hver person over 60 år.” (Ældresagen, 1998, s.8).

Umiddelbart skulle disse tal betyde, at “bomben” allerede sprang i 80’erne. Men det skete som bekendt ikke. Af den enkle grund, at produktiviteten er steget voldsomt. Samfundet er ganske enkelt blevet rigere. Derfor er fremtidsprognosen heller ikke særlig skræmmende: ifølge tallene bag den officielle “ældrebombe” afsløres det, at om 40 år vil der være to personer i den erhvervsaktive alder for hver person over 60 år – i stedet for tre i dag. Ikke særlig skræmmende.

Det passer heller ikke, at udgifter til de ældre stiger voldsomt. I 1980 blev der brugt 7% af BNP på folkepension, førtidspension etc. I 1996 var det steget til 7,2%.

Råd til velfærd

Der er råd til velfærd – i Europa som i resten af verden. Problemet er den samfundsmæssige fordeling af det der produceres, og den manglende planlægning af produktionen.

Problemets navn er kapitalismen, markedsøkonomien og den herskende klasse. Et enkelt eksempel: Beregninger har vist, at mindsst 50% af de samlede omkostninger til produktionen går til militær, reklamer, indpakning og de riges luksus.

Og så snakker magteliten i EU om at der ikke er råd til velfærd, eller til at brødføde verdens befolkning. Og i samme åndedrag inviterer de deres store forbillede, men også konkurrent George Bush til mødet.

Bush har noget den europæiske magtelite misunder ham: et militær apparat, som kan sikre amerikanske interesser overalt i verden, og en velfærdsmodel, som sætter profit før mennesker.

Arbejderklassen og den antikapitalistiske bevægelse er den kraft, som kan forhindre at det lykkedes at “sætte Europa til salg”, og indføre en “velfærdsmodel” efter amerikansk forbillede.

Modstand er det eneste sprog Bush og resten af magteliten i EU og de multinatioanle selskaber forstår.

Gør modstand i Gøteborg og i den daglige kamp for en anden verden.

Europa er ikke til salg!

Flere artikler fra nr. 192

Flere numre fra 2001

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1122 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside