Socialistisk Arbejderavis
Nr. 193 – Juni 2001 – side 9
Civil ulydighed – en brugbar strategi?
Hans Erik Madsen
Hvordan kan vi mest effektivt kæmpe for en verden, hvor mennesker kommer før penge? Hvilke metoder skal vi bruge i kampen mod den kapitalistiske globalisering? Hvad er modsvaret på den daglige vold som markedsøkonomien og statsmagten udøver?
Det er nogle af de spørgsmål som diskuteres på livet løs i den anti-kapitalistiske bevægelse i dag. I denne diskussion spiller ideen om civil ulydighed en central rolle.
Civil ulydighed blev brugt i protesterne mod WTO, IMF og EU i Seattle, Prag og Nice. Og civil ulydighed var demonstranternes taktik, da de forsøgte at stoppe atomtransporterne ved Gorleben i Tyskland.
Aktionsformen bliver ofte forbundet med Martin Luther King og Gandhi, og de har da også været med til at definere civil ulydighed.
Ulydigheden betyder, at de aktionerende bevidst vælger at bryde loven på afgrænsede områder, og det sker for at opnå et vigtigt gode. Civil ulydighed er en sidste udvej, når andre metoder har vist sig at slå fejl.
Det civile betyder, at de aktionerende ikke bruger vold og accepterer at tage deres straf for lovbruddene. Nogle gange kan det ligefrem være et formål at fylde fængslerne. Aktivisterne prøver at komme i dialog med modstanderne, ikke for at indgå et kompromis, men for at overbevise dem.
I dag benytter mange af aktivisterne i den anti-kapitalistiske bevægelse sig af civil ulydighed. De ønsker ikke at bruge vold mod politiet eller de mødedeltagere, de demonstrerer imod, men bruger i stedet den fordel, de har, i og med at de er mange. 10.000'er af demonstranter kan, uden at bruge vold, tage kontrol over en hel by eller en bydel alene ved at stille sig i vejen for politi og mødedeltagere.
En sådan ikke-voldelig modstand – eller civil ulydighed – fungerer glimrende og er meget effektiv i den situation, vi står i i dag. Igennem masseaktioner har den antikapitalistiske bevægelse allerede sat den globale magtelite under pres. Aflysningen af Verdensbankens topmøde i Barcelona er det seneste eksempel herpå.
Styrken i civil ulydighed er altså, at den bygger på en masselinje. På at folk igennem aktivitet kan ændre deres egen dagligdag og de betingelser de lever under. Styrken i civil ulydighed er også at den ikke ubetinget respekterer de love og det retssystem, som kapitalismens udbytning er baseret på. Af den simple grund, at lovene står i vejen for at sikre det store flertal af mennesker nogle helt retfærdige krav.
Den globale kapitalismes topmøder og institutioner udgør en daglig trussel mod velfærden i verden. Derfor mobiliseres der mod disse topmøder, og derfor argumenterer den antikapitalistiske del af antiglobaliseringsbevægelsen for at stoppe møderne gennem masse-aktioner og masseblokader baseret på ideen om civil ulydighed. Når politiet bryder arbejdernes blokader i en strejke for at sikre at strejke-brydere kan overtage de strejkende arbejde argumenter de mest radikale arbejdere for fysiske blokader, selvom de kommer på kant medloven, og får tæsk af politiet.
Men hvor radikale krav og forandringer kan en massebevægelse, der er baseret på civil ulydighed, gennemføre? Ja, det afhænger først og fremmest af hvor mange der deltager i bevægelsen, og her under ikke mindst af, i hvor høj grad arbejderklassen, spiller en rolle i bevægelsen.
Nogle eksempler: Den 21.august 1968 besatte Sovjet Tjekkoslovakiet De stalinistiske ledere frygtede, at den reformbevægelse, som den tjekiske leder Dubtjek stod i spidsen for ville sprede sig til Sovjet og resten af Østeuropa. De frygtede ligeså meget som de vestlige ledere folkelige revolutioner.
Den tjekkiske befolknings modsvar på besættelsen var ikke militær modstand og strejker. De brugte derimod ideen om civil ulydighed. Overalt i landet blev de russiske soldater mødt af stille, men vrede argumenterende borgere, som forsøgte at overbevise de russiske soldater om,at de skulle vende hjem. At deres fjende ikke var det tjekkiske folk, men deres egne generaler og ledere. I løbet af fire dage var stemningen blandt de fleste russiske soldater, at de blev brugt i et beskidt spil mod deres "brødre og søstre" i Tjekkoslovakiet. For at forhindre opløsning og mytteri i den russiske hær blev de russiske soldater sendt hjem, og erstattet af nye tropper.
Dette eksempel viser både potentialet, men også begrænsninger i civil ulydighed. Den folkelig massebevægelse rystede med fredelige midler og gode argumenter verdens næststørste militærmagt. Men den civile ulydighed var ikke nok til at umuligøre den russiske besættelse af landet, og fastholde de demokratiske reformer.
I 1980 gentog historien sig i Polen. Folk krævede igen forandringer, og mere demokrati. Det stalinistiske regime i Polen blev rystet, da en omfattende strejkebevægelse, som startede på skibsværftet i Gdansk, udløste dannelsen af Solidarnocs – en demokratisk arbejderstyret bevægelse, som på sit højeste havde 10 millioner medlemmer, som fik gennemført en lang række reformer. Solidarnosc styrke var – modsat i Tjekkoslovakiet i 1968 – at den byggede på den magt, som arbejderklassen har i kraft af sin placering i samfundet. Arbejderklassen kan kollektivt sætte samfundet i stå gennem strejker. Arbejderklassen har i kraft af sin placering i samfundet nøglen til at udfordre magthaverne, og i sidste ende til selv at overtage produktionen og styringen af samfundet.
Men ligesom i 1968 i Tjekkoslovakiet slog statsmagten til igen. Hæren blev sat ind i vinteren 1981, og smadrede Solidarnosc, og tusinder af aktivister blev fængslet.
Hvorfor kunne en bevægelse som Solidarnosc med 10 millioner arbejdere ikke fastholde sin placering som en legal demokratisk reformbevægelse? Ganske enkelt fordi Solidarnosc udgjorde en trussel mod de statskapitalistiske regimer i Polen og i resten af Østeuropa. For magteliten var valget enkelt: alternativet til at hæren smadrede Solidarnosc var at arbejderklassen laver revolution og smadrer hæren og de stalinistiske regimer.
Det samme scenarie udspillede sig i Chile i 1973, da Chiles demokratisk valgte, socialistiske præsident Allende i 1973 blev væltet ved et militærkup støttet af USA, som kostede tusinder af socialister livet. Allende troede på, at militæret ville acceptere spillereglerne i Sydamerikas ældste demokrati. Men hvis magthaverne risikerer at miste magten, respekterer de ikke befolkningens demokratiske valg.
Den grundlæggende svaghed i civil ulydigheds strategien er, at den ikke giver svar på, hvordan kapitalismens undertrykkelsesapparat kan neutraliseres og smadres. Civil ulydighed er en brugbar strategi i kampen for reformer indenfor systemets rammer, men den vil aldrig være nok i en situation, hvor bevægelsen er så stærk, at den udfordrer hele kapitalismen som system. I den situation vil magthaverne sætte hele deres undertrykkel-sesapparat ind og forsøge at knuse bevægelsen.
I den situation må den socialistiske bevægelse vinde et flertal af magthavernes voldsapparat – politi og militær – over på sin side for at undgå volden. Det kræver en revolution, hvor arbejderklassen gennem strejker og fabriksbesættelser tager kontrollen over produktionen.
Om det kan ske uden brug af magtanvendelse vil helt og holdent afhænge af, hvor stærk den revolutionære bevægelse er. Men afskrives muligheden af at bruge magt overfor det gamle undertrykkelsesapparat ender revolutionen i et blodbad ligesom i Chile.
Et skridt på vejen til et sådan samfund er den kamp som den internationale bevægelse mod globalisering fører i dag ud fra ideerne om civil ulydighed.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed