Socialistisk Arbejderavis
Nr. 194 – Juli 2001 – side 6
Magtelitens demokrati
Politivold i Gøteborg – dag for dag
Torsdag 14. juni
Allerede torsdag eftermiddag før demonstrationen mod USAs præsident Bush, omringede politiet Hvitfeltska Gymnasiet, som var Gøteborgaktionens hovedkontor. På Hvitfelska var der arrangeret “modtopmøde”, folkekøkken, indkvartering, bagagecentral o.l.
Alt dette blev med et slag sat ud af kraft af politiet. Politiets begrundelse var, at der på skolen befandt sig voldelige demonstranter. Realiten var, at politiet ønskede at svække organiseringen af demonstrationerne og modtopmødet. Hvitfelska og flere andre skoler blev holdt lukket under hele topmødet.
Der er ingen tvivl om, at politiets aktion var forberedt. I løbet af en time afspærrede de med en ring af skibscontainere hele området, hvorefter de angreb Hvitfelska og i løbet af dagen anholdt 250 på skolen. En spontan støttedemonstration på 3000 gik fra Bush-demonstrationen til Hvitfelska for at befri de indspærrede. Nogle få flygtede.
Fredag 15. juni
Om morgen angreb politiet en antikapitalistisk demonstration, som forsøgte at råbe politikerne op ved at komme så tæt på EU-topmødet som muligt. Demonstrationen var ikke voldelig, og havde som mål at komme ned til konferencecenteret for at lave en fredskæde omkring hegnet. Demonstrationen blev splittet af kampklædte betjente med stave, skjolde, hunde og heste. Politiets angreb på demonstrationen udløste en volds- og hærværksspiral, som omdannede Avenuen (hovedstrøget) til en krigszone. Meget tyder på at politiet bevidst undlod at gribe ind før nogle timer senere. Resultat var en smadret Avenue, og den åbenlyse konklusion, at demonstranterne var en flok volds- og hærværksbøller.
I løbet af fredag eftermiddag tilbageholdt politiet store grupper af fredelige demonstranter omkring Frit Forum teltet. Men det lykkedes med en masseblokade at forhindre politiet i også at storme Frit Forum området. Senere på dagen blev tilrejsende demonstranter fra Danmark tilbageholdt allerede da de steg af borde fra Stenaline – altså inden de overhovedet havde deltaget i nogen demonstration. Og sidst på aftenen fredag endte politiets voldsspiral i, at de affyrede skud mod flere demonstranter, hvoraf én fortsat er i livsfare. Skudepisoderne fandt sted i forbindelse med den arrangerede gadefest “Reclaim the Streets,” som politiet med et massivt opbud af politi på heste og med hunde omringede, provokerede og forvandlede fra glædens fest til et mareridt for de tusinder af især unge som deltog.
Lørdag 16. juni
Lørdag aften fandt der en spontan markering sted på Järntorget til støtte for de som var blevet skudt og tæsket af politiet. Politiet omringede demonstrationen. De flere hundrede demonstranter nægtede at lade sig provokere af politiet, satte sig ned, og efter fem timer trak politiet sig tilbage.
Samme aften stormede politi med automatvåben Schillerska Gynmnasiet, som blev brugt som sygehus af Gøteborgaktionen. I flere timer blev folk holdt tilbage. Og igen måtte politiet konstatere, at ingen havde våben eller andet slagtøj. Omkring 1000 blev arresteret i løbet af demonstrationsdagene.
Op til topmødet havde Gøteborgs politi gjort meget ud af, at de ønskede dialog med arrangørerne – Gøteborgaktionen. Der blev afholdt møder osv. Men politiet brød de aftaler de havde lavet med arrangørerne på forhånd. Politiet har efterfølgende opsummeret, at deres planlægning havde været lidt for naiv. De havde for få ressourcer osv.
Men politiets påstand om, at de skød i nødværge, virker mildest talt ikke overbevisende, når billedene fra TV ruller frem. For os der deltog i Gøteborg er der ingen tvivl om, at politiet bærer en stor del af skylden for optrapningen af volden, og anvendelsen af skydevåben var kulminationen på den voldsspiral, som politiet satte i gang allerede med sin hårdhændene indsats på Hvitfelska Gymnasium torsdag.
“Politiet ofrede byen for at sikre at 200 ledere kunne holde deres møde i fred”
– udtaler en aktivist fra Gbg 2001
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe