Socialistisk Arbejderavis
Nr. 194 – Juli 2001 – side 7
Marxisme i hverdagen
Politiet – en del af statens voldsapparat
Anders Schou
Det er ikke tilfældigt, at Sveriges statsminister Göran Persson støttede Gøteborg-politiets nedskydning af demonstranter, inden han overhovedet vidste, hvad der egentlig var foregået.
Politiets grundlæggende opgave er nemlig at forsvare de nuværende økonomiske og politiske magtforhold, som den socialdemokratiske statsminister støtter.
Derfor støttede hans danske kollega, Poul Nyrup Rasmussen også umiddelbart dansk politis 113 skud på Nørrebro, som faldt efter Edinburgh afstemningen i 1993.
Dengang var politiets forklaring også, at de forsvarede kolleger i livsfare. Undskyldningen var, at sårede betjente lå foran en politikæde, som ikke havde mulighed for at trække sig tilbage.
Presse-afsløringer viste senere at begge dele var forkert, og at skuddene var blevet affyret i flere omgange end politiet havde fortalt. Politiets løgne førte til mange undersøgelses-rapporter, som hver gang også blev afsløret som løgnagtige, indtil offentlighedens interesse druknede i bortforklaringer.
Nyrup støtter
Men til trods for alle de pinlige afsløringer har hverken Nyrup eller hans ministre vaklet i deres støtte til politiet.
Foreløbig har svensk og international presse erkendt, at den hårdest ramte Gøteborg-aktivist blev skudt i ryggen, da han flygtede fra politiet. Men ingen skal forvente, at Göran Persson af den grund holder op med at bakke politiet op.
De to socialdemokratiske statsministres problem er, at de støtter et samfundssystem, hvor ganske få mennesker, tager de væsentlige beslutninger, selvom de ikke er valgt af nogen.
Ganske få hundrede mennesker går igen i de store selskabers direktioner og bestyrelser, hvor de beslutter, hvor store investeringerne og dermed arbejdsløsheden i Danmark skal være. En enkeltperson som Mærsk-McKinney Møller kontrollerer bortset fra et minimumskrav – hvor stor den danske olieproduktion skal være.
Den udenomsparlamentariske magt sætter rammer for de beslutninger politikerne kan tage.
Pengemændene har for eksempel krævet lavere selskabsskat, og den skatteprocent er da også på 15 år næsten halveret i Danmark.
Pengemændenes rammer slår endnu lettere igennem, fordi det til daglig er ikke-valgte topembedsmænd, som udfylder dem. Topembedsmænd, som ofte selv senere havner i ledelsen af store offentlige eller private selskaber. Og som mødes med erhvervslivets topfolk i de såkaldte VL-grupper, som også samler de ledende folk fra politi, militær og retsvæsen.
Modstand
Sådan et udemokratisk system vil ofte støde ind i modstand, når det kører henover almindelige mennesker. Da magthaverne er få, må de have andre til at tvinge deres beslutninger igennem, og det er politiets rolle.
Det har strejkende arbejdere også oplevet i konflikter, hvor det står lysende klart, at demokratiet ikke eksisterer bag virksomhedernes porte.
Midt i 90’erne gennemførte bybuschaufførerne i Esbjerg en meget lang konflikt for at forsvare deres løn- og arbejdsforhold efter en udlicitering af busserne. Selskabets svar var at hyre strejkebrydere og fyre chaufførerne, som så gennem blokader ville forhindre, at andre stjal deres arbejde.
Men politiet satte i månedsvis massive styrker ind, som med stor brutalitet sikrede, at skruebrækkerne kørte bus de fleste dage.
EU-projektet er også så udemokratisk, at det møder modstand. De europæiske pengemænd og deres lobbyister kræver udliciteringer og en europæisk valuta-politik, som er ligeglad med den store arbejdsløshed i EU.
Og bag lukkede døre følger topembedsmænd og politikere erhvervslivets krav og tager beslutninger, som mange opinionsmålinger fortæller, at befolkningerne er i mod. Det gælder for eksempel EU’s tvangs-udliciteringer indenfor den offentlige sektor.
Når folk så protesterer mod EU, er det vigtigt for magthaverne, at politiet bogstaveligt talt slår fast, at de også hersker i gaderne.
Politiets hovedopgave er ikke at forhindre kriminalitet blandt almindelige mennesker. Når folk normalt ikke stjæler fra hinanden eller slår løs på hinanden, skyldes det ikke frygten for betjente, som ikke er til stede, men sociale normer blandt almindelige mennesker.
Og dagligdags vold i hjemmet eller på værtshuse bliver oftere stoppet af folk på stedet end af politiet, som gerne kommer for sent.
Og højest prioriterer politiet sociale konflikter. I forhold til at løse andre opgaver undskylder politiet sig ofte med mandskabsmangel. Men politiet mangler aldrig mandskab, når de skal bryde en blokade eller opløse en demonstration.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed