Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 196 – September 2001 – side 3

Solidaritet med palæstinenserne

Fortsat israelsk krigsterror

Margit Johansen

Ved at forære Israel 52 nye F16-fly har USA endnu engang vist, hvem de støtter i Mellemøsten. Skal palæstinenserne vinde, kræver det støtte fra befolkningerne i den arabiske verden.

Sidst i august blev lederen af den palæstinensiske venstrefløjsgruppe PFLP, Abu Ali Mustafa, myrdet ved et israelske missilangreb på hans kontor i Ramallah på Vestbredden.

"Vi kan og vil dræbe jer, I skal ikke vide jer sikre nogen steder – så gør som vi ønsker" – Det var den besked, som den israelske regering med dette mord ønskede at sende til alle palæstinensiske ledere.

Mordet på Abu Ali Mustafa er fulgt op med drab på adskillige ledende skikkelser, især indenfor forskellige grene af Fatah, Arafats politiske bagland.

Israelsk militær har fortsat med at invadere palæstinensiske byer og flygtningelejre både på Vestbredden og i Gaza.

Den israelske premierminister Sharon stod i spidsen for invasionen i Libanon i '82, der kostede tusinder af libanesere og palæstinensere livet. Det er tydeligt, at Sharon stadig ønsker at bruge terror og krig til at sikre den israelske overmagt.

Invasionen i Libanon gjorde Sharon til en krigsforbryder og gav Israel et af dets største militære nederlag, da de israelske militære styrker efter knap 20 års besættelse af det sydlige Libanon var nødt til at trække sig ud. Det skete fordi en voksende israelsk opinion krævede tilbagetrækning, fordi kampen mod besættelsen kostede for mange israelske soldaters liv.

Men ikke desto mindre tror Sharon stadig på den blodige vej med krig og undertrykkelse. Men selvom han lige nu er populær, så kan populariteten hurtigt svinde ind, for israelerne vil igen erfare, at mere krig og terror fra deres side kun fører til øget modstand fra palæstinenserne.

I midten af oktober er det årsdagen for de massakrer i flygtningelejrene Sabra og Chatila, som Sharon hjalp libanesiske fascistiske militser til at gennemføre i '82. Palæstinenserne vil formentlig bruge denne dag til at markere, at kampen fortsætter mod den brutale undertrykkelse, som Sharon – 'Slagteren fra Libanon' – nu står i spidsen for.

Vinder ikke med terroraktioner

Men også palæstinenserne må lære af de historiske erfaringer. Skal kampen mod den israelske besættelse og undertrykkelse lykkes, kræver det, at opbakning til deres kamp spreder sig langt ud over egne grænser. Palæstinenserne kan ikke overvinde Israel militært gennem terroraktioner.

Kun gennem støtte fra store dele af befolkningerne i resten af den arabiske verden og internationalt, kan der skabes en reel løsning på Palæstina-konflikten, et Palæstina som ikke bygger på religiøse prin-cipper, men med lige rettigheder for alle og med flygtningenes ret til at vende tilbage.

Solidaritet med palæstinenserne

I de fleste større danske byer bliver palæstinensernes kamp mod den israelske undertrykkelse markeret i løbet af september. I København sker det i weekenden den 15.-16. september i og omkring Medborgerhuset Nørre Alle.

Arrangementet er en markering af, at det i år er 19 år siden massakrerne på flygtningene i Sabra og Shatila.

Lørdag aften kl. 19 vises Jens Nauntoftes film fra de to flygtninglejre. Efter filmen er der levende lys og teater på Sankt Hans Torv.

Søndag eftermiddag er der en høring, hvor øjenvidner, historiske og juridiske eksperter vil forklare, hvad der skete ved massakrerne.

I Århus markerer man 1-årsdagen for den nye Intifada. Det sker den 29. september på Klostertorv, hvor der fra mogenstunden vil være plancher og billeder fra Palæstina – og kampen mod Israels undertrykkelse.

Kl. 13 taler blandt andet præst Peter Friis Nielsen, som tidligere på sommeren blev anholdt af israelsk politi i Jerusalem, fordi han deltog i en demonstration mod Israels besættelse af Orient House.

Parolerne for arrangementet, som Palæstina-komiteen står bag, er: Stop likvideringen af de palæstinensiske ledere. Stop bosættelser.

Lørdag den 15. september afholdes i Odense en landsdækkende konference for alle, der arbejder med solidaritet med Palæstina. Tilmelding kan ske på 75 53 99 57

Flere artikler fra nr. 196

Flere numre fra 2001

Se flere artikler af forfatter:
Margit Johansen

Siden er vist 1705 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside