Socialistisk Arbejderavis
Nr. 196 – September 2001 – side 8
Svensk bog om ‘Göteborgs-kravallerna’
En guldgrube af dokumentation og vidneudsagn
Alexander Lassithiotakis
Erik Wijk's bog ‘Göteborgskravallerna’ handler, som navnet siger, om volden i Gøteborg, og bogens eneste minus er, at den er skrevet på svensk.
For det er stadig vigtigt at komme mere i dybden med, hvad der egentlig skete i Gøteborg. Volden og hvem, der skal have ansvaret for den, er stadig en aktuel diskussion overalt på venstrefløjen, i den anti-kapitalistiske bevægelse og i pressen.
Bogens styrke er, at Erik Wijk ikke forsøger at belære læserne. I stedet har han samlet et utal af vidneberetninger og relevante dokumenter. Det gælder love og politivedtægter, samt et kapitel, der gennemgår de vigtigste aktører i Gøteborg – fra “Göteborgsaktionen”, over “ATTAC”, “AFA” og “White overalls” til politiet.
Det bedste er dog de 250 vidneudsagn i kronologisk orden, der giver et glimrende indblik i hændelserne. Ikke fordi alt er med, eller at alle udsagn stemmer overens med hinanden, men fordi bogen på denne måde overlader det til læseren at danne et billede af det overordnede hændelsesforløb. Beretningerne taler for sig selv.
Bogen giver ikke svar på alle de løse ender, men opfordrer læseren til selv at danne sig en holdning. Ikke desto mindre beretter vidneudsagnene så tydeligt om politiets utallige svinestreger, provokationer, voldelige, ubegrundede overgreb og vilkårlige masseanholdelser, at Erik Wijk uden at lægge ord i munden på læserne kan konkludere i hans efterord:
“Men politiledelsen har alligevel det største ansvar, (...) at beskytte topmødet havde nemligt højeste prioritet (...) de direktiver kan kun være kommet fra politisk hold. Som en konsekvens af denne beskyttelse af topmødet skød man på demonstranter tre kilometer derfra. (...) Jeg tvivler på, at antallet af hooligans i Gøteborg var så meget større (...) end dem der møder op til en stor fodboldkamp. Men fodbold-kampe fører sjældent til tre dages optøjer, og langt mindre til at en række folkelige bevægelser og venstrefløjs-organisationer bliver beskyldt for at være udemokratiske og voldsforherligende. (...) Det, der i virkeligheden skete i Seattle, Prag, Nice og Gøteborg var, at der var masser af mennesker som er utilfredse (...) at disse mennesker tog sig friheder og krævede rettigheder (...) Og det er præcis det, der er problemet. Det store problem for magten.”
Billedtekst:
Læs om, hvad der skete i Gøteborg i Erik Wijks bog.
Se også:
SAA 196: Underskrifter til støtte for norsk aktivist i Göteborg
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe