Socialistisk Arbejderavis
Nr. 196 – September 2001 – side 9
Fra Seattle til København
Jakob Nerup
Mens 50.000 demonstrerede i Seattle’s gader i november 1999, stod vi 30 frysende mennesker på Kultorvet i København. Hvor demonstranterne i Seattle lyttede til taler fra Susan George og Walden Bello, så hørte vi på den lokale repræsentant for Jubilee 2000.
Meget er der sket siden. I december 2002 vil der sandsynligvis være lige så mange som i Seattle, når der holdes EU-topmøde i København.Denne tidevandsbølge, som truer den nuværende liberalistiske kurs for de multinationale og deres marionetter i regeringerne vokser ud af den globale kapitalisme.
Det er den globale kapitalisme, som skaber markedets konkurrence, der betyder arbejdsløshed og millioner af menneskers nød, når enorme ressourcer spildes på at der produceres alene for at tjene penge og ikke for at give mennesker så godt et liv som muligt.
Ulighederne øges
I særlig grad er det verdens fattigste i den 3. verden som betaler en høj pris.
Deres sundhedsvæsen, uddannelsessystem, vandværk og sociale sikring privatiseres, fordi de multinationale forlanger det. Også i den 3. verden er der en meget rig overklasse, som sammen med de multinationale selskaber lever i overdådig luksus, mens befolkningen bliver stadig fattigere og dør i millionvis af sygdomme som AIDS, malaria og tyfus. Og langt de fleste eksport-indtægter går til betaling af gæld til verdens store banker.
Over hele kloden vokser protesten mod denne udvikling. Lokalt vokser den frem som protester, strejker og kampe mod nedskæringer og privati-seringer. Globalt udtrykker den sig i de stadigt voksende demonstrationer ved ethvert topmøde. Den anti-kapitalistiske bevægelse får forskellige udtryk i forskellige lande gennem organisationer som Friends of the Earth, Attac, Globalise Resistance, småbondeorganisationer m.fl.
Attac
I Danmark er det Attac, som tegner til at blive den antikapitalistiske bevægelses konkrete udtryk. Næsten 2/3 af den danske befolkning deler kritikken af den globale udvikling og de multinationales magt, og tusindvis af mennesker har været til møder, og hundreder har været med i globale protester.
Hvor er det parlamentariske venstre?
I Danmark deltager de to store venstrefløjspartier SF og Enhedslisten ikke i opbygningen af hverken Attac eller de globale protester, som f.eks. mobiliseringen til Prag og Gøteborg. Det gælder også deres ungdoms-organisationer SFU og SUF.
Selvfølgelig deltager nogle af deres medlemmer, men som partier har de valgt ikke at tage et kollektivt ansvar for opbygningen af bevægelsen.
![[ Demo Seattle ]](../saa/196/demo1.jpg)
Fredelige demonstranter konfronterer kampklædt politi og WTO's nyliberalisme under demonstrationerne i Seattle for snart to år siden. Når vi i 2002 skal demonstrere mod EUs politik i København, er det vigtigt, at vi formår at opbygge den samme enhed mellem den organiserede arbejderbevægelse og en lang række af mindre grupper, som opstod i forbindelse med Seattle-protesterne
Argumenterne for dette bygger på den misforståelse, at partier vil skræmme folk væk og komme til at kontrollere bevægelsen. Men det er vel noget, der bliver afgjort af partiernes praksis. Andre er begravet i en opfattelse af, at bevægelsen må være bred, og at det bedst sikres ved at begrænse de mest venstreorienterede (fx folk fra Internationale Socialister) i deres handlemuligheder og samtidig stryge de mest borgerlige med hårene, fx omklamring af økonomer som Jesper Jespersen.
Det er en stor misforståelse at tro, at bredde kan placeres i et højre-venstre-skema. Bredde udtrykkes i mangfoldighed, rummelighed og respekten for andre holdninger. Der er masser af gode humanister, som vil være aktive, mens der er folk fra etablerede organisationer og partier, som bureaukratiserer og ønsker at indsnævre det politiske rum.
Protesterne virker
Ingen steder kan de mødes, de internationale institutioner som IMF/Verdensbanken/WTO eller regeringernes G8/EU, uden at masseprotesterne er der. Det er ikke kommet af sig selv, den ene protest nærer den næste, erfaringerne spredes og bevægelsen vinder sejre.
Når Seattle var en milepæl og en sejr, skyldes det kombinationen af massedemonstrationer og sammen-bruddet i WTO-forhandlingerne. I massedemonstrationen forenedes ‘Teamsters og Turtles’, symbolet på at organiserede arbejdere, miljøaktivister, socialister, anarkister, 3. verdensorganisationer og Attac’ere ikke længere kæmper isoleret fra hinanden, men slås sammen mod deres fælles fjende, den nyliberalistiske globalisering og de multinationale.
Mod liberalismen
Den fælles samling skabte en blokade af topmødet, som forhindrede verdens regeringsledere i at holde møde i et døgn og det endda i USA, kapitalismens hjerte. Indenfor på de bonede gulve brød forhandlingerne sammen, fordi USA, Japan og EU var for ublu i deres krav til de fattige lande.
Siden er protesterne blevet gentaget og har taget til i styrke. I Prag måtte IMF og Verdensbanken aflyse deres middag i Statsoperaen, efter at de havde afsluttet deres møde tidligere end planlagt. I Gøteborg måtte EU-politikerne ligeledes aflyse deres middag. I juni blev Verdensbankens topmøde i Barcelona aflyst, fordi man ikke ønskede at blive konfronteret med de enorme protester. Alligevel mødte mere end 20.000 op i Barcelona for at udtrykke deres foragt for Verdensbankens ødelæggende politik. Og netop fordi protesterne spredes og bliver større og større, så har mange lande i øjeblikket travlt med at aflyse eller indskrænke topmøder.
Nogle i den antikapitalistiske bevægelse hævder, at vi ikke skal være stolte af disse aflysninger. At det er udemokratisk, at de ikke kan mødes, og at de bare laver aftaler alligevel på mere anonyme møder. Men det er både defensivt og forkert.
Det er forkert, fordi det overordnede budskab fra en massiv protestbevægelse, som ikke tillader magthaverne et møde i fred, trænger igennem til flere og flere. Og selv de, der sidder på magten, begynder at forsøge at snakke bevægelsen efter munden. Det gør de kun af én grund, og det er fordi, de ved, at en aktiv bevægelse, der får folk til at handle og til aktivt at sige fra over for deres politik, er en langt større trussel for deres verdensorden end de pæne NGO’er, der ønsker at blive lukket ind til de overdådige receptioner for at kunne få nogle kommaer med i diverse slut-erklæringer.
Det er defensivt, fordi vi ikke skal lade den antikapitalistiske bevægelse begrænse af hverken politivold eller elitære autonome. Hvis vi lader dem bestemme, så er de eneste sikre vindere de multinationale. Fordi det præcis er det, som magthaverne ønsker: At flertallet er passive og ikke tror på, at de kan være med til at forandre verden, men skal overlade det til dem, der er i færd med at ødelægge denne selvsamme verden.
Genova var et vendepunkt
Genova blev et nyt vendepunkt. Ikke blot var det de hidtil største demonstrationer med mere end 300.000 deltagere.
Protesterne var også kvalitativt anderledes. Langt størstedelen af demonstranterne var italienske arbejdere, som deltog via mobilisering i fagforeninger og klubber. Det har markant bragt den antikapitalistiske bevægelse sammen med den organiserede arbejderklasse og betød ikke alene kæmpe demonstrationer på op mod 300.000, men det vil også betyde en meget stærkere sammenhæng mellem de globale krav og de sociale spørgsmål i en lokal og national målestok. Den politiske kamp begynder at smelte sammen med den økonomiske, og så bliver det for alvor en udfordring for det kapitalistiske system.
Når arbejderklassen forbinder sine egne krav til løn og arbejdsforhold med kamp for velfærdsgoder i et globalt politisk perspektiv, så skifter indholdet radikalt, og så kan hele samfundets organisering og øko-nomiske og politisk fordeling komme til debat. Det oplever vi i øjeblikket i Italien, hvor kritikken vokser mod Berlusconi. Og det er også baggrunden for den store bevægelse i Frankrig, som både Attac og de mange sociale kampe udtrykker.
Store perspektiver
Der kommer stadigt flere til demonstrationerne, selv om medierne og nogle af bevægelsens egne opfordrer til at blive væk pga. volden.
Grunden til den øgede opbakning er, at urimelighederne i globaliseringen vokser og magthavernes hykleriske retorik står i skarp kontrast til deres liberalisering af vores verden til fordel for de multinationale. Vi vil se det i de kommende måneder, i Washington i september, Qatar i november, Bruxelles i december ... og vi vil se det i København i december 2002.
Vi kan ikke spå om størrelsen af protesterne foran EU-topmødet i 2002, men vi kan give et bud på, hvordan de kan blive store. Nøglen til succes og massemobilisering ligger i, at vi allerede nu opbygger en bred kampagne, som baserer sig på en mangfoldighed af organisationer lige fra Mellemfolkeligt Samvirke til Internationale Socialister og kombinerer det med en reel opbakning og mobilisering i den organiserede arbejderklasse og studieorganisationerne.
Vi må tage den antikapitalistiske bevægelse og vores argumenter ud på arbejdspladser og skoler. De mennesker, der er der, vil så omvendt bringe deres sociale krav og kollektivitet ind i bevægelsen.
Massemobilisering
Hvordan laver vi så et brag af et modtopmøde og demonstrationer? Hvordan undgår vi, at magthaverne og deres uniformerede voldsmænd ikke ødelægger det for os? Hvordan styrer vi den sorte blok, så de ikke afsporer bevægelsen?
Der er tre vigtige faktorer i dette. For det første er det antallet. Vi skal finde sammen, alle os, der er enige om kritikken af EU's liberalistiske politik. Konkret kræver massemobilisering forberedelse og lokal forankring. Derfor skal vi lave lokalkomiteer i alle byer, på skoler, på arbejdspladser og i fagforeningerne. Det vil skabe netværk til såvel den konkrete mobilisering som argumenter og diskussion, der dermed gør os delvist uafhængige af medierne.
Det andet vi skal gøre er at være offensive. Den antikapitalistiske bevægelse må sætte dagsordenen. Vi skal demonstrere foran Bellacentret, vi skal holde alternativt topmøde samtidig, og vi skal sætte dagsordenen i København og Europa i stedet for magthaverne. Vi skal lave demonstrationer og aktioner overalt, hvor der bliver holdt forberedende ministermøder. Vi skal demonstrere og aktionere mod EU-Asien-topmødet i september.
Endelig er det afgørende, at vi får den organiserede arbejderklasse og de uddannelsessøgende med i meget stort tal. Deres kollektivitet og disciplin vil ikke kun styrke os politisk, men også gøre demonstrationerne meget mere sikre. De kan holde den sorte blok i ro, og de kan agere kollektivt på politiets provokationer. Mulighederne er store, det handler om at opbygge bevægelsen nu, så vi kan få København til at blive vores Seattle.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed