Socialistisk Arbejderavis
Nr. 197 – Oktober 2001 – side 5
Islamisk fundamentalisme
Et forkert svar på undertrykkelse
Anders Schou
USA påstår, at de med angrebet på Talibanstyret også hjælper afghanerne af med et undertrykkende styre.
Der er ingen tvivl om at Talibanstyret er undertrykkende og reaktionært, men det har bare ikke bekymret USA eller NATO-landene før, faktisk hjalp USA Taliban til magten.
Omsorgen for afghanerne er hykleri, sultkatastrofen har været undervej de senere år uden at USA har taget initiativ til at sende nødhjælp til de millioner af sultende.
Krigen forværrer situationen yderligere for de hundredtusinder af afghanere som sendes på flugt.
Samtidig er den iskolde vinter på vej. Det vil sandsynligvis koste mange flygtninge livet.
Krigen mod Afghanistan har sat fokus på islamisk fundamentalismes to sider.
På den ene side er fundamentalismen en reaktionær ideologi, som undertrykker kvinder og homoseksuelle og er fjendtlig overfor socialister og arbejderbevægelsen.
På den anden side er islamisk fundamentalisme mange undertryktes – ganske vist forkerte svar – på en verden, som nægter dem alt, der bare kan minde om social tryghed.
Dobbeltheden afspejler sig også i de vestlige magthaveres holdning til fundamentalismen. Lige nu er den deres fjende nummer et, men andre gange har islamisk fundamentalisme været deres junior-partner i kampen mod sociale bevægelser eller lande, der truede vestlige magthaveres interesser.
Krigen i Afghanistan sætter sagen på spidsen. Den eneste trussel mod det vestlige militærs luftherredømme er Talibans stinger-missiler. Og dem har USA selv leveret, da de støttede afghanske fundamentalisters kamp mod Sovjet-tropperne i 80erne.
Socialisters holdning til fundamentalismen bør også afspejle bevægelsens dobbelthed, blot med det omvendte udgangspunkt.
Socialister må kritisere den reaktionære ideologi og argumentere for, at fundamentalismen ikke kan skabe reelle løsninger på undertrykte menneskers problemer.
På den anden side støtter socialister fundamentalisters sociale krav, når de f.eks. kritiserer stenrige og korrupte herskere i den arabiske verden eller den amerikanske dominans i Mellemøsten.
Kun på den måde kan socialismen blive et alternativ for mennesker, som er tiltrukket af fundamentalistiske ideer.
En ny ideologi
Islamisk fundamentalisme bygger på ideen om at vende tilbage til et oprindeligt muslimsk samfund, som det profeten Mohammed og hans tilhængere oprettede i det syvende århundrede. Derfor opfatter de fleste både tilhængere og modstandere af fundamentalisme ideologien som gammeldags eller middelalderlig.
I virkeligheden er islamisk fundamentalisme en ret ny ideologi, som opstod, da den vestlige imperialisme fik fodfæste i området.
Tyrkiet og dets Osmanniske Rige var på taberholdet i 1. verdenskrig, og efter krigen delte England og Frankrig landets Mellemøstlige besiddelser mellem sig.
Det var i områdets mest udviklede land, Egypten, at fundamentalismen i 1930'erne først udviklede sig. Den engelske besættelse satte gang i en industrialiseringsproces, og den del af landets elite, som samarbejdede med besættelsesmagten, levede i voksende rigdom, mens almindelige mennesker oplevede social elendighed i de voksende slumkvarterer.
Ideologien voksede frem som en protest mod både de rige og besættelsesmagten.
Klassegrundlaget
Islamisterne, som samlede sig i organisationen Det Muslimske Broderskab, kom fra de forskellige sociale klasser og lag, som også i dag er basis for de forskellige fundamentalistiske grupper overalt i regionen.
En vigtig klasse er de gamle magthavere, som godsejere, små og store handelsfolk eller, som i Afghanistan, de forskellige klanledere. Klassen føler sin traditionelle magt truet af den moderne kapitalisme og dens repræsentanter.
![[ Hverdag ]](../saa/197/saa197s05-islam.jpg "[ Hverdag ]")
Islamisk fundamentalisme er på den ene side en reaktionær ideologi, men på den anden side er det for mange undertrykte et – ganske vist forkert – svar på den håbløshed der præger deres hverdag
En anden er moderne kapitalister, som har slået sig op, selvom de ikke tilhører inderkredsen omkring styret i det pågældende land.
Egypten rummer for eksempel flere rigmænd, som ikke er tæt på præsident Mubarak; de føler sig tilsidesat og har derfor sympati med fundamentalismen. Samtidig deler begge grupper islamisternes had til socialister og røde fagforeninger.
Men også den store gruppe fattige arbejdsløse eller underbeskæftigede på landet og i byerne er en vigtig basis for fundamentalismen.
Afmægtige ser de til, mens en lille rig elite vælter sig i vestlig luksus, og de føler sig tiltrukket af islamisternes løfter om et samfund, hvor de rige tager sig af de fattige.
Samtidig oplever de i praksis, at islamisterne leverer lidt af det sociale sikkerhedsnet, som staten ikke har oprettet. Islamiske grupper driver folkekøkkener, sundhedsklinikker, skoler og andet socialt hjælpearbejde.
Overalt fra Cairos fattigkvarterer over Gazas flygtningelejre til Afghanistans krigshærgede egne har velgørenhedsarbejdet skaffet islamisterne tilhængere.
I Danmark ser vi også, hvordan unge fra etniske minoriteter kan føle sig tiltrukket af islamiske fundamentalisters opsøgende sociale arbejde. Racismen afskærer mange unge fra et job, en uddannelse og en levestandard som deres jævnaldrende, så er fundamentalismen et alternativ til identiteten som småkriminel.
Endelig er gruppen af højt uddannede intellektuelle vigtige for fundamentalismen. Med eksamener fra videregående uddannelser i bagagen føler de sig berettiget til et privilegeret mellemklasseliv, men mange oplever, at der reelt ikke er plads til dem.
De højtuddannede
I Egypten er alle universitetskandidater garanteret et job i staten, men det betyder blot at lønningerne er så usle, at de ansatte må have et eller to job mere, for eksempel som taxachauffør.
Eneste chance er et job i udlandet, men Vesten er lukket land for de fleste, og de få, som slipper gennem nåleøjet, møder ofte racismen, når de når frem.
En anden mulighed er et job i de rige golfstater, hvor det meste arbejde udføres af immigranter, der i deres hjemland ikke havde arbejde.
De højtuddannede er selvfølgelig bevidste om, at det arabiske område på grund af olien kunne være højtudviklede samfund med masser af plads til en privilegeret mellemklasse.
Deres had til de korrupte fyrster og vestlige olieselskaber, som scorer gevinsten fra verdens lettest tilgængelige olieressourcer, gør dem lydhøre overfor islamisternes kritik af vesten og de magthavere, som samarbejder med de vestlige lande.
De flykaprere, som stod bagangrebene på World Trade Center og Pentagon kom for en stor dels vedkommende fra de intellektuelles rækker.
Islamisternes budskab afspejler, at de søger opbakning fra meget forskellige grupper, som reelt har forskellige interesser. Deres mål er en luftig religiøs utopi, hvor almindelige mennesker accepterer deres plads nederst i det sociale hierarki, mod at de rige tager sig af samfundets fattigste.
Derfor et forkert svar
Men erfaringerne fra Iran viser, at islamisterne ikke kan levere varen, hvis de får magten. Her lever eliten et privilegeret liv beskyttet af religionen, mens voksende sociale problemer skaber en stadigt stærkere modstand mod præstestyret.
Islamisternes luftige religiøse budskab gør også, at de undertiden kan samarbejde med magthaverne, som foretrækker religionen frem for mere farlige sociale budskaber.
For eksempel samarbejdede de egyptiske fundamentalister sidst i 70’erne med regimet for at knuse en enorm strejke- og studenterbevægelse.
Og Israel støttede for år tilbage fundamentalisterne i Hamas for at svække PLO i de besatte områder.
Islamisterne kan også bruges som et kort magthavere spiller ud mod hinanden. Det skete, da USA i 80’erne organiserede en massiv militær og økonomisk støtte til islamiske grupper, som bekæmpede Sovjet i Afghanistan.
‘Vor tids største skurk’, Osama Bin Laden, organiserede dengang den amerikanske bevæbning af islamistiske frivillige fra hele den arabiske verden.
‘Vor tids mest skurkagtige regime’, Talibanerne i Afghanistan, er opstået som et samarbejde mellem USA, Pakistan, og Saudi-Arabien.
Som en modvægt mod Irans indflydelse i regionen oprettede den pakistanske efterretningstjeneste først i 90’erne en lang række kostskoler ved de flygtningelejre, der huser millioner af afghanske flygtninge, som lever på sultegrænsen. Her kunne fattige afghanske drenge få uddannelse og mad. Det skete for saudiske penge, og skolerne underviste i den saudiske variant af islam, Wahabismen.
Taliban betyder studerende, og både USA og Pakistan så skolernes talibanere som den kraft, der kunne skabe orden i det afghanske kaos samt sikre Pakistans indflydelse og svække Irans.
Ikke mindst stabilitet havde betydning for de amerikanske olieselskaber, som havde planer om at trække en olieledning gennem Afghanistan.
Men talibanerne fik aldrig kontrol over hele landet. Og samtidig er Afghanistan blevet hjemsted for tusinder af frustrerede arabiske frivillige fra kampen mod Sovjet, som troede at de kæmpede for islam, men har fundet ud af, at de kæmpede for USA.
De to problemer har ændret Vestens holdning til Taliban. Før var deres brutale og undertrykkede retssystem Vestens bedste bud på stabilitet i Afghanistan. Nu kalder Vesten pludselig regimet for barbarisk og middelalderligt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed