Socialistisk Arbejderavis
Nr. 198 – November 2001 – side 7
Hvilken vej for den antikapitalistiske bevægelse?
ATTAC og krigen – sådan opbygges bevægelsen
Alexander Lassithiotakis
Verden efter den 11. september er i sandhed en anden. Specielt for ATTAC og den globale anti-kapitalistiske bevægelse.
Det er den, dels fordi de nyliberale i skæret fra de brændende skyskrabere tordner frem med deres ellers svært slugelige dogmer.
I følge dem, og den borgerlige presse i øvrigt, står det politiske valg nu entydigt mellem terror og deres såkaldte ”frihandel”.
Svaret er øgede liberaliseringer, nedskæringer, oprustning og mere magt til markedets frie kræfter.
Attac relevant for krigsmodstanden
Samtidig bliver enhver enkeltperson og bevægelse, der enten sætter spørgsmålstegn ved BLU-82-bombers effekt som terrorbekæmpelse eller som mener, at en social verdensorden er bedre end kapitalens frie hærgen, sat i direkte ledtog med Bin Ladens terrornetværk.
ATTAC er som følge heraf nødsaget til at besvare denne dagsorden og vende situationen, så progressive kræfter igen kan komme i offensiven. Desuden er det af afgørende betydning, at ATTAC bringer sin politik ind i kampen mod krigen, da ATTAC netop har et politisk modsvar til både terror og krig, nedskæringer og terrorpakker.
Som Cristophe Aguiton, fransk ATTACs internationale sekretær, siger det i Information: “Terrorattentaterne kan kun bestyrke os i vores overbevisning om, at vi vidererudvikler vores globale, demokratiske, ikkevoldelige bevægelse. Den er for tiden den eneste, der har et bud på globale løsninger på den liberalistiske globaliserings problemer.”
Det er altså klart, at ATTAC har brug for at komme i offensiven via antikrigsarbejdet, og at bevægelsen mod krigen har brug for ATTACs kritik af og løsninger på verdenssituationen.
Fejlagtig pessimisme
Mange tror imidlertid ikke på muligheden af at starte en stor bevægelse mod krigen. Det virker demoraliserende, når der ikke er flere, der deltager i bevægelsen, synes de, og mange konkluderer, at stemningen i Danmark ikke er til en stor ATTAC-bevægelse eller en stor bevægelse mod krigen.
Også fra intellektuelle, samfundsforskere og gamle 68’-ere lyder det ofte at “bevægelsernes tid er forbi”. Man stiller den gryende bevægelse op mod Vietnam-bevægelsen på sit højdepunkt og masseradikaliseringen i slutningen af 60’erne. Eller man sammenligner med bevægelsen i andre lande, hvor den har bidt sig bedre fast end i Danmark.
Ud fra det konkluderes det, at bevægelsen i Danmark er så lille, at det ikke er værd at tale om, og at det skyldes, at den slags ikke kan lade sig gøre i dagens Danmark. Resultatet kan meget let blive desillusion og døds-dømning af projektet.
Det er der i midlertid slet ingen grund til. Stemningen fra de dystre 80’ere og 90’ere er for alvor ved at vende. Flere og flere sætter spørgsmålstegn ved det frie markeds velsignelser og de multina-tionales dagsorden; det være sig privatiseringer eller krigen i Afghanistan.
Man må huske på, at Vietnam-bevægelsen ikke startede pludseligt i 1968. Den var kulminationen på en række af små bevægelser, der langsomt voksede sig store ved hjælp af løbesedler, demonstrationer og debatmøder.
Tilsvarende kan bevægelsen også vokse sig enorm i dag. ATTAC’ere må gå i spidsen for, sammen med krigs-modstanderne, at bygge den bevægelse fra neden der kan gøre en anden verden mulig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed