Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 200 – Januar 2002 – side 9

Stop markedets galskab

Kapitalismen igen i krise

Mikkel Birk Jespersen

For første gang i tyve år oplever verdens tre økonomiske centre – USA, Europa og Japan – økonomisk nedgang samtidig.

De sydøstasiatiske ‘tigerøkonomier’ blev slået omkuld af krisen i 97-98 og har på trods af en vis tilbagekomst ikke formået at skabe en vækst på højde med, hvad de kunne tidligere.

I Sydamerika er Argentina gået bankerot, men også andre latin-amerikanske lande er ramt, i Mexico var der 80.000 fyringer sidste år.

Det er situationen ved indgangen til endnu et nyt år i det nye årtusinde. Aldrig har løfterne om en ‘ny økonomi’ og en ‘krisefri markedsøkonomi’ lydt mere hule. Krisen er skabt af kapitalismen – hverken af terror-angrebet den 11. september (der af nogen får ansvaret for krisen i Vesten) eller af ‘uansvarlige politikere’ (der angiveligt skulle skyldes Argentinas problemer og i sin tid den sydøst-asiatiske krise).

Lavere løn

Grundlaget for USA’s aktuelle krise blev lagt under opsvinget i 90’erne. Dette var kendetegnet af de modsætninger, som alle opsving – og økonomien i det hele taget – lider af under kapitalismen.

Først og fremmest var det baseret på, at de amerikanske arbejdere arbejdede stadigt mere uden at få tilsvarende mere i løn. Dette førte til, at profitraterne – dvs. en virksomheds profit set i forhold til den samlede investering – steg. Og arbejdernes andel af de værdier, der blev produceret, faldt. En beregning viser, at hvis lønningerne skulle være steget med produktiviteten, skulle medianlønnen (den løn der tjenes af flest i befolkningen) være næsten $6 (ca. 42 kr.) højere i timen.

På trods af dette steg profitraterne dog ikke så meget, at de kunne sammenlignes med raterne under det lange opsving efter anden verdenskrig. Og det samme galdt for den økonomiske vækst i det hele taget, der fra 1995-2000 var på 3,25% mod 5,25% i 1960’erne.

Samtidig er det ikke muligt i længere tid at holde lønningerne tilbage, samtidig med at man producerer flere og flere varer. På et tidspunkt vil arbejderne ganske enkelt ikke have penge nok til at købe alle de varer, der produceres. Og virksomhederne, der nu vil blive ramt på indtjeningen pga. svigtende salg, vil blive tvunget til at fyre arbejdere, indskrænke produktionen eller i værste fald gå fallit. De arbejdsløse, der kommer ud af dette, vil have endnu færre penge at købe varer for – og så kører cirklen igen.

Dette er en traditionel kapitalistisk ‘overproduktionskrise’. Disse kriser har kapitalismen – pga. den manglende planlægning virksomhederne imellem – med mellemrum været kastet ud i lige siden sin fremvækst.

Derudover har profitraten en stor rolle at spille i forhold til virksom-hedernes lyst til at investere, og som vi har set, så har netop profitraten ikke kunnet nå højderne fra tidligere.

Profitraten

Grunden til profitratens tendens til fald er, at konkurrencen tvinger virksomhederne til at investere i mere og mere effektiv teknologi. Problemet er, at det er de arbejdere, der ansættes på virksomhederne, der producerer værdierne – ikke maskinerne, der ikke er noget værd uden mennesker til at betjene dem. Og når så investeringerne i maskineri og teknologi stiger mere end investeringerne i arbejdskraft, må profitten, set i forhold til den samlede investering, falde.

Dette finder sted samtidig med at kapitalismen kommer ud i sine cykliske kriser, og det påvirker dybden og varigheden af disse kriser – på samme måde som de cykliske kriser også kan påvirke profitraten positivt ved at ‘rense ud’ i systemet.

Men også andre faktorer end disse har spillet ind i den aktuelle situation. For ovenpå det usikre fundament for opsvinget i den amerikanske økonomi, voksede samtidig en bobbel af spekulation på børserne. Aktierne steg, især i den nye IT-branche, uden at stigningerne havde noget at gøre med stigninger i virksomhedernes faktiske profitabilitet, der var meget lavere. Dette er i sig selv en uholdbar situation, og kombineret med en krise i den ‘virkelige’, produktive økonomi, kan den være meget ødelæggende, når sandheden går op for spekulanterne, og systemet falder sammen. Som det nu har gjort.

Og sammenbruddet i den amerikanske økonomi har naturligvis også påvirket resten af verden, i og med at USA har fungeret som verdens-økonomiens afgørende motor. Et andet økonomisk centrum, Japan, har befundet sig i dyb krise i de sidste mange år, og der er ikke noget, der tyder på, at landet er på vej ud af den.

Og jo værre krisen bliver internationalt, des sværere bliver det også at eksportere sig ud af den.

Dette er et problem for flere forskellige lande. F.eks. for Europas største økonomi, Tyskland, der i høj grad har baseret sin økonomi på eksport. I Tyskland var arbejdsløsheden i december steget konstant de seneste 11 måneder og var på det tidspunkt på 9,5% af arbejdsstyrken. Væksten i Tysklands økonomi i 2002 ventes at blive endnu lavere end USA’s.

Nedtur

Også de sydøstasiatiske økonomier er langt hen ad vejen baseret på eksport, endda eksport der i høj grad er rettet direkte mod USA. Sydøstasien blev i 1997-98 rystet af en krise, der sendte millioner ud i fattigdom, og landene har ikke siden kunnet ryste konse-kvenserne endeligt af sig, på trods af at de relativt hurtigt fik vendt den pludselige nedtur. Disse økonomier bliver kun mere sårbare af den internationale situation.

Danmark er endnu ikke særlig påvirket af krisen – selvom forvent-ningerne til væksten det kommende år er blevet nedjusteret. Nogle af de mest pessismistiske med hensyn til den danske økonomi, er arbejdsgiver-foreningen, Dansk Industri. De mener, at de to vigtigste skridt mod en bedre dansk økonomi er (1) et stigende forbrug og (2) løntilbageholdenhed (Jyllands Posten, den 24. dec.). Som nævnt tidligere, er disse to faktorer ikke forenelige, i hvert fald ikke på længere sigt, og DI udtrykker blot på denne måde, og på samme tid, kapitalismens kortsynethed og dens indre modsætninger.

Indgreb

Både fra Danmark og fra mange andre sider ses der nu mod USA og Bush-regeringen. Vil de være i stand til, gennem skattelettelser og rente-nedsættelser, at sætte gang i økonomien igen? Både i USA, men dermed også i store dele af resten af verden på lidt længere sigt.

Problemet er, at disse metoder dels ikke vil kunne håndtere den faldende profitrate, dels vil de slet ikke kunne kompensere for, at forbrugerne nu er holdt op med at låne penge, hvilket var det, der i lang tid kunne holde forbruget oppe. Det er anslået, at den negative effekt af dette vil være et sted mellem fire og otte gange så stor som den positive effekt af den amerikanske regerings indgreb.

Jokeren i spillet er så, hvilken rolle Bush-regeringens krigsførsel og planer om et missilskjold til milliarder af dollars vil kunne komme til at spille. Tidligere har investeringer i militært isenkram kunne sætte økonomien i gang: Det var det, der skabte efterkrigstidens lange opsving og også opsvinget i midten af firserne, hvor Reagan iværksatte sit stjernekrigs-projekt.

Fordelen ved investeringer i militærudstyr er for det første, at det skaber arbejdspladser og sætter gang i efterspørgslen på samme måde som en ekspansiv finans- og pengepolitik. For det andet, så er det investeringer, der ikke fører direkte tilbage til den produktive økonomi, og dermed ikke bidrager til at profitraten falder, idet dette netop er en følge af investeringer i produktiv teknologi.

Det er muligt at dette vil kunne komme til at spille en rolle, men det er endnu ikke til at vide i hvor høj grad.

Det, man i hvert fald kan sige, er, at kapitalismen endnu en gang viser, at den ikke er i stand til at sikre en fredelig og stabil udvikling i verden, men gang på gang kaster millioner ud i fattigdom og arbejdsløshed – at en eventuel oprustning muligvis vil kunne rette økonomien op, svækker ikke denne pointe. Tværtimod.

Når kapitalisternes krise rammer, er det arbejderklassen der må betale prisen

Under økonomiske kriser går virksomheder konkurs, værdien af aktier falder og formuer svinder ind eller mistes helt.

Ikke desto mindre, er det ikke virksomhedsejerne og de rige, der rammes hårdest af kriser. Jo værre stillet du er, des hårdere bliver du ramt i tilfælde af en økonomisk nedtur. Kriser er ikke bare tal, der bliver mindre på aktiemarkederne eller på virksomhedernes bundlinier – de er benhård realitet for de millioner af mennesker, der rammes af fyringer og nedskæringer.

Selv Verdensbanken indrømmede efter krisen i Sydøstasien, at kriser har en tendens til at blive løst “på bekostning af arbejderne”, hvis gennemsnitlige andel af de værdier, der produceres, bliver mindre.

Aktuelt har dette især været tydeligt i Argentina. De skiftende regeringers politik har helt klart været, at krisen skulle betales af den almindelige argentiner og bestemt ikke af de argentinske virksomheder. De offentligt ansattes lønninger er blevet skåret drastisk, og argentinernes økonomiske handlemuligheder er ligeledes blevet indskrænket markant.

På grund af de angreb, der vil komme på arbejderne i en krisesituation, er det vigtigt, at de, der rammes, står fast på, at det ikke er dem, der skal betale for systemets krise. Og det er også det, argentinerne gør lige nu (læs mere om Argentina på bagsiden).

Den aktuelle verdenskrise vil desuden blive en prøve for den anti-kapitalistiske bevægelse. Bevægelsen bør skærpe sin kritik af den fuldstændigt frie markedsøkonomi, ligesom det også vil være naturligt, at bevægelsen radikaliseres samtidig med at både stemningen i samfundet og de tiltag, bevægelsen kæmper imod, bliver mere radikale.

I den situation er det vigtigt, både at bevare bevægelsens bredde, men samtidig også sørge for, at den udvikler sig politisk og aktivistisk og på den måde bliver i stand til at møde de udfordringer, der allerede er, og som vil komme.

Flere artikler fra nr. 200

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Øk. kriser: 2000-

Se flere artikler af forfatter:
Mikkel Birk Jespersen

Siden er vist 1730 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside