Socialistisk Arbejderavis
Nr. 200 – Januar 2002 – side 12
Revolution i Argentina!?
Mikkel Birk Jespersen + Troels Skov Nielsen
Argentina er på randen af revolution. Oprøret har væltet den ene præsident efter den anden og har potentialet til at løfte millioner af argentinere ud af den fattigdom, nyliberalismen har kastet dem ud i.
Det kan ske, hvis de selv tager kontrol med produktionen og begynder at planlægge den efter deres egne behov og ikke en lille, herskende klasses.
Keramikarbejdere i demonstration. De besatte efterfølgende deres fabrik og satte produktionen i gang under deres egen kontrol. Et godt eksempel på arbejdermagt.
Den argentinske arbejderklasse har allerede bevist, at det kan lade sig gøre at overtage kontrollen over dele af produktionen. Det er f.eks. sket på Zanon-keramikfabrikken, hvor arbejderne har været i strejke i månedsvis.
Dér satte arbejderne selv produktionen i gang igen og viste, at de sagtens kan styre tingene selv. Også flere andre steder er virksomheder blevet besat arbejderne.
Demonstrationer
Men ellers har oprøret mest udtrykt sig i store og militante demonstrationer i hovedstaden Buenos Aires. Hverken løfter fra de skiftende præsidenter eller brutal politivold – der har ført til 23 demonstranters død – har kunnet stoppe protesterne. Folk har plyndret supermarkeder, for hvorfor skulle de gå sultne, blot fordi de ingen penge har, når supermarkedernes hylder bugner?
Oprøret er et nederlag for såvel de argentinske magthavere som for IMF (Den Internationale Valutafond) og den nyliberale politik, de har tvunget landet til at føre.
I medierne, både herhjemme og i andre vestlige lande, er krisen blevet fremlagt som et resultat af korrupte og uansvarlige argentinske politikere.
Men det er absurd alene at give argentinerne skylden. Det hele startede i 1991 med en ultraliberalistisk præsident og regering, der efter krav fra IMF og med fuld opbakning fra ‘verdenssamfundet’ solgte ud af den store offentlige industri, og skar voldsomt i de offentlige ydelser og lønninger. Samtidig bandt den pesoen til dollar’en for at sikre sig mod inflation.
Nedskæringer
Det bragte penge til Argentina, især amerikanske, franske og spanske selskaber pumpede mange penge ind i landet. Dette gav flere arbejdspladser og øgede levestandarden for middelklassen og overklassen. Men arbejderklassen og den nederste del af samfundet blev ramt hårdt af nedskæringerne, og fremgangen nåede aldrig ud til dem. Og staten havde problemer med at betale af på den gæld, der var optaget under militærdiktaturet, og sidenhen gælden til IMF.
En demonstrant fra Buenos Aires siger: “Ud af en befolkning på 35 mio., lever 14 mio. under fattigdomsgrænsen. Offentlige udgifter blev skåret brutalt for at imødekomme IMFs mål. Efter i årevis at have udholdt denne nyliberale opskrift, er argentinerne gået på gaden for at sætte en stopper for situationen.”
En anden myte, der er udbredt i Vesten, er at Argentina er noget nær et u-land, og derfor er det ikke relevant for os som vestlige at forholde os til et oprør “dernede”. Men denne myte er ikke sand. Argentina er det mest industrialiserede land i Sydamerika, kun 12% af befolkningen bor på landet, og flertallet har levet deres liv meget som folk gør i Vesten – med biler, videoer, osv.
Arbejderklassen i Argentina står nu over for et vigtigt valg: Skal de lade den mindst ringe politiker komme til, eller skal de selv tage kontrollen og blæse politikerne og IMF et stykke?
Revolution
Det er dette valg, arbejdere har stået overfor i alle revolutionære situationer i historien, og hvad udfaldet bliver afhænger i høj grad af, om der er nogen, der organiseret kan gå ud og argumentere for, at en helt ny måde at organisere samfundet på, er det eneste rigtige – altså om der er et revolutionært parti. Det var det, der førte til, at Den russiske Revolution i 1917 kunne udvikle sig sejrrigt, mens revolutioner som dem i Tyskland 1918-23 og Chile 1973 led nederlag.
Dette kan let vise sig at være svagheden i Argentina, hvor et militærdiktatur i 80’erne smadrede stort set al venstreorienteret organisering. Ikke desto mindre er der håb om, at oprøret kan brede sig til fabrikker og andre virksomheder og på denne måde vise en anden vej end den, politikere og medier propaganderer for.
Og det vil forhåbentlig kunne blive en inspiration for arbejdere og studenter, der kæmper imod nyliberalismen over hele verden.
Det argentinske oprør viser endnu engang, at revolution er en realistisk mulighed, også i år 2002. Og samtidig viser den argentinske krise, at revolution ikke blot er en mulighed, men en nødvendighed, hvis vi i fremtiden vil sikre, at vi ikke bliver ofre for kapitalismens meningsløse jagt på profit.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed