Socialistisk Arbejderavis
Nr. 201 – Februar 2002 – side 4
Mellemøsten
Øget pres på USA og arabiske ledere
Margit Johansen
Argentinske tilstande med sociale og politiske oprør kan hurtigt blive en aktuel dagsorden i flere af de mellemøstlige lande.
En blind bekendelse til markedsøkonomien med privatiseringer af offentlige ydelser (skoler, sundhed osv.) samt konsekvenserne af IMFs strukturtilpasningsprogrammer har øget fattigdommen og skærpet klassemodsætningerne.
I Saudi-Arabien, som mange ellers betragter som et rigt og stabilt land, er der øgede spændinger, og det skyldes ikke hovedsageligt kritikere som Osama bin Laden, der er vrede over den tætte alliance med USA. Det skyldes også, at økonomien er i krise som konsekvens af faldende oliepriser og den generelle opbremsning i den globale økonomi. I et land, der stort set er ørken og kun har olien som indtægtskilde, er det af største betydning, at olien flyder hele tiden for ellers går landet i stå.
Levevilkårene er på vej ned for den almindelige befolkning, hvor de unge kan se at deres forældres generation havde det bedre (indkomsten pr. indbygger er halveret siden begyndelsen af 80’erne).
Det er en udvikling, som er med til at øge kritikken af det enevældige styre med krav om demokratisering. Også kritik af den tætte alliance med USA – både økonomisk og militært – rejses af mange andre end Osama bin Laden.
Og kritikken af USA øges ikke alene i Saudi-Arabien, men også blandt den almindelige befolkning i hele Mellemøsten i takt med at USAs imperialisme skaber flere døde, enten gennem krigen i Afghanistan eller mod Saddam Husseins Irak – eller gennem den økonomiske politik, USA og de multinationale selskaber sætter igennem.
Også i et land som Egypten lurer oprør og konflikter konstant. Dette ikke mindst fordi strukturtilpasningsprogrammer fra IMF har øget fattigdommen i landet markant. Da IMF i 1977 stillede krav om at tilskud til basale varer som brød, mel, sukker og petroleum blev fjernet, gjorde folk oprør, og præsident Sadat måtte genindføre tilskuddene. Men siden er det fortsat med stramninger og ikke mindst privatiseringer.
Intifadaen inspirerer
Privatiseringer i Libanon har også fået folks vrede til at koge over i handling. Da det nationale luftfartsselskab Middle East Airlinesblev privatiseret og fyresedler blev delt ud til 1200 ansatte, betød det strejker.
Sådan kunne man fortsætte fra land til land i Mellemøsten og fortælle om, hvordan vreden mod magthaverne er voksende, og hvordan der i 90’erne også begynder at blive kæmpet imod dem.
En fællesdynamik for alle mennesker i Mellemøsten er situationen er situationen i Palæstina og palæstinensernes kamp mod Israel, den fjerdestørste militærmagt i verden.
USA og Israels undertrykkelse af og krig mod palæstinenserne er i Mellemøsten ikke alene et symbol på amerikansk imperialisme i området, men også på hvor lille de lokale magthaveres ønske om at gå imod USA egentlig er. Palæstinenserne står reelt alene i den arabiske verden på regeringsplan.
Men mange, især unge, er blevet inspirerede af Intifada’en og palæstinensernes kamp. Det, der er vigtigt at lære af den palæstinensiske kamp, er, at den nationale kamp ikke fører til lykkeland – Arafats selvstyre er næsten lige så undertrykkende som den israelske besættelsesmagt.
Det er vigtigt, at de unge og arbejderne i Mellemøsten lære af dette, at de ser, at de som arbejderklasse har den afgørende magt til gennem strejker og oprør at sætte en anden dagsorden i Mellemøsten, på tværs af grænser.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe