Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 201 – Februar 2002 – side 5

Studenter-demoer den 7. februar

Massiv modstand mod regeringen

Den 7. februar var omkring 20.000 elever og studerende på gaden mod regeringens nedskæringsfelttog mod uddannelserne.

I København var mere end 10.000 vrede studerende mødt op.

Allerede 1 time inden demonstrationen skulle starte begyndte folk at strømme ind på Rådhuspladsen.  Demonstrationen var en stor blanding af studerende fra så godt som alle steder i uddannelsessystemet – handelsskoler, universiteter, FUU-elever, gymnasier og en mindre hær af folkeskoleelever, der havde strejket i ugen op til.

I forhold til tidligere uddan-nelsesdemonstrationer var stemningen meget militant. Mange af deltagerne havde lavet den politiske generalisering, der sagde, at det her ikke kun var en kamp for bedre undervisning, men at den skulle kædes sammen med en generel kamp mod den borgerlige regering.

Socialistisk Arbejderavis talte med Lærke, Nikita og Rebekka fra Sct Annæ Gymnasium, der var mødt op for at demonstrere for et bedre uddannelsessystem.

“Selvom det ikke er os, der bliver hårdest ramt af nedskæringerne, skal vi ikke finde os i nedskæringer på uddannelser overhovedet, for uddannelse er vigtig, og samfundet har penge nok.”

Og Nikita, der kommer fra Iran, tilføjede:

“Og der skal ikke hetzes mod, eller tages fra, indvandrere, for alle må komme ind i Danmark.”

I Århus deltog godt 3000 i demonstrationen på Store Torv.

En af dem, der har været aktiv i at mobilisere til demonstrationen er Liv Berger Madsen, der går i 9. klasse og sidder i elevrådet på Møllevangsskolen i Århus.

“Det var den lærer, der er tilknyttet elevrådet, der kom til os og opfordrede os til at deltage i demonstrationen. Herefter gik vi ud i alle klasserne, hvor vi fortalte om, hvilke nedskæringer og angreb regeringen har planlagt, og vi opfordrede til at gå med i demonstra-tionen.”

“Der er flere områder i regeringens planer, der vil ramme folkeskolerne, f.eks. at der skal indføres karakterer og prøver fra 3. klasse. Planerne om at offentliggøre karaktergennemsnit fra de enkelte skoler vil føre til lærerflugt og forringet kvalitet på undervisningen.”

“At modersmåls-undervisningen skal afskaffes, vil også ramme hårdt. På min skole er ca. halvdelen af eleverne to-sprogede, og forslaget møder da også frustration hos mine klassekammerater.”

Pædagogstuderende Henry Westerdorp, 37 år, fra Peter Sabroe seminariet fortæller:

“Hele mit hold er mødt op i dag for at protestere mod regeringens spareplaner. Vores undervisning er i forvejen fuldstændig udsultet med for få lærere og alt for ringe undervisning. Når nu seminarierne bliver pålagt at spare endnu mere, betyder det uundgåeligt, at undervisningen også bliver ringere. Samtidig stiller de hele tiden højere krav til vores uddannelse, men det hænger simpelthen ikke sammen, når de ikke samtidig vil bruge de penge det koster.”

I Odense var ca. 1200 unge mødt til demonstration i Kongens Have.

Elever fra gymnasier, handelsskoler, tekniske skoler, Den fri Ungdomsuddannelse, efterskoler samt studerende fra pædagogseminarier og lærerseminariet deltog.

“Det er et fremskridt, at forskellige uddannelser går sammen og viser hinanden solidaritet. Det skal vi blive ved med,” fortæller Eva Cathrine Fischer, der er medlem af Pædagogstuderendes Landssammenslutning, PLS.

Hun bliver bakket op af fra Morten Skovsby, fra LO-Ungdom Fyn.

“Jeg er glad for at vi kunne samle så mange til demonstrationen.  Den fik rigtig god dækning i de lokale medier. Selv om nogle af besparelserne er fjernet, skal man huske, at på mange skoler er der allerede skåret voldsomt ned. På de tekniske skoler får lærlingene flere og flere ‘lærerfri timer’.  Så der skal ikke spares, men tilføres flere penge, hvis uddannelserne fremover skal være gode nok.”

Også i Aalborg var de studerende på gaden. Ca. 500 elever og studerende viste deres modstand mod regeringens politik på uddannelsesområdet.

Lars Søndergaard, pædagogstuderende og fra PLS, siger: “Nedskæringerne vil medføre et fald i kvaliteten i timerne. Læreres og studerendes vilkår bliver forringet, og det vil gå udover fagligheden.”

En løsning er, ifølge Lars, øget solidaritet mellem de studerende. Det kræver, at folk er parate til at diskutere vilkårene. Finde ud af hvad man ønsker og så sætte handling bag ordene.

Erfaringer fra demonstrationerne d. 7. februar er vigtige. For det er denne type sammenhold, der skal til, hvis vi fremover vil flytte kampen fra først og fremmest at være en defensiv kamp mod forringelser til at være en offensiv kamp for de stærkt tiltrængte forbedringer af elever og studerendes vilkår.

Billedtekst:
10.000 vrede studerende og skoleelever demonstrerer i København mod regeringen.

Flere artikler fra nr. 201

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Studenterkamp (DK)

Siden er vist 1818 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside