Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 20 – Juni 1986 – side 8

Jens Nauntofte: “Kadaffi – Libyens Godfather”

Hva’ Ka’daffi?

Ågot Berger

Jens Nauntofte: Kadaffi – Libyens Godfather, 158 sider, Rhodos, pris kr. 118,00.

NAUNTOFTES BOG ER aktuel, informativ og piller eventuelle illusioner væk om at Libyen er en progressiv stat, som står i centrum for kampen mod imperialismen. Derudover er bogen koncentreret om Kadaffi og hans udenrigspolitiske rolle.

Kadaffis hovedværk er “Den Grønne Bog”. Den er svaret for verdens folk, alternativet til det Kadaffi kalder 'de to K'er' kommunismen og kapitalismen. Dette alternativ har det libyske folk og de titusinder af fremmedarbejdere i landet fået at føle på sin krop. Kadaffi siger om sig selv: “Hitler og Mussolini manipulerede med masserne for at kunne regere dem. Khomeini og jeg, derimod, udnytter støtten fra masserne til at sætte folk i stand til at regere sig selv...” Når han ynder at placere sig i selskab med Khomeinis terrorregime, siger det meget om Kadaffi.

Kadaffi er dybt muslimsk og antikommunistisk. Han betragter islam som en vejledning og åbenbaring for hele menneskeheden.

EN AF BOGENS SVAGHEDER er, at den ikke giver et præcist billede af undertrykkelsen i den libyske stat. Den libyske arbejderklasses forhold beskrives ikke, f.eks. er strejker forbudt. Nauntofte forklarer derimod udemærket, hvordan Kadaffi har jongleret med udnyttelsen af fremmedarbejdere.

På ryggen af 700.000 fremmedarbejderes arbejdskraft eksploderede Libyen i 70erne fra at være et af verdens fattigste lande til at være et nyrigt olieland. Størstedelen af fremmedarbejderne var ægyptere. De blev sendt hjem efter et militært sammenstød mellem Libyen og Ægypten i 1977. I stedet importerede regimet malaysere, pakistanere og thailandere, fordi de lavede mindre vrøvl og blandede sig ikke politisk. Efter olieprisernes dyk efter 1980 sendtes atter tusinder hjem, fordi projekterne ikke kunne gennemføres.

Arbejderklassen har ikke spillet nogen rolle i Kadaffis revolution, og gør det iøvrigt heller ikke i Nauntoftes bog. Regimet er benhårdt statskapitalistisk og udmærkede sig i 1986 ved at udbetale månedsløn til soldaterne hver 6. uge, og generelle opfordringer om at arbejde på overtid for revolutionen.

Libyen havde i 1973 sin kulturrevolution. Ligesom i Mao's Kina var humlen i revolutionen, at man fjernede alle kritiske elementer, under påskud af at pamperne skulle udrenses. Her dannedes “Bevægelsen af revolutionære komiteer” (RCC), som også idag er Kadaffis forlængede arm. De foretog udrensningerne, arrestationerne og likvideringerne.

Den islamske lovgivning blev indført og bibliotekerne blev renset for "importerede ideologier, reaktionære tanker, kapitalistiske og jødiske kommunistiske tanker".

REAGAN BRUGER som argument for at bombe Libyen, at landet er “base for international undergravelses virksomhed”. Det er dog at give Kadaffi for meget. Han har støttet sandinisterne i Nicaragua, ANC, MPLA, ZANU, og palæstinensiske grupper. Han har også støttet IRA og Polisariofronten, men støtten blev droppet, i det mindste officielt, til fordel for bedre forbindelser til henholdsvis den britiske stat og Marokko. Kadaffis støtte til frihedsbevægelser betyder en svækkelse for imperialisterne.

Men selv om Palæstinaspørgsmålet er Kadaffis hjertebarn, viser Nauntofte, at støtten for det meste kun er økonomisk.

Israel frygter heller ikke sin højtråbende nabo. Nauntofte refererer en tidligere israelsk efterretningschef, som siger: “Hvem ellers med alle hans afsindige forsøg på at forene araberne kan holde dem adskilt end netop Kadaffi? Strategisk set er han en trussel, men taktisk er han et aktiv.”

LIGESOM ANDRE statsledere praktiserer også Kadaffi pragmatisme i udenrigspolitikken. Fra at være håndlanger og allieret på nogle spørgsmål med Vesten og USA, skiftede han hest til at orientere sig mod Sovjet. Det passede godt i russernes kram, fordi de var blevet smidt ud af deres tidligere allierede Ægypten i 1972. Libyen ligger militært strategisk vigtigt, og kan modsat de fleste af Sovjets handelspartnere betale kontant. Libyen køber for 20 milliarder dollars våben årligt fra russerne og er et godt kort på 80’ernes usikre oliemarked.

Det betyder ikke, at de politisk ideologisk er ved at nærme sig hinanden. Sovjet har travlt med at distancere sig fra Kadaffis “terrorvirksomhed”. For, som Nauntofte siger, foretrækker både CIA og KGB den mere skjulte terrorisme.

Når Kadaffi har beholdt en vis popularitet i befolkningen på trods af terrorlove, hænger det snævert sammen med, at oliepengene er brugt til at give hele det libyske folk en massiv velstandsforøgelse.

Med velstandseksplosionen har også Kadaffi gravet sin egen grav. Der har udviklet sig et aristokrati af smarte forretningsfolk og en stor middelklasse. En intelligensia, som ikke accepterer de forældede koranlove og spionsystemet og et officerkorps, hvor der er stigende misnøje med regimet. Så længe småborgerne og middelklassen kunne øge deres velstand på ryggen af invandrernes arbejdskraft, var de villige til at affinde sig med regimet. Men det drastiske olieprisfald, juntaens angreb på småhandlende og fri privat akkumulation gav ny næring til de moderate i hæren.

STADIG HYPPIGERE er der kupforsøg i Libyen. Der er polske tilstande med varemangel på hylderne og ufærdige byggeprojekter overalt. Krisen ser imidlertid ikke ud til at få en revolutionær løsning ledet af arbejderklassen. Situationen i følge Nauntoftes bog tegner mere til, at Libyen slutter sig til rækken af “moderate” arabiske stater efter et nyt officerkup.

Flere artikler fra nr. 20

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Libyen

Se flere artikler af forfatter:
Ågot Berger

Siden er vist 1363 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside