Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 201 – Februar 2002 – side 11

Læserbrev

Et forsvar for Ringenes Herre

Rikke Holm

I sidste nummer af Socialistisk Arbejderavis bragte man en anmeldelse af Ringenes Herre. Det er fint, at en socialistisk avis forholder sig kritisk til den kommercialisering, der følger med et så omfattende filmprojekt, men anmeldelsen er efter min bedste overbevisning både uforståelig, selvmodsigende og sekterisk – derfor denne kommentar.

Anmeldelsen kritiserer Tolkien for at beskrive et feudalt paradis, hvor de få kæmper på vegne af de mange, og hvor det gode altid vil sejre. Det er en fordrejet og forsimplet udlægning af historien.

Mange gange i løbet af bogen understreges tværtimod nødvendigheden af, at alle racer står sammen i kampen for at nedkæmpe det onde. Frodo og Sam har ikke en chance for at bringe ringen til ødelæggelse i Mordor, hvis ikke mennesker, dværge og elverfolk står sammen i modstanden og krigen mod Sauron og Saruman. Samtidig er der ingen determinisme i fortællingen. Det er ikke en naturlov, at det gode vil sejre. Det afhænger af, om folk kan blive enige om at stå sammen omkring deres fælles interesse i at nedkæmpe det onde.

Anmeldelsen slutter af med at konkludere, at bogen er en underholdningsbog, der giver mulighed for en flugt fra virkeligheden. Det ligger fint i tråd med Tolkiens egen grundintention: han ville skrive en god og underholdende historie. Hvis bogen dermed “bare” er et godt eventyr, så kan det ikke nytte noget, at man i en anmeldelse behandler den som om den var et stykke socialrealisme. Det minder om den stalinistiske litteratur-kritik, der afskrev alt, der ikke var socialistisk realisme som dårlig kunst. I ISU er vi trotskister, og har dermed også en langt mere nuanceret tilgang til kunst og litteratur, og derfor ærgrer det mig at se en så forsimplet analyse i vores avis.

Bogen kritiseres også for at have været en bibel for miljøaktivister og hippier i USA i ‘60erne. Det mener jeg er dybt sekterisk. Det er netop mennesker med den slags holdninger som vi i dag kæmper side om side med i den antikapitalistiske bevægelse – folk der slås for det gode, men som ikke nødvendigvis er klare på, hvordan den kamp skal kæmpes for, at vi kan vinde. Men det betyder ikke, at vi afskriver og håner dem for at være uklare. Tværtimod diskuterer vi åbent med dem og kæmper sammen.

Når Tolkien således i Ringenes Herre kritiserer det onde, kynismen, passiviteten og begærligheden der splitter folk – og hylder det gode, sammenholdet, solidariteten og den direkte handling, så kunne man lige så godt argumentere for, at Tolkien var det vi i dag ville kalde en god antikapitalist.

Jeg tror snarere, det er dette positive budskab, som de mange unge seere og læsere i dag får ud af Ringenes Herre. Derfor mener jeg ikke, at der er en overhængende fare for, at folk der går ind og ser filmen skulle blive overvældet af en pludselig trang til at vende tilbage til et feudalsystem med religiøst monarki. Men folk vil helt sikkert få en underholdende og opløftende oplevelse af en film, der rammer den fantastiske stemning fra bogen lige i øjet. Og det gode humør og den energi folk kan få ud af en sådan oplevelse, kan man så passende bruge i kampen mod Anders Fogh (vor tids Sauron) og hans onde og begærlige nyliberalistiske kumpaner.

Flere artikler fra nr. 201

Flere numre fra 2002

Se flere artikler om emnet:
Litteratur

Se flere artikler af forfatter:
Rikke Holm

Siden er vist 1830 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside