Socialistisk Arbejderavis
Nr. 20 – Juni 1986 – side 9
Arbejderråd og revolution
Jørgen Lund
Arbejderrådene i den russiske revolution i 1917 opstod, fordi de dominerende fagforeninger og partier havde vist sig ude af stand til at gennemføre den nødvendige sammenkobling af økonomisk og politisk kamp. Dermed opstod kimen til en ny type stat, som var styret af arbejderne selv.
På den måde virkeliggjorde den russiske arbejderklasse to af Karl Marx’ vigtigste erfaringer: At “arbejderklassen ikke slet og ret kan overtage statsmaskineriet”, og at “arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk”.
De første arbejderråd
Det første arbejderråd startede som en samling af strejkekommiteer i det nuværende Leningrad under den russiske 1905-revolution. Revolutionen havde udviklet sig som et massivt arbejderoprør med måneders massestrejker og demonstrationer, og der blev dannet råd (sovjetter) af delegerede fra fabrikkerne.
Det lykkedes sovjetorganiseringen at udfordre zarismen for eksempel ved at tvinge pressefrihed ågennem. Sovjetterne kom i afgørende konflikt med statsmagten, og spørgsmålet om hvem der bestemte i samfundet blev skærpet: Var det zarens regering eller arbejdernes sovjet-organisering? Sidst på året 1905 løste zaren det spørgsmål ved at slå ned på rådene med politi og militær.
Revolution i 1917
Revolutionen i 1905 bliver kaldt “generalprøven” på den russiske revolution i 1917. Men der gik ikke en lige vej fra 1905 til 1917.
I årene der fulgte efter, kom der virkelig et tilbageslag for organiseringen og selvtilliden i arbejderklassen og i arbejderpartierne, år med nedgang i klassekampen og demoralisering på arbejdspladserne. Men det var netop i disse år, at et revolutionært arbejderparti, Bolsjevikkerne overlevede, fordi de satsede på at opbygge et parti i de mest radikale dele af arbejderklassen.
De opbyggede et parti, som fastholdt det politiske princip, at arbejderklassen er den eneste sociale kraft, der kan gennemføre revolutionen. I løbet af verdenskrigen voksede utilfredsheden med zarismen i den russiske befolkning, og både den politiske, militære og forsyningsmæssige krise blev skærpet.
Opgøret kom i februar 1917, og tvang zaren til at gå af. Som i 1905 dannedes arbejderråd – og nu også soldaterråd, der blev dannet i de fleste militære enheder.
Situationen blev ustabil. Enten skulle rådene bestemme, ellers skulle borgerskabet og dets stat. En konfrontation var uundgåelig, og bolsjevikkernes politik blev at vinde et flertal i rådene for at de skulle tage magten i samfundet.
Arbejderklassens politik
Sovjetterne var dannet af repræsentanter fra arbejdspladserne, og var nært knyttet til forandringer i stemningen på arbejdspladserne og i hærenhederne.
Selv om rådene var meget uens i deres sammensætning og var enormt flexible, så var det fælles for dem, at de bestod af folk valgt i basis, men ikke nødvendigvis fra de pågældende arbejdspladser selv. Tværtimod var de delegerede oftest valgt ud fra de forskellige politiske partier og programmer. Det medførte en meget høj grad af politiske diskussioner af sovjetternes og kandidatertnes politiske linier. Disse kunne udskiftes, og blev det, når den politiske stemning på arbejdspladserne skiftede. Netop i revolutionære tider går bølgerne højt, og dermed går også radikaliseringen i den politiske udvikling hurtigt.
Kampen mellem de forskellige retninger i arbejderklassen kom til at stå inden for sovjet-organiseringen, samtidig med at sovjetmagten stadigt klarere blev alternativet til de skiftende regeringer og parlamentarismen. Fordi rådsorganiseringen var vokset ud af klassekampen og ændredes efterhånden som den kamp blev mere omfattende og intens, udgjorde rådsmagten stadig klarere grundlaget for en ny type statsmagt og administrationsapparat. På alle måder langt mere demokratisk end parlamentarismen. Ikke blot fordi den var organiseret som delegeretsystem, men også fordi den repræsenterede arbejderklassens modmagt til den herskende klasse i netop den grad som arbejderne selv var mobiliseret bag og fulgte rådenes politik.
Bolsjevikkernes linie for magtopgøret med den borgerlige stat var “Al magt til sovjetterne”. Gennem partiets beslutning om opstand mod regeringen, som den blev udført gennem sovjetten i hovedstaden, kunne den samtidige al-russiske sovjetkongres i november vedtage at etablere en revolutionær regering, som et led i den eneste gennemførte socialistiske revolution hidtil i historien.
Ikke kun i Rusland
Det var kun i Rusland, at rådsmagten endte med etablering af arbejdermagt. Men radikaliseringen af arbejderklassen var fælles for alle europæiske lande, og især i de større krigsførende lande havde radikaliseringen også ført til rådsorganisering blandt arbejderne.
Baggrunden var den fælles kapitalistiske udvikling og betingelserne under verdenskrigen.
Der var før krigen sket en vækst i massen af ufaglærte og oftest også uorganiserede arbejdere. De krigsførende landes behov for udstyr og våben accelererede denne udvikling og gjorde den endnu mere ensartet og satte den under stor statslig kontrol, ofte næsten militært organiseret.
Dertil kom de fælles arbejdsforhold for alle arbejdere i de krigsførende lande, med rationering, strejkeforbud, militære undtagelsesbestemmelser og dyrtid – en fælles politik fra de herskende klasser, som blev støttet af de traditionelle arbejderorganiseringer, fagforeningsledelserne og de socialdemokratiske partier. Rådsorganiseringerne byggede på basisorganisering, som forenede alle arbejdspladser og arbejdere og på økonomiske kampkrav og på krav om grundlæggende politiske ændringer; krav som hang tæt sammen på grund af krigsøkonomien.
Spørgsmålet om, hvem der bestemte i samfundet blev rejst, og derfor blev rådsorganiseringen en uforenelig udfordring til statsmagten.
Revolutionen internationalt
De russiske bolsjevikker var klar over, at den russiske revolution ikke kunne overleve, hvis ikke arbejdermagten også blev gennemført i andre lande. Det var der også udsigter til. Både i Tyskland og i Italien førte de revolutionære bevægelser gennem arbejderråd frem til muligheden. Især den tyske revolution er af stor betydning og en vigtig erfaring.
I november 1918 blev der dannet arbejder- og soldaterråd over hele Tyskland, som tvang regeringen til at slutte fred og Kejseren til at forsvinde. I de næste måneder var situationen revolutionær. De tyske socialdemokratiske parti og fagforeningsbureaukrater gik imidlertid ind for borgerligt demokrati og kæmpede imod enhver form for arbejdermagt.
Den radikale del af rådsbevægelsen var især under indflydelse af det nydannede Uafhængige Socialdemokrati. Et parti der troede på en forening af arbejderråd og borgerlig parlamentarisme.
Opgøret med staten
Det kommunistiske parti (KPD) blev først dannet sidst i december 1918, efter mange års skyggetilværelse som den evige venstreopposition indenfor de socialdemokratiske partier. KPD var alt for uerfarent og uselvstændigt over for de radikaliserede arbejdere til at blive lederskab i den skærpede klassekampssituation, og det tabte muligheden for at lede rådsbevægelserne frem til et magtopgør og revolution.
Rådsbevægelserne i Vesteuropa kunne – i modsætning til Rusland – ikke gennemføre rådsmagten overfor staten. En del af forklaringen ligger i de forskellige sociale og politiske strukturer. Især fordi der i vesten havde udviklet sig et klassesamarbejde, som blev varetaget af et reformistisk fagforeningsbureaukrati og partiapparat. Dette apparat dominerede arbejderbevægelsen totalt og kunne også bevare sin indflydelse overfor rådsbevægelsen.
Rådsbevægelse og socialisme
I den russiske revolution var reformismen dog langt fra fraværende. Den havde været til stede i arbejderbevægelsen, også før revolutionen, men Bolsjevikkernes parti havde hele tiden haft en selvstændig opfattelse af arbejderklassens mål og havde også udført en anderledes politisk praksis og agitation.
Således stod Bolsjevikker i en langt mere fordelagtig situation til at overvinde reformismen, da rådsbevægelsen udviklede sig til den russiske revolution i 1917.
Et fælles træk var også, at arbejderne, i begyndelsen af rådsorganiseringen i alle landene, forærede magten på et sølvfad til de reformistiske ledere – efter at have rystet det bestående system og væltet konger og kejsere. Forskellen var netop, at der i Rusland var et organiseret revolutionært parti, som havde en linie for at videreudvikle utilfredsheden, og for at arbejderne skulle styrte den gamle statsmagt helt. Bolsjevikkerne havde indflydelse og erfaring gennem mange års kampe, imod borgerskabet, statsmagten og reformismens indflydelse.
Og så næste gang...
Efter 1. verdenskrig har der været mange eksempler på forskellige former for rådsorganiseringer. Ikke mindst under den spanske borgerkrig 1936-37, i Ungarn 1956, i Portugal 1974-75, og i Polen 1980-81.
Det er svært at forudsige, hvor det sker næste gang. Men det vil være helt afgørende, at de revolutionære bruger erfaringerne fra den russiske og vesteuropæiske rådsbevægelse.
Erfaringerne viser nødvendigheden af et revolutionært parti, der inden for rådsbevægelsen kan gennemføre en konsekvent linie frem mod et magtopgør. Et parti, der har vist sin evne til at tilpasse sig op- og nedgange i klassekampen, og som er kendt for at kunne forholde sig direkte til alle arbejdernes kampe.
I en ikke-revolutionær periode som i dag, der er kendetegnet af nedgang i klassekampen, er det de revolutionæres opgave at kunne generalisere og politisere alle arbejdskampe – at gå imod den opsplittende og økonomiske indsnævring. Formålet er at opbygge arbejderklassens selvtillid over for borgerskabet og fagbureaukratiet.
Læs mere om emnet. En ny bog er lige blevet udgivet på engelsk: The Western Soviets af Donny Gluckstein.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed