Socialistisk Arbejderavis
Nr. 20 – Juni 1986 – side 10
Oliekaos og krise
Chris Harman
Gennem tiderne har borgerlige økonomer og politikere fortalt os, at de høje oliepriser bar skylden for den økonomiske krise. Nu falder oliepriserne igen. Alligevel skal vi ikke regne med, at krisen er slut. Prisfaldet er blevet brugt som påskud til både jule- og påskepakker. CHRIS HARMAN forklarer i denne artikel systemets modsætninger.
Hvorfor falder oliepriserne?
Den øjeblikkelige årsag er, at der bliver produceret mere olie, end der er brug for. De olieproducerende lande i OPEC har gentagne gange forsøgt at begrænse produktionen af olie. Men indtil videre er det mislykkedes.
Dels fordi OPEC-landene ikke har kunnet blive enige indbyrdes, og dels fordi de beslutninger OPEC har taget, ikke har været gældende for ikke-medlemslande, som f.eks. Norge, Sovjet og England.
Den enkelte producent lader sine priser falde i den tro, at de så vil sælge mere olie og dermed udligne prisfaldet. Som så ofte under kapitalismen fører konkurrerende kapitalisters forsøg på at overhale hinanden dem alle ud i krise.
Hvorfor har OPEC ikke længere den samme magt?
I 1973 virkede OPEC meget magtfuld, fordi hele verdensøkonomien lige havde været udsat for et stort opsving. Industriproduktionen steg voldsomt i stort set alle lande. Men produktionen af råvarer steg ikke nær så voldsomt, og efterhånden som forsyningerne slap op, kunne producenterne hæve priserne.
OPEC var den gang i stand til at tvinge priserne på olie – den vigtigste af alle råvarer – voldsomt i vejret. OPEC's medlemslande, eller rettere deres magthavere, nød godt af verdenskapitalens totale anarki. De nød godt af fraværet af enhver form for planlægningsmekanisme, der kunne sikre, at forskellige dele af verdensøkonomien bevægede sig fremad i samme takt. Nu er de ofre for det samme anarki.
De høje priser på olie førte til massive investeringer i nye olie- og naturgaskilder over hele verden. Samtidig gik verden ind i en periode med økonomisk krise, med vækstrater i økonomien på omkring halvdelen af de foregående årtier. Efterspørgslen på olie begyndte at falde.
Det er denne uoverensstemmelse mellem stigende produktion og faldende efterspørgsel, der har nedbrudt OPEC’s styrke.
Vil et olieprisfald ikke føre til velstand, på samme måde som prisstigningeren førte til økonomisk krise?
Ikke nødvendigvis. Enhver omfattende forandring i priserne hjælper nogle firmaer og stater på bekostning af andre.
Når oliepriserne falder, vil de, der køber olie nyde godt af det, modsat de, der sælger.
Reagan-administrationen er begejstret for prisfaldet, fordi den tror, at det vil nedsætte produktionsomkostningerne for mange firmaer og dermed øge profitternes størrelse. De tror også, at lavere priser vil betyde, at forbrugerne vil blive i stand til at købe flere produkter. Men denne formdfor ræsonnement ignorerer nogle væsentlige faktorer.
For det første overses det faktum, at de olieproducerende lande selv er blevet vigtige aftagere af store dele af industriproduktionen. Den internationale handelsorganisation, GATT, gør opmærksom på, at 14% af USAs og Italiens eksport og 8% af Englands og Vesttysklands eksport går til oliestaterne. Disse markeder kunne på det nærmeste forsvinde, og dermed skabe total ødelæggelse for de dele af industrien, som sælger til dem.
For det andet ignoreres de vestlige banklån til olieproducerende selskaber og stater. Antallet af disse lån steg massivt i de år, hvor oliepriserne var høje, og hvor det så ud som om, at uendelige profitter kunne hentes ud af olieproduktionen.
Nu er disse profitter tørret ud, og mange af bankerne vil få problemer med at drive lånene hjem. Til gengæld vil de selv få problemer med at betale gælden tilbage til andre banker og investorer.
I de sidste år er banklån og rentebyrden vokset voldsommere end både industriproduktionen og profitterne.
Verdens gæld har udviklet sig som en omvendt pyramide. En enkelt forstyrrelse kan vælte den. Det vil få katastrofale følger for industriproduktionen, som den er afhængig af. Det pludselige fald i oliestaters og selskabers indtjening kan betyde en sådan sammenstyrtning.
Hvis store banker kommer på kanten af konkurs, vil regeringer verden over givetvis hjælpe dem, men ikke før truslen allerede har forårsaget voldsomme rystelser i den økonomiske og politiske stabilitet.
Ydermere kan de stigende oliepriser ikke forklare den stadig stigende arbejdsløshed og det faktum, at verdensøkonomiens vækst de sidste 10 år kun har været halvdelen af, hvad den var før.
I 1973 og 1979 tog olieprisstigningerne pengene ud af hænderne på selskaber i industrilandene, og gav dem til dem, der kontrollerede olieproduktionen. Men det forklarer ikke, hvorfor de, der nød godt af denne velstand, ikke brugte pengene på en måde, som kunne holde verdensøkonomien gående for fuld kraft.
Trods alt kunne pengene have været brugt til at købe varer fra de industrialiserede lande, eller på lån til industrier i de højt udviklede I-lande. Ethvert af disse områder ville have skabt efterspørgsel af varer fra I-landene. Men det skete ikke. Det er nødvendigt at søge en anden årsag end de stigende oliepriser.
Hvad er denne anden årsag?
Karl Marx påviste for 130 år siden, at kapitalismen i sig selv har en indbygget mekanisme, der dømmer den til krise. Han beskrev, hvordan det enkelte kapitalistiske firma, og i dag hver enkelt kapitalistisk stat, konstant forsøger at komme foran konkurrenterne, ved at øge investeringerne i maskineri i forsøg på at mindske antallet af arbejdere.
Men kilden til kapitalismens profit er arbejdernes arbejdskraft. Marx kaldte dette forhold mellem investeringer og arbejdere for kapitalens organiske sammensætning og mente, at den har tendens til at stige. Hvis investeringerne i maskineri vokser hurtigere end det samlede antal arbejdere, vokser de også hurtigere end profitten. Hver ny portion investering vil skabe mindre profit end den forudgående portion. Forholdet mellem profit og investeringer – profitraten – vil falde. Der har været perioder i kapitalismens historie, for eksempel op gennem 40erne, 50erne og til begyndelsen af 60erne, hvor investeringerne ikke voksede væsentligt hurtigere end arbejdsstyrken, og profitraten ikke faldt.
Men i de sidste 10 år er investeringerne helt sikkert vokset hurtigere end antallet af arbejdere. Den totale mængde investeringer i for eksempel USA er øget med 140%, mens det samlede antal af arbejdere kun er steget med 60% i de sidste 25 år.
Under disse omstændigheder, også selv om lønniveauet skrues helt i bund, og arbejderne tvinges til at arbejde hurtigere end nogensinde før, vil det givetvis ikke være nok til at bringe profitraten tilbage til samme højde, som den var i begyndelsen af 60erne.
Men ingen steder er det lykkedes den herskende klasse at undertrykke arbejderklassen tilstrækkeligt til at skabe en sådan kombination af lønnedskæringer og tempoopskruninger. Så selv om profitraten har været stigende de sidste par år, er den stadig meget lavere end for 15 år siden.
Hvilken betydning har den lave profitrate?
Profitraten er kapitalismens dynamo. Hvis den er svag, vakler hele systemet. De velhavende investerer ikke nok til at holde økonomien gående for fuld kraft.
Uden nye investeringer må den del af sværindustrien, som producerer til nye fabrikker og laver fabriksudstyr, må se lukninger og masseafskedigelser i øjnene. Deres tidligere arbejdere kan ikke længere få råd til at købe varer produceret af andre fabrikker, og arbejdsløsheden spreder sig.
Når der investeres, er det arbejdskraftbesparende investeringer, der i højere grad fjerner jobs end skaber dem. Det er dette symptom, vi har lidt under de sidste 12 år. Økonomisk vækst kan stadig godt finde sted. De sidste 3-4 år har vi været igennem et såkaldt opsving.
Men i næsten alle lande har dette opsving været meget svagt, med vækstrater på halvdelen af gennemsnittet fra 50'erne og en højere arbejdsløshed end man nogensinde havde drømt om i 1973. Den eneste større undtagelse har været USA. Men det øjeblikkelige opsving i den amerikanske industri er baseret på Reagans oprustning og financieret af lån fra andre lande.
Det amerikanske opsving har skabt nogle nye markeder for andre landes eksport, men det har også øget de samme landes problemer ved at presse renten i vejret. Og nu ser det ud som om, at opsvinget er ved at være overstået.
Der er alt for mange forskellige elementer, der har betydning for verdensøkonomien, til at nogen overhovedet er i stand til at forudsige, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid.
Alligevel kan vi med sikkerhed sige, at perioden med krise og ustabilitet i verden vil fortsætte.
Olieprisfaldet vil bringe alle mulige problemer med sig. Magthaverne i lande som Mexico, Golf-staterne og Nigeria må se massive besværligheder i øjnene. Det må Sovjet også. Sovjets eksport består for en trediedels vedkommende af olie. Den amerikanske økonomi kan løbe ind i alvorlige problemer, hvis banker i stater som for eksempel Texas kollapser, samtidig med at opsvinget ebber ud.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed