Socialistisk Arbejderavis
Nr. 20 – Juni 1986 – side 12
Sydafrika brænder
Karin Ladefoged
Den største generalstrejke nogensinde lammede Sydafrika den 1. maj, da halvanden millioner arbejdere gik i strejke for betalt fridag 1. maj.
Store dele af industrien stod stille. 270.000 minearbejdere strejkede den dag. Det er mere end det samlede antal medlemmer af de sorte minearbejders fagforening, NUM. Mineejerne forsøgte at få strejken forbudt i retten, men de tabte sagen.
Marcel Golding fra NUM fortalte: “Ved mange miner lykkedes det politi og minesikkerhedsfolk ved chikane at tvinge minearbejderne i arbejde, men strejken var stadig succesrig.”
To mineselskaber havde allerede forinden indvilget i betalt fridag den 1. maj, og ved flere miner vandt man mindre, men vigtige indrømmelser. En lang række store massemøder blev afholdt rundt i hele landet. Mødet i Witwatersrand tiltrak 25.000 mennesker, og i Johannesburg 30.000.
Borgerskabet presset
Som sædvanlig angreb politiet møderne med tåregas, men som Marcel forklarede: “Folk sagde, det her er arbejdernes kampdag, og uanset hvad de gør, så skal det her være vores dag.”
Stærkest var strejken i Eastern Cape, et center for motorindustri, hvor ANC står meget stærkt. Her mener man, at 98% af arbejderne strejkede, i Transvaalområdet 80%, og i Natalområdet omkring 65-70%.
1. maj aktionen var en forsmag på en planlagt tre-dages arbejdsnedlæggelse den 16. juni, som skal markere ti-året for Soweto-opstanden.
Congress of South African Trade Unions (COSATU), som er en sammenslutning af 34 forskellige fagforbund mod racisme, står bag opfordringerne til strejkerne. En lang række af COSATU’s medlemmer støtter ANC (African National Congress).
ANC’s alliancepolitik
ANC’s strategi er dels, at den vestlige verdens pres mod Botha-regimet skal øges. Dels at opfordre til en “folkekrig”, d.v.s. en kamp baseret på revolutionære baser i byområderne og på massernes bevæbning. De har bl.a. ofte propaganderet for ideen om at skaffe våben ved overfald på sikkerhedsstyrkerne. ANC vil gerne inddrage COSATU i denne strategi, og COSATU's medlemmer presser på.
Arbejdermagt er svaret
ANC forsøger at opbygge en ’bred alliance’ af sorte arbejdere og kapitalister. Der findes i dag flere socialistiske tendenser, som ønsker arbejdermagt og ikke bare sort flertalsstyre, som er ANC’s mål.
Men medmindre disse tendenser samles i en klar politisk organisation, kommer ANC højst sandsynligt til at dominere det nye samfundssystem. Resultatet af det bliver i bedste fald, et sort flertalsstyre, som i Zimbabwe. Et system der fjerner de hvides overlegenhed, men bevarer det væsenligste nemlig at kapitalisterne fortsat kan undertrykke en sort og hvid arbejderklasse.
Ny-nazister ta’r kvælerrtag
Den 10. maj trængte 1600 betjente og soldater ind i Alexandra, og omringede sorte boligområder, lavede husundersøgelser og prøvede at få folk til at angive militante aktivister. 16 blev fanget, men heldigvis nåede de fleste at gå under jorden.
Målet for aktionen var aktionskomiteerne, som havde taget styringen efter det lokale politi og bystyre, som tidligere var blevet tvunget til at flygte for livet.
Komiteerne er opbygget helt fra bunden. Har folk problemer, går de til aktionskomiteen. Gennem komiteerne organiserer den sorte befolkning effektivt strejker, demonsrationer og møder. Også i andre byer har aktionskomiteerne overtaget styringen.
De højreorienterede hvide føler sig mere og mere truet, og organiserer sig i fascistiske terrorgrupper.
For nylig døde fjorten mennesker i Crossroads, nær Cape Town, efter et angreb fra en af disse terrorgrupper.
Det sydafrikanske nazistparti, AWB, vokser eksplosivt som et modsvar til Bothas “reformløsninger”. Det var for at stille deres blodtørst, at Sydafrikas militær midt i maj angreb ANC baser i Zambia, Zimbabwe og Botswana.
Men det var ikke nok. For første gang måtte politiet bruge tåregas mod hvide. AWB-tilhængere stormede et møde, hvor blandt andet Pik Botha skulle have talt.
Med det stigende pres fra de højreekstremistiske grupper bliver regeringen i stadig højere grad nødt til at fastholde apartheidsystemet og øge undertrykkelsen.
Koldsved under sminken
Den 7. marts ophævede Botharegimet i Sydafrika undtagelsestilstanden, der blev indført sidste sommer. Men krisen, der er årsag til tilstanden, er ikke løst.
Ledende fagforeningsmedlem for det sydafrikanske metalarbejderforbund (MAWU) og erklæret socialist, Moses Mayekiso, fastslår: “Den øgede militans på fabrikkerne, sammen med militansen i byerne og skolerne, førte til undtagelsestilstanden.”
“Men før det, var der love, som undertrykte de sorte. En skjult undtagelsestilstand var allerede trådt i kraft. På grund af presset udefra og indenfor Sydafrikas grænser, besluttede man sig for at ophæve undtagelsestilstanden.”
“Der er stadig ikke sket nogen forandring. De hvide er bundet til strenge, skånselsløse love og selv nu er der uofficiel undtagelsestilstand.”
I Bothas tale til parlamentet 31. marts talte han med store ord til den sorte befolkning, at han nu vil gøre en ende på det forældede apartheidsystem. “Min regering ønsker at høre jeres mening. Vi ønsker at tale med jer og jeres ledere i samarbejdets ånd, for vores lands fremtid.”
Botha talte om sort medindflydelse og afskaffelse af paslovene m.v., men hvor stor indflydelse det ville få på de sortes dagligdag, lå uklart. Hele forestillingen var i høj grad endnu et forsøg på at skabe balance, i håb om at gøre indtryk på udenlandske investorer og banker, på regeringspartiet National Partys middel- og arbejderklasse, og på “moderate” sorte ledere.
Reform-floskler
Men da Botha få dage efter fordømte sin udenrigsminister Pik Bothas udtalelse om muligheden af at arbejde under sort præsident, med Kwa Zulu-lederen Gatsha Buthelezi i tankerne, afslørede han sig selv. Pik Bothas rolle har i mange år været at love udenlandsk opinion “radikale” ændringer i systemet, som regimet ikke ville kunne forestille sig, men denne gang gik Pik Botha for vidt.
Selv om Bothas tale ikke vandt den sorte middelklasse, opnåede Botha aftaler med udenlandske banker om at forlænge tilbagebetalingstiden for Sydafrikas enorme lån. Den hvide befolkning og “big buisness” fik også hvad de krævede, nemlig sikkerhed for deres privilegier.
Bothas forsøg
Botha er i klemme. Når han på den ene side forsøger at tilfredsstille de hvide sydafrikanere, der frygter for deres fremtid, så bliver de internationale kontakter utilfredse og bange for at få deres penge i klemme, og omvendt. På den måde bliver Bothas forsøg på reformer kun pynt på et system, hvis modsætninger afsløres dag for dag.
Sidst i april blev paslovene ophævet, men kun for at blive erstattet af nye indentifikationspapirer, der giver samme oplysninger om personen som passene. Desuden er der stadig masser af love, der begrænser de sortes frihed.
Ændringen blev naturligvis latterliggjort af hele bevægelsen mod apartheid. Den er udelukkende kosmetisk, til ære for oppositionen såvel uden for som inden for Sydafrika. Et desperat forsøg på at dæmme op for de mangesidede modsætninger, som apartheidregimet har skabt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed