Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 202 – Marts 2002 – side 2

Ta’ finansloven af bordet

Mikkel Birk Jespersen

Den 20. marts skal regeringens forslag til finansloven tredjebehandles i Folketinget. Den slags plejer at være ren formalia uden de store armbevægelser og nogen videre omtale.

Men med denne finanslov og sine øvrige tiltag på forskellige områder har den borgerlige regering præsteret at træde så mange forskellige grupper over tæerne, at tredjebehandlingen vil blive mødt med protester fra bl.a. studerende, arbejdere, miljøforkæmpere, kunstnere, forfattere og indvandrergrupper.

I alle de større byer er der planlagt demonstrationer mod forringelserne, både dem der ligger direkte i finansloven, og dem der er indeholdt i andre lovforslag. Regeringen rammer over en bred kam:

De studerende vil, på trods af påstande om det modsatte, stadig blive udsat for nedskæringer. De nedskæringer, der under stor pressebevågenhed blev ‘taget af bordet’, var blot de nedskæringer, der var foreslået i tillæg til den forrige regerings forslag. Det ville være absurd at fremhæve det som en sejr for et område, der om noget trænger til at få tilført flere ressourcer, ikke færre.

Miljøslagtning

Miljøet rammes hårdt af fjernelser af råd, nævn og fonde. Samtidig oprettes et nyt Institut til Miljøvurdering med miljøbekæmperen Bjørn Lomborg i front (se artikel andetsted på siden).

Fagbevægelsen er i oprør, især over forslaget til en ny lov på deltidsområdet, der vil give arbejdsgiverne en uhørt magt til at bestemme den enkeltes arbejdstid. Endvidere sættes der i regeringens ‘erhvervspakke’ radikale angreb ind på arbejdsmiljøet, idet der sker nedskæringer i Arbejdstilsynet, der slækkes på kravet om arbejdspladsvurderinger og udbygningen af bedriftsundhedstjenesten droppes.

Forfatterne står stadig overfor nedskæringer i deres primære indtægtskilde, bibliotekspengene. Efter massive protester gik kulturminister Brian Mikkelsen med til at fjerne dele af nedskæringerne, hvilket af formanden for Forfatterforeningen betegnes som “en halv sejr.”

Men skal vi bevare et solidarisk samfund, hvor der tages hensyn til mennesker og miljø, har vi behov for mere end halve sejre og på flere områder end det kulturelle.

Et andet samfund

Regeringens politik bliver mere og mere utilsløret nyliberalistisk. De såkaldte gaver til de ældre og de syge har ikke meget reelt indhold under den flotte indpakning og de store ord. Også på disse områder forsøger regeringen at snige konkurrence og privatiseringer ind ad bagvejen.

Vil vi have et andet samfund end det, der anvises af de frie markedskræfter, er det nu vi skal kæmpe imod. Og protesterne den 20. marts kan blive et vigtigt skridt i denne kamp (læs mere på midtersiderne).

Billedtekst: Musikere protesterer mod, at der i finansloven skal skæres 15% på kulturområdet

Flere artikler fra nr. 202

Flere numre fra 2002

Se flere artikler af forfatter:
Mikkel Birk Jespersen

Siden er vist 1989 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside