Socialistisk Arbejderavis
Nr. 203 – Maj 2002 – side 8
Borgerlig kulturpolitik af værste skuffe
Mikkel Bay
Kunstnere og kulturfolk har allerede afholdt protest-demonstrationer og andre happenings i protest mod den kulturpolitik, som markerer den tydelige ideologi, der skal sættes igennem af den nye regering.
Og kunstnere og alle kulturfolk går en særdeles trist tid i møde med den borgerlige regering og udnævnelsen af Brian Mikkelsen som kulturminister.
Kort fortalt vil Brian Mikkelsen føre en politik, der sikrer mainstream elitekulturen, og så må resten se om de kan overleve ved egne kræfter. Kunsten i Danmark skal orienteres mod erhvervslivets behag og mod eksport.
Blandt de nye tiltag kan nævnes: Bibliotekspengene til forfattere omstruktureres, så det kun er de forfattere, der har udgivet mange bøger, der får del i pengene. Det vil selvfølgelig gøre det ekstremt svært for nye forfattere at komme frem.
Støtten til de teatre, der har svært ved at overleve alene på billet-indtægter, falder helt bort eller skæres kraftigt ned. Det betyder at især teatre der laver teater rettet mod pengesvage børn og unge, eller laver mere alternativt teater rettet mod en mindre målgruppe bliver tvunget til at dreje nøglen om.
Kunst og klassekamp
Selvfølgelig kan Brian Mikkelsen ikke, hvor gerne han end ville det, alene styre udviklingen inden for kunsten via diktater fra hans kontor i ministeriet.
Udviklingen i kunsten har altid fulgt stemningen i befolkningen. Dvs. at i tider med opsving i klassekampen har der også været en større udvikling inden for kunsten.
Et udtryk for den tendens er f.eks. perioden fra midten af 60'erne og frem, hvor der voksede en helt ny, alternativ, kultur frem hånd i hånd med opsvinget i aktiviteter blandt studenter og arbejdere.
Omvendt kan man sige at i 80'erne og 90'erne, hvor der ikke var meget gang i klassekampen, var kunsten mildest talt kedelig.
I de seneste år er kunsten så småt begyndt at forny sig. Det er bl.a. udtryk for, at vi har set en ny bevægelse spire frem på verdens-plan, hvor folk begynder at stille kritiske spørgsmål til, hvordan verden er skruet sammen og søger efter nye udtryksformer.
Kunstnere er ikke løsrevet og isoleret fra resten af verden, så disse tendenser vil også påvirke de tanker der ligger bag et billede, en ny film, et ny komposition osv.
Truer mangfoldet
Tidligere var en del af kultur-politikken at der blev givet tilskud til også mere eksperimenterende kultur.
Det skal ikke forstås sådan, at kunsten ligefrem er gået hen og blevet en ‘trussel’ for systemet, men logikken hos Brian Mikkelsen er liberalismens. Lad konkurrencen råde på kulturens område, det som kan sælge må være det folk vil have og derfor det der skal bakkes op fra statens side også.
Resten må klare sig som det nu kan.
Et udtryk for dette er, at det nu skal gøres fradragsberettiget for erhvervslivet, når de køber kunst. Men hvad når vi andre køber kunst, går i biffen, ser teater osv. – ingen fradrag!
Helt klart en favorisering af den ‘fine’ kunst og kultur.
Den tendens forstærkes yder-ligere når tilskud beskæres og diverse råd og nævn nedlægges. Dem der professionelt beskæftiger sig med kunst og kultur er ‘ubrugbare smagsdommere’ (som vi har set og hørt det på alle andre områder) og den bedste rettesnor for kulturudviklingen er pengenes og konkurrencens magt.
Den kulturpolitik, vi som socialister ønsker, er en politik, der også lader nye eksperimenterende og progressive kunstnere og kunstarter komme til orde, og ikke en Brian Mikkelsen politik, der fordrer elitekunst til glæde for overklassen.
Billedtekst:
Kulturmodstanderen Brian Mikkelsen raserer det danske kulturliv. Eksperimentel kunst og uprofitabel kultur står til store hug.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe