Socialistisk Arbejderavis
Nr. 204 – Juli 2002 – side 2
Fogh strammer skruen om kommunerne
Stop angrebene
Margit Johansen
Regeringen giver nogle krummer til sygehusene og de ældre med den ene hånd – det ser godt ud. Men med den anden hånd svinger de pisken over kommuner og amter, og kræver at deres budgetter for næste år højest må stige med 0,7%.
Det vil ikke alene betyde nedskæringer på de selv samme områder (sygehusene og ældreområdet), men også på børneområdet (skoler og daginstitutioner). Det vil også betyde at flere tusinde offentligt ansatte skal fyres.
Regeringens krav til kommunernes budgetter vil betyde en reel negativ vækst. Ifølge den seneste melding fra Magtudredningen fra midten af maj, er Danmark i forvejen et af de vestlige lande der har haft de største sociale forringelser siden 1980. Danmark ligger langt bagefter f.eks. Sverige og Norge.
Skattestop for de rige
At de svageste grupper endnu en gang skal lægge ryg til, for at regeringen kan opfylde sit valgløfte om skattestop er liberalismen i en nøddeskal. Skattestoppet er til størst gavn for dem med der tjener mest, mens nedskæringer på sygehuse, i ældresektoren, i psykiatrien, for de hjemløse osv. lader de dårligst stillede betale de riges gilde.
Og de fattige kan regne med at komme til at betale yderligere, for både fra kommunerne, fra vismændene og fra regeringen lyder det, at en øget brugerbetaling er vejen frem for at skabe en øget indtægt.
Først må man sige, at når Thor Pedersen påstår at brugerbetaling ikke er en skattestigning, ja så lyver han. Desuden har øget brugerbetaling længe stået på liberalisternes ønskeliste. I første omgang snakkes der om brugerbetaling på bibliotekerne, en serviceydelse som os der ikke har så mange penge bruger meget, men vi skal altså yderligere betale for skattestoppet. Såvel regeringen, som mange kommuner, vil bruge brugerbetaling på bibliotekerne som løftestang til at indføre det på mange andre områder.
Velfærd bliver kun for de rige, og velfærdsstaten er under hurtig afvikling, hvis vi ikke protesterer. I Nykøbing F. demonstrerede de amtsligt ansatte, da amtsrådet d. 29 maj skulle planlægge nedskæringer og fyringer som konsekvens af næste års budget.
BUPL har opfordret kommunerne til boykotte forhandlingerne med regeringen, for taberne bliver ikke alene børnene og de ældre, men os alle sammen i løbet af få år. Men Foghs nyliberalisme kan standses gennem demonstrationer, strejker og aktioner mod nedskæringerne.
Billedtekst:
Budgetstramninger i kommunerne vil bl.a. forringe børnepasningstilbudet. Og der er pladsmangel i forvejen ...
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe